Claus Seidel har fra generalprøven tegnet Holly Jean Dorger og Ulrik Birkkjær i hovedpartierne som Odile og prinsen. De to er på scenen i aften lørdag.  Ved premieren fredag aften, som her er anmeldt, havde J’aime Crandall og Alban Lendorf  rollerne.

ALT I MOL

En dyster og lidt spredt ’Svanesøen’ er resultatet af Nikolaj Hübbe/Silja Schandorffs arbejde med Tjaikovskijs mesterværk.

Tjaikovskij: ’Svanesøen’. Koreografi: Nikolaj Hübbe og Silja Schandorff på basis af bl.a. Petipas. Set ved premieren med J’aime Crandall og Alban Lendorf, Jon Axel Fransson, Jonathan Chmelensky og Tim Matiakis i hovedroller.

’Svanesøen’ spiller på Operaen indtil 1. maj med en lang række forskellige besætninger. Varighed 2 timer 35 min.

****

SORT er der ude i nattemørket omkring Operaen.
Og sort er det, vi kommer fra: Et kærlighedsdrama, hvor to elskende på det grundigste får slukket lyset, galt skal det gå, hun forsvinder i mørket, og han står tilbage som det mest fortabte, man kan se på en scene, Alban Lendorf, prinsen, den fortryllede svanes tilbeder, forladt.
Som om vi ikke anede det, ja vidste det helt fra starten. Hvis man husker den ’Svanesøen’, vi sidst har set på Det Kgl., så husker man en varmt farvet forestilling i Per Kirkebys jord- natur-, blomsterglødende kulører, sublimeret, men hjemmevant romantisk med Eckersberg og Christian Winther lurende henne om hjørnet.
Nu er vi en dyster verden. Finske Mikki Kunttu har skabt den. Og kostumekunstner Mia Stensgaard støtter med mest sorte, tunge iklædninger.
Scenografien  kunne være udtænkt under den spanske inkvisition, gitrene hænger som truende torturinstrumenter ned over scenen, eller… Jo, naturen – den, en svanesø jo må befinde sig i – er der da, men i så fald er vi gået under jorden, til drypstenshuler, hvor svaner af uransagelige grunde er søgt hen.

VARSLER

Ude i natten, på Operaens hjerteløse parkeringsplads, hjemsøges vi i vores hoveder af den svanemusik, det svane-tema, der hviler som er varsel om død og ulykke over operaen. Fra ouverturen til den morderiske slutning. Et totalt enkelt tema, et kvintspring ned og så en skala op igen til kvinten, det er så simpelt.
Det er h-mol, og der er ikke noget mystisk ved h-mol, hvis ikke lige sådan en som Tjaikovskij stanger den ud som en knytnæve, der har lammende resultater.
Ingen skal prøve at bilde os ind, at denne ballet er skabt af så og så geniale koreografer, Petipa, og hvad de ellers alle sammen hedder. De ville have siddet tilbage med hænderne i skødet, hvis ikke Tjakovskij havde født både ideen til balletten, skrevet musikken, tænkt den i drama, bevægelse, situationer.
Ville hende, vi i aftes så danse sin store adagio-solo i 2.akt, J’aime Crandall, have levet længslen og forelskelsen helt ud over hårrødderne, hvis ikke Tjaikovskij havde givet soloviolinen en historie at fortælle fra sine fire strenge? Vi gætter på, at det var koncertmesteren Tobias Durholm, der førte buen.
Tjaikovskij kommer med gaverne. Som han gør det passage efter passage til alle i denne ballet. En harpe, en angreb fra messingblæserne, et symfonisk favntag, ja en enkelt obo, som den, der sætter ouverturen i gang, alt er fundament for denne ballets raison d’être (et frankofilt skred, undskyld: eksistensberettigelse).

DANSE OG DANSERE

Vi haster med at gøre fanskaren lykkelig: Alban Lendorf har især i anden del af balletten (de fire akter er smækket sammen til to) to store soloer, der dokumenterer hans ganske suveræne stilling i balletten. Uden at det skal få os til at afskrive hverken Jon Axel Fransson, der er den uhyggelige ondskabens manipulator Von Rothbart, eller prinsens van Benno, der er flot danset af Jonathan Chmelensky.
I Nikolaj Hübbes og SiljaSchandorffs version af ’Svanesøen’ strøs der ensembler med rund hånd i alle mulige størrelsesordner som ramme om den handling, der mest interesserer os: Dramaet om det forelskede par og troldmandens svindelnummer med at omskabe sin datter til en troværdig kopi af den ulykkelige svane.
Orgiet af korpsdansere og deres utallige opgaver fratager os undervejs koncentrationen om det egentlige drama, men det er da skønt at se, hvor stort og alsidigt Ballettens ensemble fungerer. Men alligevel mindeværdigt, at ’Svanesøen’ tidligere, også i Danmark, er blevet spillet i en stærkt beskåret version.
Et kik på planen over de kommende opførelser forbløffer: Danserne skifter uafladelig roller. Det er som et samlesæt, hvor brikkerne åbenbart skal kunne bytte plads, når og hvor som helst. Vi overværer på en måde en hel skole-præsentation. Med en blanding af store og små oplevelser.

gregersDH.dk