Stephen Milling, Tina Kiberg og Stig Fogh Andersen i ”Tannhäuser’ (Tegning: Claus Seidel)
Anmeldelsen kan læses i dagbladet Børsen i morgen tirsdag 22.12. Kl. 24 samme aften her på bloggen:
VELKOMMEN I VENUSBJERGET
’Tannhäuser’ er en overvældende musikalsk oplevelse. Og konceptet et interessant eksperiment af Kasper Holten.
*****
HVAD ville der ske, hvis man ved et nobelt selskab blev bedt om at synge en sang – og så brød ud i en jublende sang om fornøjelsen ved at trænge ind i Venusbjerget?
Der ville nok blive løftet nogle øjenbryn.
Men det er altså dét, Tannhäuser gør i Wagner opera. Synger, så det smælder, om livet i Venusbjerget.
Denne Tannhäuser får sandelig også problemer med vennerne hjemme i Wartburg. Alle kaster sig over ham. Han bliver tvangsekspederet til Rom for at sige undskyld til Paven. Tager af sted, men vender rasende hjem, fordi paven afviser ham. Han vælger at fortsætte sine udskejelser, men hives op af suppedasen, da en behjertet kvinde bér for ham i samarbejde med Jomfru Maria og Vorherre. Hvorpå han kan dø. Frelst.
Det er den korte udgave af handlingen i denne pragtfulde opera, skrevet for godt 150 år siden på grundlag af Wagners studier i tyske myter og sagn fra middelalderen. En historie om valget mellem lyst og pligt, sex og kærlighed.
Klassisk problematik.
INDENDØRS
Det spændende ved nyopsætningen på Operaen er, at Kasper Holten løfter historien frem til Wagners egen tid og gør den til et valg mellem kreativt albuerum og borgerdyd. Tannhäuser-skikkelsen er Wagner selv. Stig Fogh Andersen har endda fået den velkendte Wagner-baret på hovedet.
Og mere end det: Holten lukker det hele indendørs, skrotter, hvad der i operaen altid er foregået i Venusbjerg-hulen eller i skoven, hvor pilgrimmene kommer vandrende og jægerne jager. Tannhäuser slæber sig ikke de sidste skridt hjem over markerne til Wartburg, og Wolfram synger sin berømte sang til aftenstjernen uden at have så meget som et tagvindue at kikke igennem.
Væk med det hele. Vi oplever alt hjemme i salonerne hos hr. og fru Tannhäuser. Og Tannhäuser som en digter, der kæmper med at skrive en bog om den forførende Venus i bjerget, og hvad deraf følger. Jo da, der er glimrende belæg for at se netop Wagners egen person som et menneske i konstant konflikt mellem dyd og tilbøjelighed. Der var rusk i ham. Alle hans operaer handler om denne dualisme.
SPIN
Konceptet skaber en klaustrofobisk stemning de tre akter igennem. Også stor intensitet, men det giver en vis åndenød undervejs i Mia Stensgaards dekoration, der nok er imponerende i sin germanske funktionalisme, men ikke rigtig svinger med den ekspansive musik, Wagner har begået.
Vi forstår godt, at Venusbjerget og Romerrejsen er spin i digterens hoved. Men vi savner noget luft i opsætningen. I sønnesønnen Wieland Wagners udgave på Det Kgl. for en generation siden var f.eks. Venusbjerg-scenen et vældigt net i hele rundhorisonten, spækket med halvnøgne damer. Et pust af endeløs ekstase (Den daværende teaterchef protesterede forarget!). I Holtens udgave er der lidt munter hyggesex på stuegulvet.
Men ok: Luft får vi til gengæld her i orkesterspillet under dirigenten Friedemann Layer, der har lige så glimrende overblik over scene og orkestergrav, som han for nylig demonstrerede i Strauss’ ’Ariadne på Naxos’. Og dermed også luft under vingerne i den sanglige kvalitet, lige fra operakoret til Stig Foghs Tannhäuser, der klinger meget smukt det meste af vejen, Tina Kibergs Elisabeth, der får vibratoet fint dæmpet efter den vældige åbning med ’Tonhalle-arien’, Finnen Tommi Hakalas velsyngende Wolfram, Stephen Millings landgreve med en bas, som har volumen til, at det burde kunne ryste Henning Larsen/Mærsks jernstænger i foyer-ruderne til pindebrænde. For ikke at tale om Susanne Resmarks Venus med mezzosopran, der aldrig behøver gearet i ’overdrive’ for at fylde rummet med velklang.
MENTAL PUSHER
Når vi nu er ved hendes Venus. Her er vi ude i det mest spændende ved Kasper Holtens konceptuelle eksperiment. Han lader hende følge Tannhäuser som en klapperslange, hun puster ham i nakken, hvisker ham i ørerne – en mental pusher, usynlig for alle andre. Til stede og ikke til stede. Som heksen Iselin i julekalenderen. Undertiden komisk effekt. Men ægte teater.
Nogle vil sikkert blive irriteret over denne ’Tannhäuser’. Der lød enkelte buh-råb ved fremkaldelserne.
Men ingen vil benægte, at den er spændende – og musikalsk overvældende.
’Tannhäuser’
Operaen
Indtil 1. februar