JEG VED GODT, JEG KAN VÆRE LIDT FOR MEGET

Der huserer særlige kræfter og rastløs energi i Gyldendals topchef Stig Andersen. Han taler frisprog, slår i bordet, er elendig til matematik, men god til regnskaber. Han har banket forlaget op til milliard-omsætning, men han ville egentlig hellere have været journalist.

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Magnus Møller

———————————————————

STIG ANDERSEN slår i bordet, så kaffekopperne danser. Han har noget at slå med. Hans næve, da vi sagde goddag ude på trappen, er fast som en håndboldspillers. Sport – det er for resten ikke ham, han synes nærmest, at sport er lidt åndssvagt, tror jeg.
Men derfor kan man godt have et fast håndtryk. Og et godt slag i bordet.  Det noble bord. På hans noble chefkontor. I det noble Gyldendal, hvor mahognien stadig på tredje århundrede får nogle af os til at tage huen af, når vi kommer ind ad døren.
Men ikke alle.

”Jeg får da folk ind ad døren til samtale her, hvor jeg tænker: – Helt ærligt – de kommer ind ad døren hos Gyldendals direktør… Og så siger de bare: -Hej! Og jeg siger: – Har du været her før? Synes du ikke her er flot?… Men de er sgu’ ligeglade. De styrer bare direkte på. Det kan godt være, det er den type, der bliver fremtidens chefer. Måske er det ok. Selvom de er irriterende. Og utålelige, hvis de ikke finder deres plads i puslespillet. Vi siger: Hold da kæft! – det kan godt være du er dygtig, kammerat. Men det er altså også et holdspil, det her!”

Det er dér, Stig Andersen slår i bordet. For tredje gang under interviewet. Den propre næve i mahognien er i brug til lidt af hvert. Spontan markering – af irritation eller begejstring. I virkeligheden synes han jo ikke, det er så fatalt med de der unge folk, der tromler frem. Han gjorde selv det samme engang.
Men alligevel. Tiderne og tonen skifter.

”Vi oplever det f.eks. på min kone Jettes gymnasium. Forskellen på før og nu. Når de f.eks. spiller skolekomedie. Vi gik dér for tredive-fyrre år siden og lavede skolekomedie. Dér sagde man: – Her kommer hr. Jeronimus!’ Så råbte de alle sammen: – Højere! Vi kan ikke høre noget!’ Nu kommer de ind med mikrofon på, og lille Cecilie på 17 synger for fuldt drøn: ’Don’ Cry for me, Argentina!’ Og så sidder alle og råber: Skru ned!!”

Stig Andersen demonstrerer ’Don’t cry for me’ med en tenor, så det giver et gib i sekretæren i forkontoret.

”Jeg ved godt, at jeg kan være lidt for meget. Nogle gange. Der er selvfølgelig ting, men skulle afholde sig fra. Jeg var lidt dum herude en dag på forkontoret. Jeg blev så begejstret over et eller andet. Jeg stod med mit bælte, som jeg havde taget af, og så slog jeg det i bordet og råbte: ’Nej, hvor er det godt!!’ Tre gange med bæltet! Der kom kæmpemærker i det meget, meget fine bord. Hak, hak, hak. Det var jeg fandeme ked af. Bordet skulle til reparation. Jeg havde endda ikke slået med bæltespændet. Bare med læderet.”

Der huserer særlige kræfter i den mand. Ikke bare dem, der får ham til at ’springe op og spænde bælte’ som kæmperne i Grundtvigs gendigtning af ’Bjarkemål’. Også de kræfter, som har båret Stig Andersen frem til topstillingen i Gyldendal, landets suverænt største forlag. Og som har sikret, at forlaget er blevet konsolideret og styrket gennem de sidste ti år. Mentale kræfter af en særlig art. En rastløs energi, der styrer lige så direkte mod sine mål, som energi – tilsat flabet facon – gør hos de unge, han taler om. Dem, der braser ind ad døren og siger ’Hej!’ En maskulin energi? Det tør man vel dårligt hviske i vore dage. Men han siger det selv, da vi taler om, hvilke bøger, han læser:

”Jeg læser ikke en brøkdel af, hvad der kommer. Det er vilkårene. Vi udgiver omkring 1600 bøger om året. Og det er ikke mit job at læse dem. Men selvfølgelig læser jeg. Min yndlingsbog i år – det siger sådan set meget om, hvad jeg læser: Har du læst ’Slagtebænk Dybbøl’? Tom Buk-Swienty. Slaget om Dybbøl. Jeg tror ikke, forfatteren har fundet noget nyt. Dybbøl er jo noget af det mest gennemtæskede stof. Men det er så godt skrevet! Jeg havde bogen med i sommerhuset. Jeg var ikke til at tale til i fire timer. Sådan en bog – dér er jeg nok meget mandetypisk. Kvinder læser mere fiction. Jeg er klart maskulin i mine valg. Jeg trækker over mod historie, krig. Dét skal der nok være nogle, der harcelerer over.”

Hvis nogle gør det – harcelerer – er der næring at hente på chefkontoret. En kanonkugle fra Københavns bombardement 1807 på bordet og en baseball-kølle hængende klar på dørhåndtaget. Og den er ikke til at spille baseball med.
’Slagtebænk Dybbøl’. Det er selvfølgelig en Gyldendal-bog, der får et godt ord med på vejen. En af de få, Stig Andersen har haft tid at læse. Han er som boss på forlaget jævnligt ude for, at folk spørger ham, om han har læst en bog eller set en udstilling. Han har for længst lært sig selv ikke at svare i lutter iver og venlighed: ’Ja, det har jeg’ og ’Ih, hvor er den fantastisk.’

”Jeg siger: ’Jeg har ikke fået læst den endnu. Men jeg glæder mig til det.’ Det dur ikke at lade, som om man har læst en bog, man ikke har læst. Jeg vil gerne have et åbent forhold til folk. Ikke altid have parader oppe.
Så må andre tage mig, som jeg er. Du får, hvad du ser. Jeg har ikke mere inden i mig end du ser. Jeg gemmer ikke noget i mig. Jeg reserverer ikke noget. Jeg er ikke klogere end jeg lyder. Så må man tage, hvad der kommer. Selvom jeg nogle gange er ved at fortryde det bagefter…”

Stig Andersen springer op, henter et billede ned fra væggen. Et billede, næh, en indrammet avisside. Den er fra Politiken år 2000. Et interview med ham. Lige efter hans ansættelse.  

”Jeg var blevet ringet op og troede, det handlede om oplysninger til en slags baggrundsartikel. Men det var altså til citat. Dér bed jeg mig selv i læben. Der stod nogle ting, som jeg bestemt ikke var glad for at se på tryk. Sådan har jeg det af og til. Læser noget, jeg har sagt, og tænker: Nej, altså… I starten er man jo glad for opmærksomhed. Siden opdager man, at man nogle gange gerne vil være fri for dén opmærksomhed. Alligevel – alt andet lige: Jeg vil gerne være den, jeg er. Jeg blev interviewet for nylig til ’Bogmarkedet’. Om de digitale udfordringer. Da jeg så, at jeg var citeret for at sige noget i retning af: ’Om vi så står og flager med røven på Rådhuspladsen’, sagde jeg til journalisten: – Behøver du lade mig sige dét? Hun svarede: – Jamen, du sagde det! Ellers må du lade være med at sige det! Det havde hun ret i. Og det vart for resten et godt udtryk.”

– Du har det med bare at tale løs?

”Jeg har nok et lidt farverigt sprog ind imellem. Og nogle synes nok, det er for meget. Jeg åbner mig måske for angreb nogle gange. Mere end jeg behøver. Men det nytter ikke at fortryde dét. Jeg kan heller ikke holde ud at være sammen med mennesker, der ikke bidrager. Der er alt for megen forstillelse. Jeg har mange erhvervskontakter, og der er folk, som jeg har kendt i hundrede år – jeg kan bare ikke få fat i dem! Dér siger jeg: Så leger jeg med nogle andre. Man må være villig til at sætte sig selv på spil. Ellers er det hele bare: Uh, alt går så godt, og jeg har dit og dat, mit hjem og mit ægteskab og sådan nogle ting. Det er bedre at snakke med nogle mennesker, som tør markere sig. Som lukker op.”

Stig Andersen taler sig varm. Fortæller om, da han som ung skulle sidde til bords med en meget vigtig person, som han satte meget højt, og hvor han tænkte: ’Bare jeg ikke bliver afsløret. Dummer mig. Jeg dør under middagen!  Jeg kan ikke konversere på det niveau, som man forventer af mig.’

”Så gik det bare skidegodt. Og vedkommende var helt OK. Men inden havde jeg altså stået og tænkt: Hvad skal jeg gøre?”

Ubeslutsomhed. Tilbageholdenhed. Det er ikke Stig Andersen 2009. Han har netop ført mig en tur rundt i en gigantisk ombygning af bagbygningerne til det gamle forlagshus. Et mangemillion-projekt. Foredragssal m.m. Han er stolt og på højden. Midtvejs i karrieren.         

”Midtvejs? Det var jeg for 15 år siden!”

Stig Andersen flår et A4-ark til sig og tegner en streg; ”Det er så præcist. Jeg kom ind på Politikens Forlag i 1978. Så Gyldendal. Så Ashechoug. Og så kom jeg tilbage til Gyldendal her: 1999. Med tyve år foran mig. Jeg har i min kontrakt: 65 år, farvel og tobak.  Såh… midtvejs? Jeg er langt over. Både i livstid og i arbejdsmarkedstid.”

– Det lyder, som om du mener: Ved vejs ende?

”Jeg er bare bevidst om det. Den dér ’50-års kølle’, man får i hovedet. Selvom du kan grine ad det. Igen sådan grafisk: Dér følte jeg, at det meste af mit liv havde jeg kravlet op ad det her bjerg, og nu stod jeg deroppe. Nu kunne det vel kun gå nedad. Der var nogle, der sagde til mig: Det har du glemt om et år. Det har jeg da også. Sådan set.”

– Sådan set?

”Jeg nåede derhen, hvor jeg sagde: Jeg gider ikke få flere idéer. Forstået på den måde, at i de her tredive år var jeg totalt spændt op på, og hele tiden hooked på selv at gøre al ting. Jeg ringede, skrev, cyklede rundt, jeg var helt vild! Det startede sådan set med de der håndbøger på Politikens Forlag. Der skulle hele tiden findes på: Nu var det moderne at cykle. Nu skulle man have campingvogn. Personlig var jeg totalt ligeglad med indholdet i de ting. Jeg har aldrig nogensinde haft en hobby. Det er ikke mig. Jeg hader det! Men dét var jo mit job. Det tog jeg selvfølgelig med mig videre hen ad vejen. Men nu siger jeg: Vi er 400 ansatte. De 300 er redaktionelle medarbejdere. De har alle sammen den opgave, jeg havde i de mange år, hvor man var ligesom en kronikredaktør: Find på! Find på! Find på! Det føler jeg ikke, jeg behøver mere. F.eks. gå rundt på en bogmesse i panik  – ’Jeg skal finde ti ideer!’ Det gør de andre. Jeg skal sørge for, at de har et godt akvarium at gøre det i. Jeg er sådan en nissefar. Er det en god fodboldbane at spille på? Er der varm kakao, når du kommer hjem? Det er sådan, jeg tænker som topleder. Om vi lige får fat i denne eller hin bog. Altså, herregud!”

– Det forstår jeg ikke rigtig. Man holder vel ikke op at være kreativ og finde på?

”Det er jeg holdt op med.”

– Du har vel bare forskubbet din kreativitet til noget andet, ikke? Eller hvad?  

”Netop. Flyttet kreativiteten. Det er sgu ikke fordi jeg er træt af jobbet! Du antyder, at det er sådan jeg lyder. Det er jeg ikke. Jeg er lige så sulten, som da jeg var 35. Det jeg taler om, er, at jeg godt kan lide nu at stå ude på sidelinjen og heppe. Sørge for den varme kakao. Noget af det første jeg gjorde, da jeg kom tilbage til Gyldendal, var at lave om på ledelsesstrukturen. Skabe en meget decentral organisation. Jeg har min tætteste ledelsesgruppe, en seks-otte mennesker. De har så deres ledergrupper og redaktioner. Og de har deres medarbejdere. Jeg er lige som ham jongløren med tallerkenerne. Det er min opgave at tallerkenerne kører, og hvis der er én, der ikke gør det, så må jeg sætte den i gang.”

Så er Andersen på benene igen. Ude hos sekretæren og hente en grafik med organisationens opbygning. Ledere, mellemledere, medarbejdere. Ansvar, der er uddelegeret. Ikke én pengekasse, hvor man skal stå med fingeren i vejret på Stig Andersens kontor, hvis man er litterær direktør og hedder Johannes Riis og synes, man er nødt til at rejse til New York for at ordne noget. Stig Andersen er sikker på, at Riis har en grund til at gøre det. Han siger:

”Den slags må de selv styre i afdelingerne. Så mødes vi i direktionen en gang om måneden, hvor de så følger op på deres budgetter. Det er sådan set den eneste styring der er. Der kan jeg da godt sige: Har I set den der bog? Men jeg gør det som regel ikke. Der er andres sag.”

– Og de må gerne være ambitiøse – måske endda irriterende, som du sagde før. Lige som du selv var?

”Vi havde et samarbejde med Mary Fonden, der holder til i Amaliegade i Hempels gamle kontor. Dér står et motto over døren: ’Det er viljen til at ville, der fostrer evnen til at kunne’. Det kunne godt være mit credo. Uden viljen til at ville, så er det lige meget, om du er cand.scient.pol. Jeg lægger vægt på folks engagement. At de er ildsjæle, der brænder for det, de vil. Sådan nogle er pr. definition irriterende. Fordi de fylder meget. Snakker meget. Og har store egoer. Som du har. Som jeg har. De kan være der på alle niveauer. Som en eller anden har sagt: Der kan sidde en Poul Reumert i 3. led og være lige så vigtig som mellemlederen. Reumert var sikkert også skide irriterende. Krukket og alt muligt. Men du fandt dig i det, for han leverede varen. Jeg har gang på gang opdaget, hvor meget en enkelt ildsjæl har betydet. Det har ikke noget at gøre med, at nogle er mere værd end andre som mennesker. Jeg siger bare: Hvis jeg skal lykkes og vores projekt skal lykkes, så må man acceptere, at det er sådan nogle folk her, som så vidt muligt skal ledes, som om de ejede deres egen virksomhed. Og derfor ikke skal spørges om ret meget. Da jeg var yngre, troede jeg, at kollektivet betød alt. Nu kan jeg se, hvor meget mere den gode medarbejder eller chef lægger af værdi end den halvgode. Det gælder ikke så meget om at få de halvgode til at blive fuldgode, men at få de fuldgode til at blive endnu bedre.”

– Er det din egen karriere-erfaring? Eneren, der kommer igennem på andres bekostning?

”Der er nu engang kun én, der kan have mit job. Det er jo ikke sådan, at jeg har slået nogen ihjel undervejs. Det er det jeg mener med det ’credo’ om ’evnen til at ville’. Det er det eneste, som jeg vil sige skulle stå på min gravsten: ’Jeg ville kraftedeme’…’Jeg ville!’ Jeg er sikker på, at hvis jeg blev testet, så ville det vise sig, at jeg er hverken bedre eller dårligere begavet end alle mulige andre. Jeg havde bare en stålsikker lyst til at markere mig.”

– Kunne du være blevet noget andet her i livet?

”Jeg var 25 år, da jeg fik det redaktørjob på Politikens Forlag. Fordi jeg – meget umoderne – rendte rundt og talte med folk. Det var ikke comme il faut. At man gik ud og bare spurgte. Egentlig ville jeg dengang meget hellere være havnet i en journalistisk stilling i det hus. Havde nogen på et af bladene spurgt mig, om jeg ville være reporter, var jeg strøget lige til. I stedet for til forlaget. Jeg elskede at skrive.”

– Fortryder du i dag?

”Det kan man jo ikke bruge til noget. Men jeg tror, jeg ville have haft det lige så sjovt. Og hvad så – når Troels Kløvedal eller Ib Michael nogle gange kommer forbi, solbrændte og jeg ved ikke hvad, efter at have været væk i tre-fire måneder, så tænker jeg, at livet også kunne bruges til noget andet end at sidde på et kontor i den indre by. Men omvendt: Jeg ved ikke, hvad det skulle være. Jeg er dårlig til alt praktisk. En klovn til at slå søm i. Jeg kender intet til naturens verden. Jeg interesserer mig ikke for sport. Jeg ved noget om litteraturhistorie og om musik. Jeg er elendig til matematik.”

– Til matematik? Det må være et mareridt i din stilling? Og du bankede da mig fuld af tal, engang vi forhandlede om et bogprojekt! 

”Ja, jeg er god til tal. Og til budgetter og regnskaber. Men jeg kan ikke løse en ligning. Det andet har jeg altid været god til, fordi det interesserer mig. Og det udvikler jeg hele tiden. Som sagt: Skal man blive bedre til det, man er håbløs til? Næh. Det er sjovere at blive bedre til det, man er god til.”

Og det bliver Stig Andersen tilsyneladende. Bedre til det, han er god til. Gyldendal har styr på økonomien. Måske også på fremtiden. Selvom den er broget. Det får vi en lang snak om. Om digitale medier, om on line bøger, om smart boards, om facebook-kulturen (som han privat overlader til sin 20-årige datter Amalie), om dagspressen, om nettet, hvor ordbøger, leksika og fagstof, tordner ind. I modsætning til skønlitteraturen. Indtil videre.
Stig Andersen hiver et billede ned fra reolhylden. Af sig selv og Bill Gates, der for mange år siden besøgte Gyldendal. Hvor Gates havde sagt, at al læsning ville foregå på skærmen inden fem år. Stig Andersen havde tænkt: ’Enten er det ham eller mig, der er vanvittig. Det var heldigvis ham.’ Romaner og den slags står sig mange år endnu, mener Gyldendal-chefen.

– Men de røde ordbøger?   

”De forsvinder ikke. De går over i en on lineløsning, som du betaler for. For behovet er jo det samme. Det har jeg ikke set bedre udtrykt end af en bankmand, der sagde: ’Banking is nesessary. Banks are not’. Situationen for os som forlag er det samme som for andre medier. TV og bladhuse. Vi skal producere indhold. Spørgsmålet er kun: Formen. Og om der kan genereres indtægter ved det. Om folk vil betale for det indhold. Allerede for ti år siden hørte jeg det udtryk, som kan bekymre: ’Public domaine’ – mere og mere, der er adgang til gratis på nettet. Nyheder, alt muligt. Søgesider med det ene og det andet. Det er svært at vide, hvor vi er henne om ti år.”

– Hvor er du selv? 

”Hmmm… For en, der har været så 120 procent optaget af det, jeg laver, så skræmmer det mig klart, at horisonten til, hvor det ikke længere er det, der fylder mit liv, den horisont er kortere. En sommer om ti år siger de: ’Farvel, hr. Andersen. Tak for det. Her er et guldur.’ Hvis jeg altså får lov at sidde så længe. Så vil jeg alligevel tænke: Hvad sker der nu? Jeg har professor-venner, for hvem den overgang er ligegyldig. De siger bare: ’Gud, er jeg blevet pensioneret, det har jeg sgu ikke opdaget!’ – som Torben Brostrøm, der er 82 og hele tiden skriver nye bøger.”

– Du kunne skrue ned undervejs, droppe chefstolen, blive redaktør på nogle bøger?

”Få sådan en lille ’Redaktion Andersen’? Sidde og hygge sig med det? Lave en fire fem bøger om året? Det er jeg slet ikke til. Det har jeg set chefer, der gør i Norge og Sverige. Også – på en måde – min kone Jette. Hun har flyttet sig fra en administrativ stilling på sit gymnasium til sit gamle lærerjob, som hun elsker og nyder at koncentrere sig om. For mig selv, nej. På Politiken blev jeg nærmest chef overnight – uden at have en pind forstand på det. Jeg kom lynhurtigt væk fra redaktionen og over i chefrollen. Nej jeg har ikke nogen drøm om at være redaktør, for jeg har sådan set aldrig været det. Jeg har slet ikke tålmodighed til det. Sidde og rette i timevis. Som sagt: Det er ikke bogen som medie, der har tændt mig. Det er ledelsen, styringen. Se noget gro…

– Du kunne tage til Rivieraen og kikke ud over havet? 

”Det dur ikke. Nej, jeg tror mere på sådan nogle ting, jeg allerede er i gang med. Jeg sidder i UNICEF fonden’s bestyrelse. Der foregår et godt og vigtigt arbejde mod analfabetisme. Jeg er også kommet ind i SOS-Børnebyerne. Totalt ulønnet arbejde selvfølgelig. Nærmest det modsatte: Jeg får parkeringsbøder, hver gang jeg er derude til møder for enden af Vesterbrogade.”

– Vil du kunne styre din rastløshed med de opgaver? 

”Jeg må jo forsøge. Undersøgelser viser, at hvis man kører i det høje tempo frem til afgangen og ikke er forberedt, så lever man atten måneder. Pling! Slut.