Peter Christoffersen, Ernesto Piga Carbone, Fanny Louise Bernth, Mille Hoffmeyer Lehfeldt og Karen-Lise Mynster i ‘Symposion’ (Tegn.: Claus Seidel)
KNÆK OG BRÆK
Det Kgl. knækker halsen på en svær opgave: Platons ’Symposion’.
Platon: ’Symposion’. Instruktion og bearbejdelse: Anja Behrens og Miriam Frandsen. Scenograf: Nathalia Mellbye. Medvirkende: Fanny Bernth, Peter Christoffersen, Stine Schrøder Jensen, Ernesto Piga Carbone, Patrick Baurichter, Karen-Lise Mynster, Mille Hoffmeyer-Lehfeldt.
’Symposion’ en hyldest til Eros. Spillet på Skuespilhusets Mellemgulvet. Varighed: 2½ time inkl. pause.
**
VELKOMMEN til et skoleridt, der går i fuld galop. Og som både rytter og hest kan knække benene på. Hæk efter hæk. Platons ’Symposion’ i Skuespilhuset.
FORESTILLINGEN spilles på Mellemgulvet. Den er forfærdelig. Den er umulig. Den er momentvis sjov. Men Det Kgl. knækker halsen ved at spille den, ligesom tilskuerne sikkert gør det ved at se den.
LYDER det som en fristelse? Som en anbefaling? Muligvis.
’Symposion’ er et berømt værk af den græske filosof Platon. Skrevet for ca. 2.350 siden. Vi læste det i skolen i faget Oldtidskundskab, d.v.s. gu’ gjorde vi ej, ikke officielt, for lektor Just Rahbek mente, vi skulle springe ’Symposion’ over, så derfor læste vi bogen med ildhu, for Platon var bøsse, sagde nogle, og så måtte vi jo se, hvad det var for noget. Jeg har nu lige genlæst ’Symposion’ for at blive a jour inden opsætningen på Det Kgl. Der er ikke nær så meget bøsseri i forestillingen, som der er i bogen, hvor det til gengæld er morsom og ganske uskyldig læsning. På teatret er det på teatret et digteri over bogen, som fra start til slut er et næsten uigennemtrængeligt verbal-filosofisk show af udsagn, sat op som et visuelt scenisk cirkus af hændelser, der er som en serie klassiske græske vasemotiver sat på snurretop. Skulpturer, der træder levende ud af deres marmor og underholder os med snakken i ’Symposion’, forsøgsvis forvandlet til live show med teksten som springbræt tilføjet lidt af hvert fra senere tider.
ANJA BEHRENS, den tysk-danske iscenesætter har digtet. Hun har begået flere kloge og tankevækkende iscenesættelser i det sidste par år. Houellebecks ’Underkastelse’ på Betty Nansen eller Schimmelpfennigs ’Sort vand’ samme sted, hun er et godt billedskabende, filosofisk hoved, og ’Symposion’ har fristet hende. Det sære er, at man – jeg i hvert fald – ser mange flere billeder ved læsningen af ’Symposion’, end jeg gør i de sved-, blod- og glasurmættede, attitude-provokerende handlinger på scenen. Jeg ser og læser om syv græske filosoffer i munter og hyggelig selskabelighed under et drikkegilde, hvor de – mens de konkurrere lidt om, hvem der skal have lov at lejre sig ved hvems side, de fleste vil gerne gnubbe sig med Sokrates – finder på, at hver af dem skal aflevere en tale til Eros, kærlighedens gud, en karakteristik af, hvad denne bavian, dette begreb i vores bevidsthed og tilværelse gør ved os og hvorfor.
PÅ scenen træder de syv ned fra deres statuer, taler og taler, kredser om Eros som animatoren til sex, kærlighed eller venskab, er han en gud eller er han en dæmon, som Sokrates (Karen-Lise Mynster) mener – Aristofanes, spillet af Ernesto Piga Carbone, er ikke i tvivl, han har en kryptisk, mytologisk historie om mennesket, der engang var ét køn, men blev hugget i to dele. Det kan være så sandt så sandt biologisk, det kan vi jo spørge Darwin om, men det er sjovere at høre det fra Aristofanes, han har altid været god for komedier og klare pointer, det ved vi fra ’Skyerne’ og ’Kvindernes oprør’. Eros er ’begær efter genital kontakt, indtrængen og udløsning’.
SEKSKABETS herrer og damer – hos Platon er de alle herrer, hos Anja Behrend er fire af dem gjort til damer, det er jo så moderne – alle syv forelæser, til sidst Sokrates, som det hele på en måde er henvendt til. Han svarer dem alle med dele af den forsvarstale, han skal have holdt under retssagen mod ham i Athen inden sin dødsdom, en storartet monolog fremført af Karen-Lise Mynster, hvor Sokrates med sit dialektiske mesterskab rammer dem alle sammen ud fra sit ’Det eneste er, at jeg intet ved’ – hvorpå hun tømmer giftbægeret.
VI er langt fra den djærve og sludrevorne erotiske selskabsleg i Platons original. Men skønt talen afleveres af Karen-Lise Mynster, så stilheden breder sig hos det en smule forvirrede, latterberedte og latterfodrede publikum, sidder vi alligevel tilbage med en fornemmelse af en samlet forestilling, der prøver at løse en umulig opgave: At gøre ’Symposion’ til dramatik. Anja Behrend prøver i et lille interview at bortlede opmærksomheden fra ’Symposion’s karakter af læseværdig dialog ved at tale om den psykologiske teknik, hun altid anvender, når hun instruerer skuespillere, glimrende det hele, men ikke noget der gør os, der skal se forestillingen klogere på indhold og hensigt.
IKKE engang nogle korte linjer om de græske filosoffer, der tumler rundt på scenen – Alkibiades, spillet af Mille Hoffmeyer Lehfeldt, der var en korrupt general og politiker, Pausanias, som leverer de nydeligste argumenter for erotisk forbindelser med kønne unge mænd og ældre herrer, han spilles af Peter Christoffersen. Eryximachos, som i skikkelse af Stine Schrøder Jensen taler for musik og kunst og videnskab som Eros virkefelt. Heller ikke engang en nøjere redegørelse for ’Symposion’s blanding af fantasi, autentisk eller anakronistisk historieskrivning har man syntes skulle med, kun en snørklet og uspiselig artikel af en sikkert udmærket filosof, bjergtaget af detaljer, man ikke har brug for.
DE to stjerner er til skuespillernes lystfyldte engagement i det ubegribelige projekt. Så: Knæk og bræk!
gregersDH.dk
