Patrick Baurichter, Sofia Saaby Mehlum og Christine Sønderris i ‘Syg Ungdom’ (Foto: Emilia Therese)

DØDSRUTEN

Et brøl af tysk ekspressionisme fra 1920’erne – grimt stykke, men godt og dristigt spillet af syv af Odense Teaters unge.

Ferdinand Bruckner: Syg ungdom. Instruktion: Simon K. Boberg. Scenograf: Peter Schultz. Medvirkende: Christine Sønderris, Sofia Saaby Mehlum, Nana Christine Morks, Kroline Brygmann, Patrick Baurichter. Joakim Jarl Sejergaard, Martin Schiøtt Paaskesen.

Spiller på Odense Teaters Værkstedscene indtil 13. maj. Varighed:
1½ time

***

ER det Moralsk Oprustning, der står bag det stykke?
Sådan en flyvsk tanke kan man få undervejs i ’Syg ungdom’. For hvad er ellers idéen med at sende et stykke på banen, der afleverer et billede af, ja netop som titlen lyder: Syg ungdom? Her må være nogen, der vil bringe et advarselssignal til den fordærvede ungdom. Mon ikke?
Det kunne godt være Moral Rearmament – hvis det stadig er aktivt – der ville fortælle om en lille flok unge, der trænger til at komme over fars knæ og få en gang spanking. Indbefattet pligtoplæsning fra den lille Katekismus eller Paulus’ Breve.
De unge herrer og damer horer og drikker, de vakler bevidstløst rundt, de aner ikke selv, hvad formålet med deres handlinger er, de ombestemmer sig fra sekund til sekund som fluer på en malkeko – hvad gør jeg så? Og hvorfor? Og hvordan? De lurer på hinanden som gribbe for at finder sprækker hos hinanden, sprækker der kan brækkes op. De er – for at sig det mildt: Temmelig forvirrede.
Et sørgmuntert nihilistisk show. Vi spørger ikke: Hvor er dog skole og forældre, SSP og hele baduljen af støttepædagoger henne omkring denne flok på fire piger og tre drenge – hus forbi: De er godt over børne- og teenagestadiet, de er voksne, studerende, flere af dem åbenbart filosofistuderende, som storker rundt og vifter med Goethe, Novalis og Nietzsche-citater, eller de er medicinstuderende – det hele starter netop med af drukfest, da en af pigerne kommer ud med jubelskrig over overstået eksamen.

1920’RNE

Meget moderne? Næh. Stykket er skrevet i slutningen af 1920’erne af den tyske forfatter Ferdinand Bruckner, og man skal ikke løfte næseborene særlig højt for at se, at vi er i den desperat dekadente tid, som også er Brecht/Weils ’Mahagonny’s og såmænd Kit’Kat-klubbens vilde år, sådan som vi møder dem i ’Cabaret’.
Det gør det selvfølgelig historisk interessant. Historien er henlagt til Wiens studentermiljø, der næppe har været mange centimeter fra Berlins.
Simon K. Boberg har oversat og nådesløst iscenesat de syv unge Odense-skuespillere med pedalen i bund, alt foregår på et lille plateau, der domineres af en dobbeltseng og et bord med sprutflasker. En af pigerne er et lesbisk rovdyr, en anden en forsagt iagttager af excesserne, brutalt konverteret til gadeluder af en langlemmet laban med punkerfrisure, der står klar til at manipulere hver eneste af de andre ud på den dødsrute, der faktisk og praktisk bliver finalen for ham selv og en af pigerne, godt hjulpet af overdoser af veronal.
Det er – som en af fyrene siger: ’En tur på følelserne lokum’.
Et enerverende og brutalt stykke tysk ekspressionisme. Spillet på alle tangenter af det unge hold. Tag salmebogen med og afsyng Brorsons ‘Op al den ting, som Gud har gjort’ på vej ud.

gregersDH.dk