MÅSKE SKULLE MAN VÆRE SMUTTET

Kølpins sommerballet på Bellevue Teatret dumper efter pausen. Før pausen er der salighed.

***

SÅDAN kan det gå så godt. Og så skidt.
Alexander Kølpin byder os på den årlige sommerballet, og han har som altid usædvanlige ting banket op.
Denne gang til en fin 1. halvleg.
Men så en 2. halvleg, hvor både forsvar og angreb bryder sammen. Så vi bagefter går hjem gennem regnen og tænker: Skulle man være smuttet i pausen?
Havde man gjort det, så havde man ikke behøvet ærgre sig over, at Alexander Kølpin fandt på at kaste alle sine koreografiske talenter i rendestenen og i stedet dynge os en hoben rod i hovedet med den over en halv time lange ’Point of no return’, et bakkanal, hentet fra Dantes Inferno, med dansere i vild forvirring og no point, hverken ’of return’ eller point i det hele taget. Reminiscenser af enkelte talentfulde ideer og præstationer fra før pausen, en historie, der ingen ting var, kun scener, der prøvede at skabe billeder til en musik, der med sit hårdtslående drive kunne have bragt os visuelle udviklinger, men nu bare fik os til at lukke øjnene og kun åbne dem af og til for at sikre os, at ingen var kommet til skade i slagsmål på scenen eller fald fra de stole, der i kongesiden højt til vejrs blev indtaget af danserne med fare for liv og lemmer.

TÆNDERS GNIDSEL

Nok om det.
Alexander Kølpin. Gud ved, om du har haft for travlt.
I så fald bl.a. med at sikre os rigtig gode og spændende oplevelser inden pausen.
Monique kan synge en spansk sang om gråd og kærligheds og tænders gnidsel – ’Llrando’ hed den – med sin gulvskubberu, magtfulde stemme.
Synge, så vi bliver beredt til den prægtige Selene Munoz, et hundyr af en danserinde, der gør sin entre i en efterårsprægtig robe (Lone Rønn har creeret), et fejende brus, der kan rydde hele Eremitagesletten, Selene Munoz med en panderynken, der varsler død og helvede, med fingre og hænder, der vil kunne få selv Jesus til at stønne af forventning, en blanding af indisk gesture og sevillansk koketteri, og minsandten – om ikke en elektrificerende stepkunst til akkompagnement af inciterende lydbånd, men sandelig også en lyslevende bassist ved navn Miguel Rodriganez, der havde hånd på sit instrument som var det en elskerinde.
Senorita Munoz vidste næppe om bassen, bassisten eller den franske danser Alexandre Bourdat var hendes mest attraktive partner. Vi andre ville gerne have været i alle tres sted.

FEJENDE 1. AKT-FINALE

En mindre trio med titlen ’Elle(s)’ fulgte – til insisterende og lettere enerverende Arvo Pärt-musik. Det nummer førte os ikke på så interessante nye veje.
Men så hed det ’Hey Ney’ – bare ti minutters show af en heksesabbet, bragt til live af koreografen Anja Gaardbo, et shownummer, der kunne puffe ethvert can can-show i Moulin Rouge eller Follies Bergeres udenbords, en stormvind af fjanteri og vildskab, hvor breakdance-elementerne, der i det hele taget prægede næsten alt hvad vi så på scenen denne aften – også hos flamenco-Selene og hendes partner – blev brugt skægt, frækt, farverigt, i kostumer, der bare var pjankede – en svir af en finale på 1. halvleg. En af den slags, Mozart ville gemme til 2. akt. Men han var også god til at gemme knaldperlerne til rette øjeblik.
Her var rette øjeblik 1.akts finale. Gid vi så var gået hjem.

GregersDH.dk