Mads Langer og dansere i hvirvlende Maja Ziska-kostumer (Foto: Isak Hoffmeyer)

SORT MESSE

Alexander Kølpins ’Sommerballet’ på Bellevue Teatret er mere koncert end ballet. En forestilling, der runger af det smukkeste tungsind og sortsyn. Med sangskriveren Mads Langer i centrum.

’Sommerballet’ spiller på Bellevue Teatret indtil 2. september

****

SOMMERBALLET…! Ikke sandt: Sådan en lysende augustaften med sol over Øresund. Champagne i glassene! Dans til livsglæden i det hvide Bellevue Teater!
Eller hvad?
Alexander Kølpin har noget andet for. Lyset dæmpes til kulsort, musikken lyder som morsesignaler fra skib i havsnød og frem toner omsider i svag spot en skikkelse højt til vejrs i scenens dameside – en kappeklædt mand med en vældig sort hat… Johan Wayne i krigshumør? Eller den misantrope Ribe- komponist Rued Langgaard genopstanden fra de døde?
Vi ser og lytter. Manden synger. Med en stemme, der klinger af usleben metal. Hans navn er Mads Langer. Han synger på engelsk, og allerede dette første nummer bringer os på dyster kurs: ’I’m in dire straits’, synger han, og det betyder nogenlunde: ’Jeg er i elendigt humør’.
Mads Langers tekster – alle på engelsk – er trykt i programmet. Og som aftenen skrider frem ser, hører og læser vi, at vi er i selskab med en misantrop. Sang på sang og vers på vers rugende af tungsind og sortsyn.

INSISTERER

Det var så dén sommer, siger vi til hinanden.
Men vi lytter og ser videre. For denne Langer-stemme fanger med den mest uforskammede styrke. Manden insisterer, og når vi spørger os selv: Hvad har Alexander Kølpin dog på tapetet med denne Langer-koncert – skulle vi ikke til ballet? Endda glad sommerballet?
Svaret er: Nej.
Vi skal til sort messe.
Det gør heller ikke noget, sådan set. Vi skal bare lige omstille os til det. Til at hele forestillingen svinger med Mads Langer og hans sorte sange.
Også dansen. Som der ganske vist ikke er så meget af.
De tre mandsdansere og tre kvindelige dansere agerer langt hen ad vejen mest som figuranter. Dekorative kulisser til Langer. Undertiden også i koreografisk clinch med ham, dér hvor det dansemæssige trods alt får lov at tage over. Langer bevæger sig med en kropsrytme, der uden at vi skal beskylde hans korporlige sprog for at være ballet, alligevel har en indforstået balance og naturlig handlekraft.

MÆRKELIGT

Mærkelig aften.
I hænderne på først og fremmest sangeren Langer, hans tekster, hans mørkt glødende desperadomusik og hans karismatiske fremfærd. Men sandelig også på Kølpin, der har fostret den knugende idé, og på de folk, der realiserer idéen. Især lysdesignerne Raphael Solholm og Daniel Devantier, som skaber et lys/mørke-show, som var vi til en vældig udvidelse af slutscenen i ’Aïda’, gravkammer-finalen, hvor gru mixes med dødens æteriske skønhed.
Og hvordan vi dog fanges ind af de slængkapper, som kostumieren Maja Ziska ifører de medvirkende. Brusende orgier af klædninger i stof og farver – stadig nye parader!
Og vores fantasi provokeret i de utroligste retninger: Er vi i den spanske inkvisitions vold det ene øjeblik, og blandt mongolske steppeulve det næste? Alt mens Mads Langer stædigt synger sin vrede ud og fremmaner sine stærkeste og mest plagsomme sortsyn-visioner. Støttet af slagtøj og bas, elektronisk forstærkning, eller siddende ved det klaver, han selv håndterer nogle gange.
Også Kølpins visioner? Det må vi gå ud fra. Lige nu i hvert fald.

gregersDH.dk