Plakaten til Preben Harris’ sidste forestilling på Folketeatret i 2001, revyen ‘Skrotbunken’. Claus Seidel tegnede forfatterne Peter Poulsen, Benny Andersen, Claus Rifbjerg, Niels Brunse og Jesper Jensen. Og nedenfor: Erik Knudsen,

BARE KOM I GANG!

Preben Harris’ nye erindringsbog handler om en teatermand, der hvileløst og begejstret kaster sig fra opgave til opgave, løser dem og haster videre.

Preben Harris: ’Teater til Tiden’. 312 s. Gyldendal. Ill. m. mange fotos og tegninger. kr. 280,-

****

DET er som at ramle ind i et kuglelyn. Preben Harris taler øjeblikkelig. Taler meget. Har noget, der skal fortælles. Mener straks noget. Er begejstret. Vil i lag.
Også når han skriver. Og skrive det gør han stort set hele tiden. Bog på bog. Nu omkring sin 80-års fødselsdag har han rullet sig ud med endnu en omgang erindringer. En status kan man kalde det – ’Teater til tiden’ hedder bogen, over 300 sider, det hele skal med, og det kommer det ikke engang, for der er ikke et kapitel, hvor man ikke tænker: Fortæl mere! Der er mere at hente dér!
En forunderlig, nærmest hæsblæsende beretning om opvækst og forældre, en far, som langt hen ad vejen syntes sønnen var åndssvag, fordi han ville være skuespiller (den historie blev til bogen ’Min søn gøgler? Sørgeligt!’), om skuespillerkollegaen Bende Harris, som han mødte på elevskolen i Århus og har været gift med siden, om rejser, om en flimrende aktiv tilværelse på Bornholm med oprettelse af et kulturcenter – men i alle ender og kanter mest om en teaterkarriere, der har været, nå ja, hæsblæsende.
Og som nægter at slutte. Selvom han i de sidste kapitler drager nogle suk af den slags, han også frejdigt og uden at krukke beskriver sådan: ”At jeg har begået en masse dumheder, har jeg allerede skrevet om, og at svare på de spørgsmål, jeg lige har stillet mig selv, har jeg på forhånd opgivet. Ikke af fejhed, men fordi jeg ganske simpelt ikke evner det.”

LEGEPLADSER

En forrygende blanding af ærlig ydmyghed og selvbevidsthed gennemsyrer bogen, men især lysten til at berette om det alt sammen. Forløbet er sandelig spækket med dansk teaterhistorie gennem et par generationer. Harris begynder med at grundlægge ’Svalegangen’ i Århus sammen med nogle venner fra teaterskolen og spille forestillinger omkring midnat oven i tjenesten på det store Aarhus Teater. Derfra går det hurtigt og effektivt, med en mageløs timing og situationsfornemmelse for at flytte sig til de rette steder på de rette tidspunkter. Hele tiden som teaterleder. Gladsaxe Teater åbner sig med sine ekstravagante muligheder, slagsmålene med økonomi og politikere bliver en inspirerende legeplads for ham, og skæbnen lurer så pludselig på ham, da Bjørn Watt Boolsen opgiver på Folketeatret og foreslår Harris at tage over. Beretningen om deres samtale på chefens kontor i den anledning er et af de mange små perleglimt i bogen. Unge Harris anbragt med solen fra Nørrevold i øjnene og bistre, gamle Boolsen som sort silhuet.
De over tredive år som leder af Folketeatret er et kæmpe katalog over forestillinger, utallige iscenesat af Harris selv, en leksikal fornøjelse til genopfriskning, med rappe, mest begejstrede kommentarer, og hele tiden med en ledetråd, der hedder aktualitet, fingeren på pulsen, rastløst initiativ og ikke for mange filosofiske og teoretiske overvejelser. Om Brecht f.eks.
Harris dyrkede Brecht flittigt, men vi forulempes ikke med lange forklaringer på det ’episke’ og ’Verfremdung’-begrebet. Harris: ”I hans episke teater måtte man ikke bare lade sig opsluge af handlingen, man skulle også være en kritisk iagttager.” Sådan.

LIVSNEVER

Politisk kredser Harris lidt til venstre for midten i Socialdemokratiet – i de tidlige år knytter han sig f.eks. til den kommunistiske digter Erik Knudsen (se Claus Seidels tegning til venstre).  De er endda sammen på rejse til Østberlin, hvor Harris intuitivt har set inspirationen i teaterlivet. Vi får livgivende detaljer. Erik Knudsen modtager på hotellet et brev fra DDRs kulturminister, som inviterer ham til at holde foredrag på Humboldt Universitetet. Erik Knudsen skriver på stedet et ’nej tak’ og tilføjer: ”Jeg holder ikke foredrag i et land, hvor man hylder de døde kommunister og forfølger de levende.”
Harris henter inspiration, hvor det passer ham. I engelsk teater, i tysk, i svensk, ikke meget i fransk teater. Hans egen generation af danske forfattere og skuespillere er en livsnerve. Også trofastheden over for dem. John Hahn Petersen, Ove Sprogøe, Lily Broberg, Gyrd Løfqvist – der er skuespillere, hvis karrierer er uløseligt knyttet til Harris og hans teatre.
Og forfatterne. Denne anmeldelse er illustreret med to Claus Seidel-tegninger: Portrættet af den unge Erik Knudsen, da han i 1965 skrev revyen ’Ned med kulturen’ til Svalegangen. Og plakaten til ’Skrotbunken’ i 2001, Harris’ sidste forestilling på Folketeatret. Med Rifbjerg som søjle omgivet af Peter Poulsen, Benny Andersen, Niels Brunse og Jesper Jensen, alle centrale i det årelange forløb. Over 35 år indrammet af to tegninger.
Utrætteligheden og umætteligheden består. Scenen lokker konstant kuglelynet. Rollerne har været mange siden han forlod Folketeatret. Han var dårligt nok kommet op af chefstolen, før han begyndte prøverne som Gamle Levin i ’Inden for murene’ på Odense Teater. Og han er fortsat på spring. Selvom han ser ud over Østersøen i et slutbillede og kækt mumler: ”Teaterdirektørerne kan være trygge. Jeg spilder ikke deres tid med at tigge om store roller…”
Det behøver han i øvrigt heller ikke. De kommer til ham.

gregersDH.dk