Palle Knudsen og Ann Petersen i ‘Tannhäuser’ (Foto: Per Morten Abrahamsen)

SYND OG SKYLD

 
Genopsætningen af Kasper Holtens ’Tannhäuser’-opsætning fra 2009 nu i Søren Kierkegaard-året giver nye vinkler på operaen og konceptet.

Spiller på Operaen indtil 7. juni

****

HUSH – hvor det huserer alt sammen!
Synden. Skylden. Bønnen. Nåden. Forløsningen. Vi er i Kierkegaards verden med Wagners ’Tannhäuser’, en opera, som er skrevet og blevet til præcis i de samme år, hvori Kierkegaard greb sig selv og andre i struben i værker som ’Enten eller’. Selv Tannhäusers Romer-fortælling i 3. akt om besøget hos paven giver mindelser om Kierkegaards konfrontationer med biskop Mynster.
Den slags kommer til én sådan en tirsdag aften midt i Kierkegaard-året, hvor Kasper Holtens ’Tannhäuser’ er genopsat – genopsat i al sin interessante og lidt manierede udgave, Tannhäuser fortolket – ikke som middelalder-legende, men som en historie om Richard Wagner selv, griflende og griflende på sit manuskript og partitur, mens hustru og barn kredser småborgerligt omkring ham, og de vildtflyvende erotiske fantasier bringer hans sind og sjæl i uføre, animeret af selveste Venus, der følger ham som et lyslevende genfærd og bringer ham ud af balance.

KRAVET TIL DEN ENE

Idéen bringes ind imellem over bristepunktet, men den er der.
Om end belastet af lidt af hvert: Et sceneri, der sjovt nok signalerer årtier senere end Wagner, og kostumer, der gør ligeså, bortset fra Wagners berømte baret. Sværest at få tag på i 2.aktens Tonhalle på Wartburg, hvor Elisabeth gør entré til sin hyldest i storslået sang, ’Dich teure Halle’, og denne Halle ligner mere et mødelokale hos en frimurerorden eller en stue i Upstairs Downstairs.
Tilgivelsen strømmer ind, fordi Ann Petersen med sin jublende sopran rammer rent. Og med hende er vi så ved det, der i den grad forløser det kierkegaards krav om enerens ubøjelige krav til sig selv om konsekvens: Der er scener, der borer sig ind som oplevelser af ubetvingelig, rendyrket fornægtelse af al kompromis – den forpinte, men alt bortfejende Elisabeth i forsvar for desperate Tannhäuser over for venner og riddersmænd.
Der er i Ann Petersens træk og mimik og bevægelser en jomfruelig uskyld, en karakter, der er uden afbøjninger, og så kan hun jo i sin sangteknik lukrere på resonansrum, der bringer hendes klang i stue med det sublime.
 

 IMPONERENDE

Det kommer sandelig heller ikke Johnny van Hal til skade, at han med sin mere og mere skridsikre heltetenor kan ramme det andet kierkegaardske element, der handler om tvivl og slidsom, sønderrivende selvopgør. Der er en determineret trods i hans Tannhäuser, gennemført til den bitre ende.
Der er så også i genopsætningen plads til at lade en Wolfram som Palle Knudsen glide gennem forestilling som en venlig katalysator for begivenhederne med højglans i sin elegante lyse baryton.
Samtidig et imponerende Venus-portræt af Tina Kiberg, vokalt flot og  som en snog parat til hug ved enhver given lejlighed, usynlig for alle andre end Tannhäusers betændte hjerne. Også det en utraditionel idé – vi er henne i lån fra højromantisk gyserkreativitet, Hoffmanns eventyr, H.C. Andersens ’Skyggen’ etc.
Besætningen har som ved genoptagelsen forleden den mørke Willard White som fast forankret Hermann Landgraf, en klippe. Og kor og orkesterindsatser, der holdes godt fast af dirigenten Roland Böer.

gregersDH.dk