Pladecoveret – DACAPO er på sære blindveje. Se anmeldelsens nederste linjer

FLYVENDE DANS

PÅ FLISERNE

Du bæres på drømmende udflugter med Anders Koppel og Henrik Dam Thomsen på deres nye cd.

’Still Life’ 15 numre for hammondorgel og cello. Komponist og musikere: Anders Koppel og Henrik Dam Thomsen. Dacapo Record 8.226.223

*****

DET er som at tage på en lang udflugt, lejre sig i ensomhed og drømme sig til små eventyrlige oplevelser, møde  væsener, der kommer og går, flyver forbi i luften, vil dig noget, vil dig ikke noget, griber fat, slipper igen, gør lidt nar ad dig, klapper dig på kinden, tager dig fortroligt i armen, siger noget, og du tysser på dem, de holder kæft, og kikker bort, vil danse, vil alligevel ikke, men svæver væk med et venligt smil og et lille fnis eller et ryst på hovedet.

ANDERS KOPPELS nyeste cd sammen med cellisten Henrik Dam Thomsen er som at blade i Halfdan Rasmussens ABC og se og høre versene blive tumlet rundt i forbløffende rækkefølger, du er her der og allevegne. Uforpligtende musik, men du flytter ikke ørerne væk fra de 15 små numre på pladen. Ikke et øjeblik, for de melder sig hele tiden med nye overraskelser. Afventende eller med deres små og store tegn i luften.

SPØRGSMÅLSTEGN? Tjah. I al underfundighed. Du lytter. Først forbavset over at blive fanget af Koppels syngende hammondorgel, der bringer os på flyvende flugt og på hovedet ind i den ’Dødens Triumf’-verden, der var Ionesco og Savage Rose i 70’erne, du slipper den snart igen, for Koppel og hans violoncellistiske med- og modspiller er på nye, forbløffende stier, orglets toner svirrer op i luften som er de blevet pustet til som efterårsblade. Celloen synger serenader om kap med forårsduftende blomster og kvidrende fugle – så uforskammet livagtige som dem, scenografen Julian Juhlin hvirvlede op i sin scenografi til ’Svantes lykkelige dag’ på Nørrebro Teater for nogle år siden. Eller som vi møder i Carl Aage Rasmussens concertoer og ’Sinking through the Dream Mirror’, som vi skrev om forleden.

LANGE, dvælende øjeblikke – og så er vi pludselig i den skæveste italiener-pop med ironisk hamrende husmands-trioler i bunden – Anders Koppel har jo ingen pligtskyldige restriktioner i sine kompositoriske attituder. Alt det dyre, han lærte af sin far Herman D. Koppel og på konservatoriet – det ligger der uantastet og kan hales frem hvor og når som helst, glimrende klodser, men ikke om benet. Cellist Thomsen lider heller ikke af en slags professionel respekt – han sidder til daglig og spiller krævende ensemblespil i Radiosymfoniorkestret, men noget griber ham, når han svæver ud over moserne, barndomserindringer eller pludselige hovsa-svar til Koppels springfyre på hammondorglet  – de to laver den musik, der falder dem ind, improviserer, springer ud i ballet som i ’Step on crack’, hvor vi i nogle minutter er til den breakdance, små børn hopper rundt i, når de ikke må ramme striberne mellem fliserne på fortovet. Anders Koppel er en eminent ballet-komponist, har faktisk lavet musik til en stribe balletter, og her er så en lille én til. Det danser og swinger for ham og Thomsen, når det stikker dem, og når de ellers ikke fortaber og forglemmer sig selv i ensomme vandringer som i ’Deserted Streets’ eller bliver sørgmodige og mediterende som i ’Still Life’. Eller nogen – de selv? – kommer luskende i listende frontalangreb som i ’Shiny Shoes’. Eller bliver fjantede og går herligt amok med en hopsa i ’Every Day Life’ – hverdagslivet trænger til et pift.

EFTER en time med drømme og legende syner går de til sidst grassat i en ’Finale’, en tango i susende lyntempo. Ola, hvor det går! Hammondorglet er et helt orkester – instrumentet er tilmed det selvsamme, syngende monstrum, som Anders Koppel brugte til indspilningerne af ’Dødens Triumf’ for snart 50 år siden og har brugt lige siden til jazz og klassisk og alt muligt. Uvisnelig kærlighed. Gamle instrumenter bærer gyldne frugter – Henrik Dam Thomsens cello er bygget i 1680! Det fortæller Jens Cornelius i sine glimrende noter.

Foto: Flemming Gernyx (fra dacapos pressemateriale)

EN stærkt stimulerende lille cd. Du kan roligt blive i tvivl, når du se omslaget. DACAPO er nogle gange på fortvivlende kunstneriske veje med det signal, de vil sende til pladekøberne. Det hvide II på den dystre, kulsorte baggrund betyder ikke, at der findes en CD nr. I, som du er gået glip af. Eller at du sidder med en udgivelse fra Teater Sort-Hvid. To bogstaver fra pladens titel. Resten kun synligt under mikroskop.

gregersDH.dk