Ann Petersen (pressefoto Tivoli)

VEJEN TIL STRAUSS

Richard Strauss-aften i Tivoli på målrettet vej mod kulminationer med Copenhagen Phil og Ann Petersen.

****

”DET kan godt være, at jeg ikke er en førsteklasses-komponist. Men så er jeg en første rangs andenklasses-komponist.” Selvironien glimter køligt fra Richard Strauss i denne ofte citerede bemærkning kort før han dør i 1949. Sagt samtidig med at han skriver de fire overdådige sange for sopran og orkester, som blev hans sidste værk. De ’Vier letzte Lieder’.

ANN PETERSEN sang en Strauss-lied som ekstranummer denne aften i Tivoli med sopranen Ann Petersen. Ikke en af de ’Vier letzte Lieder’, men en af de ’Vier Lieder’, han skrev næsten 50 år tidligere som morgengave til sopranen Paulina de Ahna, da de giftede sig i 1894. Sangen ’Morgen’.

KUNNE man bringe denne rene Richard Strauss-aften til vejs ende stærkere end netop med den sang? Nemlig – efter at bifaldet var døet ud  oven på koncertens egentlige finalenummer, Salomes morderiske slutscene fra hans opera ’Salome’, hvor Salome i iskold ekstase ser den halshuggede Johannes Døberen i øjnene og siger ’Jeg har kysset din mund, Johannes, dine læber har en bitter smag. Man siger, at kærlighed har en bitter smag…’ Og hvor Strauss’ partitur eksploderer i enerverende orkestrale illustrationer til et drama og en historie, der på en måde var Richard Strauss’ gennembrud som operakomponist og samtidig hans måske mest konsekvente musikdramatiske værk i forhold til alt, hvad der fulgte efter. Hårrejsende enkelt, vildt koncentreret, sprudlende af en djævelsk præcision og fantasi i en instrumentation, der vælter os omkuld.

OG så lige oven i som ekstranummer den fortryllende, blide solopgangsstemning i kærligheds-sangen ’Morgen’! Den vilde, forstyrrede Salome-scene afløst af forløsende, himmelsk morgenrøde. Strauss musikalske kraft og fantasi, der uanset hvad der fulgte efter ’Salome’ af store værker fra Strauss gennem årene, i ’Salome’ nåede sit højdepunkt i udtrykskraft – og så springet til ’Morgen’, der er sublim, harmonisk skønhed. Med en kærlighedserklæring, der slutter med ordene: ’Stumm werden wir uns in die Augen sehen’ – stumme vil vi se hinanden i øjnene…

BEGGE yderpunkter sunget med intens indlevelse af Ann Petersen. Med hendes klanglige ressourcer administreret perfekt mod to så forskellige mål. Hvad der ikke skal få os til at afstå fra at konstatere gode oplevelser og præstationer med scener fra ’Rosenkavaleren’, ’Arabella’, ’Ariadne på Naxos’ og ’Die Frau ohne Schatten’, interessante, lidt løsrevne scener fra handlingsmættede operaer. Men også situationer, hvor grebene om opgaverne fra både dirigenten Jaroslav Kyzlink, fra Copenhagen Phil og fra Ann Petersen nu efter koncerten bare sidder tilbage, oplevet som agtværdige strøg gennem pligtmæssige opfyldelser af et to timers koncert-program, nydeligt afviklet, med Henrik Engelbrecht som pædagogisk kommentator og en Ann Petersen uden mulighed for at bringe os i total kontakt med hvad hun givetvis suverænt kan sætte liv i på operascenen, men her må efterlade som løse brikker fra puslespil. Som altid præget stemmemæssigt af hende forbløffende klanglige overskud i det høje leje og lige så fortryllende beherskelse af mezza voce i mellemlejet.

PÅ sin vis altså en koncert, der var længe om at bane sig vej til virkelige højdepunkter. Men de kom sandelig. Højdepunkter, også hos Strauss. 1.klasses eller 1.rangs – hvor han nu selv placerede dem på sin private skala.

gregersDH.dk