Carsten Bjørnlund og Jesper Lohmann i ‘Syng dansk’ på Bellevue Teatret (Foto: Isak Hoffmeyer)
GRIN
OG
MERE
GRIN
Vildtvoksende galskab i ’Syng dansk’ på Bellevue Teatret.
Manuskript: Line Knutzon. Instruktion: Nikolaj Cederholm. Scenografi: Line Bech. Komponist: Jens Hellemann. Medvirkende: Carsten Bjørnlund, Jesper Lohmann og Aksel Morisse.
Musikere. Maggie Bjørklund (guitar), Eva Malling (bas) og Lisbeth Diers (trommer)
’Syng dansk’ spiller på Bellevue Teatret indtil 2. april. Varighed: 2½ time inkl. pause.
*****
VANVIDDET stritter ud af knaphullerne fra starten, Carsten Bjørnlund og Jesper Lohmann spiller to radioværter, der skal lancere en slags dansk melodi grand prix, og de kan ikke blive enige om, hvornår de er på. Er det, når den røde lampe lyser, eller er det når den er slukket?
Fummelfingeriet fortsætter uden ophør. Melodi-præsentationerne kører derudaf, det er parodi på de endeløse sangkonkurrencer, som bringer nationen i ekstase. Men det er mere end det. Det er absurd komedie, der bygger eminent på, hvordan tekstforfatteren Line Knutzon og instruktøren Nicolai Cederholm ser mulighederne hos skuespillerne, som ud over Bjørklund og Lohmann omfatter svenskeren Aksel Morisse, en cool, hurtig og grundmusikalsk skuespiller, mange vil huske ham fra rollen som Lisbeth Salanders læge i ’Luftkastellet, der blev sprængt’.
Han er svensker, og han skal derfor drilles. Hva’ fanden er det, han siger? Han vil ’bjuda alla!’… hvad vil han? Indbyde Allah?
Og i den dur. Det lykkes også, at få denne fremmedarbejder sat ud af spil, da han åbner en konkurrencekuvert, og der fosser pulver ud over ham – ’Miltbrand!!’ lyder råbet. Hvorpå de tapre danskere propper ham af vejen i den tomme kontrabaskasse.
Lyder det åndssvagt? Ja da. Det er det også. Femten indsendte bidrag åbnes, det ene mere sært end det andet. Dansk national lyrik i, ja, i særklasse. En skriver om livet i en opgang, hvor man har fået altaner. En anden begår tekst og melodi til en grotesk sangleg, en tredje har skrevet en sang om, hvordan han er blevet bortført fra jorden af en UFO. En fjerde er en gammel 68’er, der hulker over sin fortid. En femte indvier publikum i lyksaligheden ved at gokke den af i tide og utide. O.s.v., o.s.v. Lurmærkede bidrag til den næste danske kultur- eller sangkanon, når endnu en kulturminister synes tiden er inde til en national markering. Lige noget for Mette Bock.
Tempo og variation bliver båret af sindsoprivende dialoger, der mellem numrene bringer studieværterne ud i periferier, hvor professionelle radioværter som flinke Mads Steffensen må klamre sig til sit monopol for at holde balancen.
Carsten Bjørnlund og Jesper Lohmann har den styrke, at de er lige hurtige i replikken, men ellers vidt forskellige:
Bjørnlund spillet vittigt op mod det image, han tillagde sig i ’Arvingerne’ som evigt vredladen – på Bellevue-scenen raser og vrisser han utålmodigt og paranoidt over hvad som helst, og skændes med den ironiske elegantier Lohmann og den nøgterne svensker om hvad som helst, f.eks. hvem der har mødt Roger Moore flest gange og hvor.
Absurditeterne er uden ophør, musikken og melodierne, som Jens Hellemann er ophavsmand til, er målbevidst mainstream-pop, og teksterne skruet op til så meget vanvid, at der vil være rig lejlighed til at improvisere videre på dem aften efter aften.
Det er helt befriende med denne skøre ’Syng dansk’-forestilling på et tidspunkt, hvor vi lige har nået mæthedsstadiet med dansk-kanoner og små og store danske sang-olympiader.
Den er rapt skruet sammen, og vi nærer ingen forventning til, at en eneste af de femten sange, der er konstrueret til forestillingen, vil nå frem til et virkeligt melodi grand prix – i hvert fald ikke uden at vi vil bryde sammen af grin ved at blive mindet om halløjet på Bellevue Teatret.
gregersDH.dk