Stig Fogh Andersen ved festkoncerten i Konservatoriets koncertsal 22.2. 2020 (foto: dkdm.dk)

DEN UOVERVINDELIGE

Karantæne-rapport X – forsinket anmeldelse af festkoncerten 22.2. for Wagner-tenoren Stig Fogh Andersen, da han fyldte 70  

****   

JEG er i hælene på mig selv. Men nu har jeg fundet YouTube-optagelsen af festkoncerten for Stig Fogh Andersen den 22. februar. Den rendte mig af hænde i mylderet mellem premierer i Jylland og alt muligt andet dengang. Den mistede festkoncert har ligget i baghovedet og råbt op, navnlig hver gang jeg i kalenderen er stødt på datoen 12. marts kl. 20 – dagen for en koncert i Stengårds Kirken: Stig Fogh Andersen synger Beethovens sangcyklus ’’An die ferne Geliebte’. Jamen, så må jeg jo høre ham dér. Nej. Heller ikke! Sunket i grus, aflyst. Koncerten skyllet væk i den store, tavse coronavirus-bølge.

MEN YouTube er der, og dér har vi så Stig Fogh-koncerten, optaget lørdag 22.2. i den gamle Radiohusets Koncertsal, der nu tilhører Musikkonservatoriet, Det Kgl. Danske, som husede koncerten som et gæstearrangement, blevet til på venners initiativ, især den ubetvingelige og ambitiøse, fuldvoksne dirigentspire Niels Borksand.

GODT nok en anledning til brok: Hvorfor var det ikke Det Kgl. Teater, der stod for koncerten? Den kongelige kammersanger Stig Fogh har leveret karriere og stjernepræstationer til det teater, siden han blev ansat i 1980. Han har været operaens eksklusive Wagnertenor i en generation, han har krydset alverdens store operascener. Kom an! Var han ikke en fejring værd? Nå. Altså ikke. Hvis nogen har tænkt, at han var passé, så er det i hvert fald skudt forbi. Stig Fogh var denne aften i februar i formidabel form.

HAN sang Siegmund i 1. akt af ’Valkyrien’, gammel glansrolle. En koncentreret akt fra ’Ringen’, godt egnet til at rive ud fra den gigantiske sammenhæng i ’Niebelungernes Ring’ og fyre af uden store og krøllede forklaringer. Man gjorde det samme ved Lauritz Melchiors 70-års fejring i København, oven i købet det samme sted. I Radiohusets Koncertsal. Det var i 1960. En oplevelse, der i min egen grønskollinge-anmeldertilværelse står monumentalt plantet.

ORKESTER, podie, tre stole, ingen dekorationer. Stig Fogh som Siegmund, sopranen Brit-Tone Müllertz som Sieglinde, og bassen Jesper Brun-Jensen som Hunding. Siddende eller stående foran orkestret neden for dirigentpodiet. Et trekantsdrama i denne 1.akt, lige til en novelle. Flygtningen Siegmund, der søger tilflugt i Hundings øde beliggende hus, Hundngs kone Sieglinde, der er alene hjemme, Hunding, der dukker op. Og de fatale konsekvenser. Et kærlighedsdrama bygget op af Wagner i en strøm af musikalske spændinger. For den, der vil have essensen af Wagners ledemotiv-teknik leveret som et take away-tilbud er den akt genial. Tema efter tema flettet sammen, knivskarpt og sprængladt af konsekvenser og løsninger. Genialt grundlag for de tre sangere.

FOR de mopset anløbne selvfølgelig også et incest-drama, der dokumenterer Wagners altforglemmende blæsen på sin tids moralske fordomme: Bror og søster, der genopdager hinanden og kaster sig i hinandens favn med resultatet i den videre fortælling: Sønnen Siegfried.

KONCERTEN fandt altså sted 22. februar, en måned før corona-pesten meldte sig.

STIG FOGH har bevaret sin næsten drengede tenor-velklang, så det er en fornøjelse. Og især: han genskaber i denne optagelse sit følelsesladede engagement gennem hver eneste detalje af musikken. Overraskelsen, umiddelbarheden, den detaljerede fortælling om flugten gennem skovene, spændingen og uroen over den pludseligt opståede situation den nat i Hundings hus, den spontane, bristefærdige undren. Luften, der mættes af uro og alt bortfejende forelskelse og opfyldelsen af de varsler, der er spået ham. Har man fordybet sig i myten om Ringen og dens forbandelse, er man i den time, den første ’Valkyrie’-akt varer, revet ind i en historie, der rækker videre. Men bare som éngangsoplevelse af denne 1. akt, er angsten og den vågnende erkendelse hos Stig Foghs Siegmund og hans smukt syngende Britt-Tone Müllertz enormt koncentreret – suppleret af Jesper Brun-Jensens rungende, bas-chokerende entré og dystre forudskikkelse af, hvad der må ske, når gæstfriheden brydes næste morgen.

SELV i YouTubes gengivelse af Stig Foghs 70-års-koncert er det værd at følge denne sangers gennemført dramatiske indlevelse i en af hans verdensberømte roller. Ved fremkaldelserne fortalte han kort, at koncerten var kommet i stand i forbindelse med en privat donation, og at entréindtægten gik til forskning i Nyreforeningen.

Stig Fogh har selv nydt godt af den forskning. Jeg vil kalde ham ’Den Uovervindelige’.

gregersDH.dk