Nukâka Coster-Waldau i ‘Strømsteder/Sarfartuut’ på Teater Grob (Foto: Louise Kirkegaard)

MIDT I STRØMSTEDET

.

Grønlandsk/danske Nukâka Coster-Waldau med godt greb om dobbeltidentiteten i Peter Laugesens stykke ’Strømsteder’ på Grob i et Teater freezeProductions-gæstespil.

Spiller på Teater Grob til og med 16. maj. Til oktober på turné i Grønland.

****

DER er både fysisk urkraft og et overvejelsens intellektuelle blik hos Nukâka Coster-Waldau, som vi ser hende i den forestilling. En forestilling om skismaet mellem grønlandsk og dansk. Det kan vi så fortolke løs på med vores lager af etniske fordomme. Vi kan også lade være, for de to sider af hende, jeg taler om, kan man finde hos dig og mig og fru Jensen henne om hjørnet.
På den anden side graver stykket konsekvent i de velkendte fordomme og de besværlige modsætninger mellem grønlandsk og dansk. Der er fyldt af poetiske dybder i Peter Laugesens tekster og Hanne Trap Friis’ fysiske, koreografiske iscenesættelse af en Nukâka Coster Waldau, som med et dynamisk kropssprog fremmaner stemninger, beskrivelser, usikkerhed og magisk tryllesprog.
Hun fortæller brudstykker af sin egen historie og sin egen oplevelse af skismaet mellem kærligheden til Danmark og kærligheden til fødelandet Grønland.
Smukt og billedskabende.
 

ROLLESPIL

Man kan undre sig over, at hun fortæller, at hun efter tiårs alderen ikke mere taler grønlandsk, fordi hun bliver flyttet til Danmark på grund af en forældreskilsmisse, og så – tilbage i Grønland som 18-årig – ikke mere husker sit grønlandske: Men det kan selvfølgelig være en dramaturgisk stramning i stykket.
Ligesom hendes rollespring til det ene øjeblik at skulle spille den stemplede grønlænderkvinde, der må gå sørgeligt til bunds af druk i et Vesterbromiljø, presset uhjælpeligt ind i en absurd, fremmedartet kultur.
Det næste en dansk damefrisør, der vælter alle sine yndige fordomme om grønlændere af sig. Kunstige, lidt firkantede og forventelige fortællebrud, som skal tydeliggøre skismaet mellem de to kulturer. Men som ikke kan hamle op med Nukâkas fremmaninger af naturoplevelser og indre kampe med dobbeltheden i identitet.
 

STEMMER, BILLEDER

Så lidt som disse fortællebrud kan hamle op med de korte filmiske indklip med Flemming Jensen og Maka Kleist, der hver for sig graver dybt i hjørner af grønlandsk kultur.
Stemmer, billeder, situationer. Flemming Jensen med sin næsten mytologisk varslende tyngde – hans blide bas og fysiognomi toner frem som en syntese af Churchill og Zeus i ’Mød mig på Cassiopeia’. Mens Maka Kleist engleagtige, ru ansigt og milde, muntre blik allerede i sit første bidrag fortæller om, da hun som barn oplevede danskere nærme sig deres hus, og hendes mor straks kastede løgringe på komfuret for ikke at skræmme de fremmede med duften af sælkød – ’jeg følte skam!’ siger hun.
Ulyksaligheden i en nøddeskal. Et af de stærke øjeblikke i en stærk  lille forestilling.

gregersDH.dk