Svejk Nørrebro Teater 28.9. 2016

'Svejk' får, hvad den kan trække af grotesk humor i Peter Schrøders opsætning på Nørrebro Teater

 

Carsten Svendsen og Rasmus Botoft i ‘Svejk’ (foto: Büro Jantzen)

DEN GODE SOLDAT

’Svejk’ får, hvad den kan trække af grotesk humor i Peter Schrøders opsætning på Nørrebro Teater.

Manuskript: Colin Teevan. Instruktion, oversættelse og bearbejdelse: Peter Schrøder. Scenografi: Sven Dahlberg. Musik: Fuzzy. Medvirkende: Rasmus Botoft, Carsten Svendsen, Ulla Henningsen, Steen Stig Lommer, Asger Reher, Tom Jensen, Jesper Groth, Emil Bodenhoff-Larsen og Sara Viktoria Bjerregaard.

’Svejk’ spiller på Nørrebro Teater indtil 17. november. Varighed: 2½ time inkl. pause.

*****

TONEN er hurtigt slået an. Vi er på Svejks stamværtshus i Prag. Svejk siger noget om kejseren og mordet i Sarajevo. En spion fra hæren tager det glade fjollehoved i kraven: I trøjen med dig! Svejk skriver under og slutter: ”Med venlig hilsen – Josef Svejk”.

HAN er en høflig mand. Eller hvad? Vittig? Fræk? En lurifax? En provokatør? En idiot? Det sidste kalder alle ham, og det er han sådan set med på. Men igen: Lurer ironien? Tonen er i hvert fald en anden end den, Boris Vian anlægger i et brev i sin berømte sang ’Desertøren’ fra 1954: ’Hr. præsident, jeg skriver dette brev til Dem…’ En besk-ironisk kommentar til de krige, Frankrig var ude i dengang.

VENLIG hilsen! Der er ikke meget desertør i Svejk. Heller ikke i den scene, hvor han tumler ind i tre forvildede desertører, der skjuler sig bag en vandrende hæk, der ligner en miniudgave af Birnam-skoven i Shakespeares ’Macbeth’. Men hvad så? Rasmus Botoft spiller ham på Nørrebro Teater som en ukuelig tumpe, en småsvindler, en fidusmager, der tager røven på alle med sin snakkesalige vigen uden om ethvert problem. Især køre sin overordnede, Løjtnant Lukas helt ud i hampen med sine sidespring, beretninger om hvad som helst. Carsten Svendsen er løjtnanten, Svejk hans oppasser, proppet i trøjen, som aldrig sidder ordentligt, et makkerpar, der udvikler et yndigt partnerskab, hvor vi undervejs kan vurdere, hvem af de to vi synes er mest idiot. Den pæne og naive, godtroende, retlinede og sirlige løjtnant eller det snørklede snakkehoved Svejk, der med sin insisterende tørre humor og absurde logik bringer ham på vildspor.

FORHOLDET mellem de to er det lykkedes Peter Schrøder som instruktør at udvikle til en perlerække af groteske konfrontationer og rørende op-og-nedture, der får deres eget forløb midt i virvaret af komiske figurer, der er spredt som kortene i en ufuldendt kabale: Tom Jensen, der først er benhårde spion, så fordrukken feltpræst, så kok. Ulla Henningsen, der skiftevis er kromutter, general og soldat. Asger Reher, som agerer dommer, oberst eller St. Peter i sin himmel, og således fremdeles. Rækken af militære tosser, dumme svin eller flinke størrelser er lang, og omklædninger bag scenen sikkert så talrige som i en sommerrevy. Også Steen Stig Lommer, Jesper Groth, Emil Bodenhoff-Larsen og Sara Viktoria Bjerregaard har haft sus i kostumeskiftene.

‘SVEJK’ er scene på scene glimt fra et glemt hjørne af en glemt 1. verdenskrig – glimt af historiske oplysninger, som vi får stukket ud undervejs, og som vi i detaljer er nødt til at blæse på, for ikke at blive forvirret. Det er ikke nødvendigt at have læst på lektien om det østrig-ungarske kejserriges undergang, den russiske revolution og Tjekkoslovakiet i 1. verdenskrig – alt det, Svejk tumler rundt i. Vi får det på en måde som stikord i den forbløffende scenografi, svenskeren Sven Dahlberg har udviklet: Der er rutsjebaner i begge sider, sindbilleder på de røvture, den ene og anden udsættes for i stykket, og samtidig velegnet til at lade rekvisitter ankomme på kommando. Lygtepæle, møbler, togkupeer med sæder og det hele – de sidste geniale til scener, hvor løjtnant og oppasser har deres skænderier og forbrødringer under transport til og fra krigsskuepladserne. Nyheder får vi fra en radio med kæmpetragt, der hænger ned fra loftet.

HISTORIEN om Svejk blev skrevet som roman af den tjekkiske forfatter Jaroslav Hasek i 20’rne og er baseret på Haseks egne oplevelser under 1. verdenskrig. Den er vandret kloden rundt i forskellige udgaver. Dens svitsende vid er blevet dramatiseret til film og teater – herhjemme husker nogle måske Henning Moritzens elegant underspillede Svejk fra Det Kgl. Teaters opsætning i 1968 af Bertold Brechts dramatisering, der flyttede figur og handling til 2. verdenskrig – Palle Kjærulf Schmidt gjorde det til en spillefilm kort efter – men det vi nu ser på Nørrebro er den irske dramatiker Colin Teevans udgave. Peter Schrøder har oversat og bearbejdet stykket.

DET er en nydelse at se, hvordan. Men skal ikke forvente en sindig vandretur gennem en kronologisk handling. Vi er til kalejdoskopiske spring rundt i den rapkæftede Svejks gøren og laden, skrøner og påfund – underklasse-Svejk lever til hverdag af at snyde folk. Han handler med hunde, han har stjålet, så vi får også undervejs en vild scene omkring en dames forsvundne hund, hvor Svejk og hans løjtnant nødvendigvis må sidde på en bænk og føre en lang konversation om tilfældet – en samtale, hvor de gør og knevrer i munden på hinanden som hunde, et vov-orgie udfoldet som et helt revynummer, løsrevet som meget andet i forestillingen fra normalt handlingsforløb – vi er i en scenisk verden af grotesk vanvid, nogle steder på stumfilmmanér ledsaget af Fuzzys musik, der det ene øjeblik kan være cirkusagtig, det næste med tongue-in-cheek-kommentarer, der kommer som associationer til de historiske hændelser. Fuzzy er som bekendt en gammel rotte til scenemusik i samarbejde med instruktører, og stumfilm bringer ham ekstra på mærkerne. En trekant med indbyrdes forviklinger under dynen i en køje, hvor Svejk, løjtnant Lukas og en dame, der er på gæstespil i felten (hvad var det, man kaldte typen under Besættelsen? Jo: ’feltmadrasser’) ruller sig ud og ind, behøver ikke subtile replikker. Så lidt som andre forviklinger, hvor tempoet blev speedet op til ildsprudende toner af Fuzzy.

DENNE irske version af Svejk-historien bringer os ikke længere som antikrigs-memento end Haseks roman og Brechts ’Svejk i 2. verdenskrig’. Men den får, hvad den kan trække af grotesk humor i Peter Schrøders iscenesættelse.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *