Rolf Hansen, Lise Lauenblad og Brian Hjulmann i ‘Danner’ (foto: Per Morten Abrahamsen)
ENMANDSHÆREN
GREVINDE DANNER
Grevinde Danner river og flår i Danmarkshistorien – det er stærkt drama.
Dramatiker: Line Mørkeby. Instruktør: Pelle Nordhøj Kann. Scenograf: Johanne Eggert. Komponist: Marie Louise von Bülow. Medvirkende: Lise Lauenblad, Rolf Hansen og Brian Hjulmann. Musikere: komponisten og Karen Duelund Gustavino.
’Danner’ spiller på Det Flydende Teater på Furesøen 20.-29.juni og 30.juli – 16.august. Derefter Danmarks-turné 22.august – 11.oktober. Varighed: 1 t. 15 min. uden pause
*****
Jeg er en enmandshær! råber Lise Lauenbjerg, så det giver genlyd ud over Furesøens vover. Og ja, det er hun. Både som den Lise Lauenbjerg, vi har set mange gange efterhånden i markante kvinderoller, siden hun i Thomas Levins ’Peter og Elgen’ brasede ind som en rablende vildskud af en glad studine hos sin professor, der holdt midsommerfest med familien i et sommerhus i Sverige – Her kommer jeg!
OG i andre roller, også på Det Flydende Teater, hvor hun nu spiller selveste grevinde Danner, d. v. s. underklassebarnet, der som balletpige på Det Kgl. Teater i 1820’rne bliver offer for københavnske rigmænds grådige fingre. Først bladkongen Carl Berling, så bladkongens ven, kronprins Frederik.
OFFER? Jo, da. Men det er dér, vi midtvejs i Line Mørkebys stykke oplever essensen af rollen som den avancerede og ambitiøse tøs, der finder sig selv og sin opgave i livet og erkender, hvor hun står: Midt imellem to mænd, hvor den ene er en fordrukken slapsvans af en kronprins, der bliver rendt om hjørner med af alle, og hverken aner ud eller ind, men som bliver konge midt i det hele. Og en kultiveret bladchef, som hun får et barn med, men som krøller sig ud af forholdet til hende, da det forvirrende trekantsforhold bliver for meget for ham.
DÈR kulminerer Danner-rollen. Kvinden, der erkender, at hun er ved at blive flået af sine omgivelser. De to mænd, der er så flinke, men ikke aner, hvordan de skal håndtere situationen. Især den afmægtige Frederik, der både skal stå model til at gå på slottets balkon og blive udråbt som konge – iscenesættelsen lader ham gøre det med sit kæreste eje ud over champagneflasken: hans pibe, mangfoldiggjort til 20 piber anbragt på hans hoved som krone. Og i vores bevidsthed også havne som Grundlovens Giver – det er faktisk derfor drukkenbolten er den mest statue-hyldede danske konge. Se den lille tyksak f.eks. til hest foran Christiansborg Slot. På båden på Furesøen lader den lige-på-og-meget-hårdt-karikerende Brian Hjulmand ham næsten være ved at skvatte i Furesøen under hyldningen.
MEN på det tidspunkt sker jo så det næsten forunderlige: Louise Rasmussen alias den udnævnte Grevinde Danner erkender situationen. Hun gifter sig med Frederik 7., blæser så godt hun kan på, at alle håner hende. Carl Berling trækker sig diskret tilbage fra hende. Hun finder sig i, at alle, der har en eller anden position i landet, ikke mindst overklassen, holder sig for næsen og har meget lidt sans for det yndige i, at kongen har giftet sig med en balletpige – en figurantinde – fra teatret og oven i købet har levet i et trekantsforhold med en kongelig og en nogenlunde agtværdig bedsteborger – Berling var aldrig for alvor in ved hoffet. Det er en privat erfaring i min egen slægtshistorie, at min oldefars bror – halløj! en ægte baron med mit glorværdige efternavn – blev stenet ud af sin bolig Maglekilde midt i Roskilde på grund af sine politiske smædeskriverier om ’grevinden’. Det har jeg mange andre forklaringer på, men det skal jeg gemme til en anden gang.
TILBAGE til ’enmandshæren’! Det er måske lidt hårdt trukket, at dramatikeren Line Mørkeby lader Grevinde Danner benytte det rasende trekants-jalousi-opgør til at proklamere alle verdens forfulgte kvinder, sigøjnere, indvandrere, muslimer m.m. som undertrykte, der skal gøres noget for. Det er fint, så langt som til at forklare, hvorfor Grevinde Danner på sine ældre dage beslutter at lade den arv, kongen havde efterladt hende, gå til oprettelsen af stiftelserne for forladte og forsømte børn og enlige kvinder på Jægerspris Slot og i Dannerhuset på hjørnet af Gyldenløvesgade og Nansensgade. En glimrende og oplagt spor at få med.
MEN som dramatik er det det hudløse trekantsdrama mellem konge, knægt og dame, der fænger. Rolf Hansen som den bløde Berling. Brian Hjulmann som det ustyrlige kongelige skrog. Og især Lise Lauenblads sprængladte unge pige, der svinger mellem ægte og troværdige, kærlige følelser over for de mænd, hun har mødt, betagelsen af mulighederne for at få et bedre liv, ambitionerne om at få sin ret som kvinde, angsten for at køre skævt og miste magten, især over sig selv. Det er enmandhærens kamp, der fascinerer. Jagten på at finde sin identitet. Vi får en bid Danmarkshistorie, men sandelig også et persondrama, der river og flår.
KUNNE der trækkes mere drama ud af denne Grevinde Danner-fortælling? Sagtens. Men kunne f.eks. forestille sig en fantastisk dramatisering af et tænkt møde mellem Grevinde Danner og stjerneskuespilleren Johanne Louise Heiberg. Lige gamle balletpiger fra Det Kgl., som tager samme spring fra underklasse til rigets top i 1800-tallet. Hvilket psykologisk spil for en dramatiker.
PÅ den begrænsede plads på båden oplever vi i øvrigt igen, hvor virkningsfuldt det fungere med de to musikere, der stilfærdigt og fremragende timet supplerer instrumentalt og med enkle sange, hvis tekster til sidst fletter sig ind med Lise Lauenblads stemme.
gregersDH.dk
