Lars Mikkelsen og Karen-Lise Mynster i ‘Tartuffe’ på Grønnegårds Teatret (Tegning: Claus Seidel)

EN SVIR

Molieres brillante hykler-komedie ’Tartuffe’ folder sig ud i lystfyldt spil på Grønnegaards Teater. Det kan gøres anderledes. Men næppe morsommere.
Spiller indtil 25. august

******

EN svir. Fra første sekund af denne ’Tartuffe’ fosser tvetydigheder, underfundigheder, associationer over scenen.
Thomas Bendixen har en dejlig selvfølgelighed i sine Moliere-opsætninger. Ingen rynkede bryn og anstrengelser for at løfte fingre og forklare. Skrive til og fra, rykke kostumer og sprog i tid og sted, for at vi skal fatte, hvor aktuel og hvor relevant sådan en historie om hykleri og dumhed er for os i vore dage.
Det går nemlig rigtig godt uden. Alexandrinerne flyver som henrykte fuglesværme, kvidrende gråspurve det ene øjeblik, majestætisk sejlende fiskehejrer det næste. Alt i en 1600-tals ramme, der – også i kraft af Jesper Kjærs mundrette oversættelse – opleves totalt nærværende.

VILDFARELSER

Først i et hurtigt virvar i Orgons hjem, hvor æblerne flyver lystigt – det er som et rokokolegende Watteau-billede. Så Maria Stenz, der har en entré som hr. Orgons mor, en entre som en dronning, men straks pillet ned i jordhøjde af alle omkring hende. En prægtig situation, der straks fortæller om Organ-familiens skævvinklede skæbne. Hun som formidabel forsvarer af sønnens vildfarelse i kløerne på opkomlingen Tartuffe, de øvrige som de momentane ofre for hans tykhudede stædighed.
Og så ruller spillet: Med Helle Dolleris som tjenestepigen, som Tartuffes egentlige modspiller, tøsen, der med sin kække snuhed lægger fælderne for slynglen.
Helle Dolleris spiller på hele sin effektive skala af spruttende energi, kropsdynamik og rå stemmeføring i lynsnare kalkuleringer af, hvor langt hun kan strække sit underklasse-spænd i forhold til familien – det gør og klarer hun henrivende langt. Og hvor dristigt hun kan manipulere omgivelserne med midler, som egentlig er lidt de samme som dem, Lars Mikkelsen tager i brug som Tartuffe, da han først er på scenen. Manipulationer med sine omgivelser.

MANØVRER

Vi er langt over en halv time inde, inden denne sortklædte, korsbehængte, magre psudoudgave af en jesuit lusker på scenen, straks med et slimet blik på Helle Dolleris. Han har raget sig position til i hjemmet, så han kan give hende ordrer, men han har hurtigt en finger forsøgsvis på hendes svulmende barm og får en over nallerne.
Lars Mikkelsen udløser i denne rolle alle de ekstravagante ressourcer han har for at forføre med de mest hårrejsende midler, udstråle den tilsyneladende maksimale troværdighed, udnytte hvert eneste angreb til lynhurtige modmanøvrer. Han har en smidighed i sine fordrejninger af kendsgerninger og hensigter, som er særlig forbløffende for tilskuerne, der konstant gennemskuer ham, fordi de ved, hvor alt bærer hen. Fordrejninger, som lige så konstant er de tricks, han snyder modpillerne på scenen med.
Da den dumstædige Orgon i Henrik Koefoeds karakterfulde karakterløshed til alles rystende tagen-sig-til-hovedet krymper sig i ydmyg forståelse og tilgivelse efter den første afsløring af Tartuffes forsøg på at forføre Orgons kone Elmire i Karen-Lise Mynsters plukkemodne udgave, skal Lars Mikkelsen kun lige strejfe en forgyldt knap i Organs elegante vest med en finger for at antyde bedragerens næste ambition: Tilegne sig Orgons hus og rigdom.

FORFØRELSE

Karen-Lise Mynster er et helt kapitel for sig i spillet omkring Lars Mikkelsens Tartuffe. Hun bruger ligesom Helle Dolleris’ husalf kneb og forførelse, men Mynsters forførelse spiller på strenge, hvor forførelsen også gælder hendes selv.
Det er guddommeligt at følge hendes svage vaklen over for Tartuffes tilnærmelser, hvordan hun – især i scenen, hvor hendes mand Orgon er blevet gemt under bordet for at kunne blive overbevist om Tartuffes ulækre hensigter – svinger mellem driften mod at blive forført, raseriet over hans frækhed, irritationen over, at Orgon ikke dukker op af sit skjul – og så små ryk af latter over hele situationens vanvid.

HOLDET

Er vi godt underholdt? Overordentligt. Også af de andre medvirkendes spil. Det er så flot et sammensat hold spillere. Signe A. Mannov og Thue Ersted Rasmussen har som det unge elskerpar et fejende opgør, som slår gnister som et helt tilløb til en bergmans ægteskabsscene, igen med denne tone af underfundig indforståethed, der får det til at krible i os af munterhed.
Kloge svoger Cléante er i Peter Oliver Hansens trygge hænder og Jens Frederik Sætter-Lassen er den oprørske søn Damis.
Jo. På Steffen Aarfings farvesvulmende rokoko baggrund, der er som en vældig graffiti, folder dette frække lystspil sig ud som en – hvad skrev jeg i starten? Som en – svir.

GregersDH.dk