(‘Ja, ja, ja -nu kommer jeg!… Anders Gjellerup Koch i ‘Sommer i Tyrol’ på Odense Teater. (Foto: Carsten Andreasen)
SOMMER I ODENSE
Munter tyroler-fjas på Odense Teater, der tager en glad slapper oven på en heavy metal-sæson.
****
———————————-
’Sommer i Tyrol’ har en skøn, lemmedaskende atmosfære af ’efter os syndfloden’ – som 1700-tallets Mme de Pompadours engang sagde til sin elsker, kong Louis 15.
Benatsky-operetten havde urpremiere tre år før Hitlers magtovertagelse i 1933. Sjov i gaden, det hele kører, verden er en munter legeplads, alt er ved det gamle, ikke antydning af nazitramp i kulisssen som i ’Cabaret’ eller ’Sound of Music’, der er skrevet efter 2. verdenskrig med ragnarok i bakspejlet.
Odense Teater spiller ’Sommer i Tyrol’ som ren ’halløj på badehotellet’. Tilsat, hvad Kasper Wilton og revyforfatterne Vase og Fuglsang har haft fornøjelsen af at hitte på. Man kan gøre med sådan en historie næsten, hvad man har lyst til – alene det, at den på dansk hedder ’Sommer i Tyrol’, selvom den ikke foregår i Tyrol – bare fordi man synes, at Tyrol klinger af mere end Salzkammergut. ’Sommer i Salzkammergut’? Halv kø ved billetlugen.
FIKST
I Odense er der pyntet og fikset hist og her, men uden at det bliver til ren ’Svend, Knud og Valdemar’, for ikke at sige helvedes forgård som Kasper Bech Holten nu har gjort ’Figaros Bryllup’ til.
’Sommer i Tyrol’ har al den henrivende papmaché-romantik, den skal have. Tyroler-hotel, Lederhosen, Johnny Reimar-fjer i hatten, bjerge på bagtæppet, såmænd landskabelige sætstykker, de i den grad forskrækker de medvirkende, at de springer for livet – ikke meget lades uforsøgt for at underholde os, Kejser Franz Joseph kommer flyvende til Hotel ‘Im Weissen Rössl’ (Operettens original-titel!) i luftballon, ligesom vekslende hotelgæster ankommer i bus, hjuldamper eller åben cabriolet – det trafikale har en varmhjertet plads på scenen. Klaus Bondam ville have givet stående applaus, da smarte advokat Otto Siedler ankommer på en engelske bicycle.
GEMYTLIGT
Vi koncentrer selvfølgelig opmærksomheden omkring tjener Leopold og hans Sisyfos-kamp om at vinde værtinde Josephas hjerte – hvordan bestormer Anders Gjellerup Koch denne rolle, der ringer sådan i vores ører? – Max Hansen var den første (416 udsolgte huse i Berlin i 1930!), mange har udfoldet sig siden med det gjaldende ’Ja, ja, ja, nu kommer jeg!’: Fra Dirch Passer til Preben Kristensen og undervejs sandelig også Arne Lundemann, der nu er rykket til en anden pragtopgave som Wilhelm Giesecke, grossereren, som vil erobre verden med en herreundertøjsmodel, der knappes for og ikke bag som konkurrentens. Og som i Vase og Fuglsangs replikker skiftevis ønsker sig hjem til Vorpommern eller Rødby – det bliver vel også mere eller mindre det samme i EU.
Men altså Anders Gjellerup Koch. Han tilfører Leopold en gemytlig, kluntet pudsighed – har han namset lidt rigelig Sachertorte i køkkenet bag om ryggen på fru Josepha? – men man holder af ham i al hans fortumlede omtumlen, og bærer over med, at han på premiereaftenen nok har haft stemmen lidt i overkog under prøverne. Det er heller ikke småting, Kasper Wilton byder sin Leopold. Koch skal ikke bare underholde gæsterne med ’Es muss was Wunderbares sein’, men også ’O sole mio’, for ikke at tale om ’Nessun dorma’, årtusindskiftets tenorfanfare, der ganske vist er sat nogle toner ned, men uundgåeligt nærmer sig en prøvelse, ikke bare for Koch, men også os andre.
SPÆNDSTIGT
Det er i det hele taget ikke en forestilling, der byder på sanglige sensationer. Kun Betty Glosted som den hårdtslående Josepha kan kalde sig rigtig sanger på dét hold, resten er til almindelig frisk skuespillersang og ok. Vi forlanger heller ikke andet i ’Sommer i Tyrol’.
Det væsentlige er den frimodige komedietone og spændstighed, anslået af alle og med særlig effekt af Arne Lundemann, der fylder en scene på alle måder. Og vi hæfter os ved Peder Dahlgaard, som har en helt ove sprogøesk-kontant raphed i stemme og mimik. Og Beinta Clothier, som spiller den lille dims af en datter Clara til opfinderen, professor Hinzelmann – manden, der løser den gordiske knude-slagsmål mellem de to konkurrerende undertøjsfabrikanter ved at opfinde lynlåsen til underhyleren. I originalen er det vist en natkjole, der løsner op for konflikten.
Beinta Clothier har Kasper Wilton sat til at læspe i stedet for at stamme. Udmærket. Stammere er operette- og opera-kliché, og denne Clara er et sjovt bekendtskab.
Odense Teater går med den forestilling sommeren i møde som en anden dandy, der kvikker bestandi’, oven på en mere heavy metal-sæson. Fint.
