Glade medvirkende i ‘Staying Alive’ på Det Kgl. Teater (Foto: Elisabeth Holager Lund)

LET’S

DANCE

Skuespilhuset som hjemsted for en glad danseaften med dem, vi kalder ’De ældre’. ’Staying Alive’ er titlen.

Spiller igen i morgen, onsdag 4.3. i Røde Rum i Skuespilhuset kl. 20

***

LET’S DANCE! lyder budskabet i Skuespilhusets Røde Rum. Og det er ikke Rheinlænder-polka eller engelsk vals, der skal danses. Selvom det godt kan se ud, som om vi er til bal i forsamlingshuset, da de 42 medvirkende lægger ud.
For ikke at tale om, da de til sidst inviterer publikum ned på dansegulvet, og det ligner afslutningen på en sølvbryllupsfest på Søpavillonen.
Der danses moderne i det Røde Rum. Ikke en stump musik, der ikke er hentet fra det amerikanske pop-soul-rock-katalog – folkedansetraditionen fra Fanø og Hoager er lagt i skatkisten, Evald med violinen og Ingeborg Munk og alle de andre er out, og vi kan her og nu godt glemme, at det er Carl Nielsen-år med fjerne mindelser om Carl og svingom i det fynske.
Så forestillingen hedder ’Staying Alive’ på godt yankee-engelsk, de 42 gæve ’ældre’ – som det hedder, fordi man ikke må være gammel i dette land – har overgivet sig og danser løs. Og det er ikke så ringe endda.
Eller kedeligt. For mange af dem kommer åbenbart fra Helle Gotvedskolen, det yndefulde gamle hus på Vodroffsvej , der er tegnet af P.V. Jensen-Klindt, Grundtvigskirkens arkitekt, og som gennem mere end et århundrede har været det disciplinerede hjemsted for Helle Gotved og hendes ideer om at kombinere gymnastik og dans. Med musikken som den livgivende inspirationskilde.

STYR PÅ SIT LIV

Det er en sjov idé, at Skuespilhusets såkaldte Eventministerium har ladet instruktøren Tue Biering og hans makker Marie R. Chemnitz med blid hånd styre de mange medvirkende i store og små optrin, hvor de ind imellem fortæller om, hvorfor de danser trods skavanker af forskellig art, hvordan de baksede med trinnene på danseskolen som børn, eller hvordan de opdagede, at man fik styr på sig selv og sit liv gennem at danse.
Og især om det, der vel er den stærkeste pointe i showet: Hvordan fundet af livspartner hænger sammen med dans: ”Hvis man ikke ved, hvordan man danser, ved man ikke hvordan man elsker” noteres det manende på bagvæggen.
Af de 42 er kun de 8 mænd. Er mænd for generte til at medvirke i den slags? Sært, hvis det er sådan. En af de otte har et solonummer, hvor han vifter den ene efter den anden af damerne væk, når de nærmer sig. En parodi på Thomas Blachman? Muligvis.
’Vild med dans’-konkurrencerne sætter sine spor så mange steder,  også i denne folkelige og udmærkede invasion af dans på Det Kgl.

gregersDH.dk