Den koreanske sopran Sumi Hwang (foto: Shirley Suarez)

EN PÅ SINKADUSEN

MED TJAIKOVSKIJ

OG SÅ

ET ØJEBLIKS

FORTRYLLELSE

Eksotisk fortryllelse i et ekstranummer, men først Tjaikovskij med en på sinkadusen

Copenhagen Phil i Tivolis Koncertsal. Solist: Sopranen Sumi Hwang. Dirigent: Sebastian Weigle.  

****

SNYDT? Nej. Joh… En smule måske. Man bed jo på den koncert, fordi Cornelia Beskow skulle synge Strauss’ ’Vier letzte Lieder’. Cornelia hvem? Hende, der smækkede Tannhäuser-Elisabeths ’Tonhalle Arie’ lige i masken på os ved Opera Akademiets præsentationskoncert på Gl. Scene for nogle år siden og siden sang en Senta i ’Den flyvende Hollænder’ på Malmø Operaen, en Senta, der var som Wagner ønskede sig det – ’som et nordisk skumsprøjt fra havet’. Cornelia er i en stor international karriere, sååhh…

MEN – nå ikke! Cornelia havde meldt afbud. Og de ’Vier letzte Lieder’ af Richard Strauss blev sunget af den hurtigt indforskrevne Sumi Hwang, ung koreansk sopran allerede med fin lyrisk karriere på operascenerne, især i Tyskland og nu på Tivoli-tribunen denne aften med Strauss-sangene. Der står Puccini og Verdi og andet godt på hendes repertoire og kalender, kan vi se. Så vi er helt med og nysgerrige. Hun har den tyske dirigent Sebastian Weigle ved sin skulder, og da hun kommer på scenen oven i hans kaloriepumpede ledelse af Tjaikovskijs 4. symfoni var vi varmet op til at modtage den elegante koreaner i det guldglimtende outfit.

HVORDAN varmet op forresten? Især med symfoniens 3. sats, den scherzo, der er et festligt brus af pizzicato, drevet afsted af komponisten med et nervepirrende overskud af fanden-i-voldsk dirren mellem slagfærdige påfund og skæve skud med et ladt haglgevær – et overdrive af lystfyldt storm på strygernes fingerfærdighed afløst af graciøse, nærmest ironiske valsemotiver – denne scherzo er en herlig udfordring for ethvert orkester, hvor alle grupper i orkestrer for lov at lege med – scherzoen er et virtuos- nummer, jeg tror det var Leopold Stokowski, der nød at fyre denne sats af løsrevet fra resten af symfonien. Som shownummer. Den fik sandelig heller ikke for lidt her af Sebastian Weigle, især ikke da han uden pause strøg med orkestret lige videre i symfoniens rasende allegro-finale – velberegnet som et desperat clou, alle Tjaikovskijs følelsesudsving affyret i samlet opvisning. Stærkt var det med denne dobbelte på sinkadusen, og vi undgik på den måde endnu engang af overveje, om det ikke er absurd, at der ikke må klappes eller jubles henrykt ved den slags satsafslutninger, der nærmest tigger om det – sådan en reaktion lægger denne scherzo-afslutning i hvert fald op til, men konventionel kulturel pænhed får os jo til at holde grabberne i ro. Lige meget – Weigle drønede direkte videre til finalen, som selvfølgelig så fik overskuddet af opbevaret bifald med. Alt inklusive.

MEN så til den koreanske sopran. Stort talent. Men fornemmelse af, hvor hun skulle hen med de overdådige og skønhedsladede Strauss-sange var aldrig helt klart. Slet ikke før hun som ekstranummer sang hans ’Morgen’, der slet ikke er en af de ’Vier letzte Lieder’. ’Morgen’ er skrevet i 1894 – 54 år før han i 1948 nedfældede de ’letzte Lieder’ som et kønt testamente! ’Morgen’ er en smuk og yndefuld lille kærlighedssang, som i aftes havde orkestrets koncertmester på soloviolinen. Her ramte Sumi Hwang perfekt enkelheden og den klangskønhed, der i de andre sange stiller store krav til ikke bare udtryksfuldheden og tydeligheden i Eichendorffs og Hermann Hesses tekster – dem havde Hwang det nemlig ikke helt godt med – men også de klanglige vibrationer, der skal bringe sopranens stemme på magiske bølgelængder med orkestrets fantastiske klangspejl. Det er nok en opgave for mere modne sopraner end Sumi Hwang.

VI har hørt store sopraner mestre den kunst. Kataloget har dem fra Elisabeth Schwarzkopf og fremefter – det var i øvrigt Kirsten Flagstad, der uropførte sangene allerede i 1950 i London med Furtwängler som dirigent – men vi skal nu ikke længere tilbage end til vores egen sopran Ann Petersen, der sang dem i Tivoli for to år siden. Sumi Hwang når kun få gange ind til sangenes verbale og klanglige duft af eksotisk fortryllelse og mystisk forførelse. Og sjovt nok altså: Egentlig kun i ekstranummeret ’Morgen’, hvor hun – måske afkoblet fra karrierens historiefortællinger om store forgængere? – pludselig ramte enkelheden og intimiteten i sangen. Det var da en sand fornøjelse.

gregersDH.dk