ØJET, DER SER…

 
’Snehvide’ i svensk musical-udgave har, hvad den skal have af ondskab, sødme og latter på Aarhus Teater  

Spiller indtil 3. marts på Aarhus Teater Store Scene

****

DER var engang noget, der hed ’Forbudt for børn’. Det stod bl.a. i biografannoncerne, hvis statens filmcensor havde besluttet, at en film var for… ja, for et eller andet: Blodig, fræk, sexet. Måske havde for mange bandeord. Alt hvad der var skrækindjagende for de små uskyldige. Bortset fra brutaliteterne i Anders And-film, som det var en menneskeret at le ad.
I Aarhus Teaters ’Snehvide’ må den onde dronning gå på glødende jern, båret frem af bødlen med hætte over hovedet, og hun skriger af gode grunde som en stukken gris.
Den slags skræmmer ingen børn i Aarhus Teater, så vidt jeg kan se. Der er interesseret ro i lejren.
En lille pige foran mig reagerede til gengæld stærkt, da Snehvide lukkede sit vindue på 1.salen i dværgenes hytte, da prinsen gik forbi…”Hun gemmer sig!” jublede pigen, og så henrykt op på sin mor.
Stærke oplevelser afhænger af øjet, der ser.

DRONNING XENIA

Som voksen sidder man dér og synes, at det er voldsomt at se nogen pines på glødende jern. Og bagefter blive proppet i et brændende hul. Selvom det er straf som forskyldt. Ligesom det er for Don Juan i Mozarts opera. Om end af andre årsager.
Her i ’Snehvide’ tror jeg, både børn og voksne tager det for, hvad det er: De gode sejrer og de onde får, hvad de fortjener.
I den virkelige verden lever vi i en kultur, hvor selv de mest rædselsfulde gerninger belønnes med kristen tilgivelse og resocialisering.
Det gælder ikke på teatret. Teatret er ikke nogen opdragelsesanstalt. Der vil vi gerne se blod. Og det får vi i denne nådesløse version af Grimms eventyr.
Med Xenia Lach-Nielsen frådende af had. Hun er den onde dronning. Og hendes steddatter offeret, der er for smuk for hende. Xenia beordrer Snehvide slagtet, hun er klar til at gnaske hendes udflænsede hjerte i sig – og minsandten om hun ikke gør det. Altså med det, hun tror er hjertet. En sort, flot, vrængende Xenia, som ind imellem synger de hidsige sange, som de svenske ophavsmænd Håkan Bjerking ogTomas Orup har tildelt hende. Sidst vi hørte Xenia Lach-Nielsen synge var det en anden dronning, nemlig Poppea i Monteverdis opera. Du godeste, sikke en palet af stemmer, den dame kan stille med!

SNEHVIDE

Og når vi nu snakker stemmer, så har opsætningen fået sig en Snehvide, der med Annika Aakjær kan noget andet. Hun er fra den poppede arena, hun skal have en mikrofon (hvad fru Xenia egentlig ikke behøver), og den bruger hun skånselsløst til på skift at skære igennem, at indsmigre, dåne, kæle og så snitte skarpt til igen som en pålægsmaskine, der kører sig eget uberegnelige løb.
Det er ikke ueffent, men som så tit, når der bruges mikrofoner, plages – i dette tilfælde – navnlig Annika Aakjærs præstation af overstyring og dårlig balance mellem orkester og stemmer.
Man er lidt tid om at finde ud af, om hendes Snehvide er en vrissende teenager eller en godtroende og kærlig pige. Mest holder vi af hende som legebarnet hos de syv små dværge – som på deres side vel egentlig er forestillingens største gevinst, morsomme, sjovt instrueret som musikalske showstoppere med deres kvikke ensembler.
I spidsen Niels Ellegaard, der bare med et par løftede øjenbryn kan få salen til at bryde i latter.
Stilistisk kombineres Mona Blombäck – der er svenskere alle vegne i den ’Snehvide’! – sin scenografi med filmsekvenser et par steder f.eks. for at fortælle om skovtroldenes hårde arbejde i mineskakterne. Ikke strengt nødvendigt, men elegant bygget sammen med, hvad der rører sig på scenen. 
Meget lykkes i denne ’Snehvide’-udgave – sjovest scenerne med Snehvide og dværgene i Bill Holmbergs koreografiske små vignetter. Og enormt lige ud ad landevejen med Jesper Dupont som en prins, der må kunne skæres ud i pap og krydsfiner og stilles op i Madame Tussauds vokskabinet.
Han er betroet en prinse-solo, der kan stille sig i kø i den Lloyd Webber-genre, der hedder: Køb mig på en single, jeg er et hit.
Hvilket også betyder, at man ikke skal forvente chokerende musikalsk nybrud i denne ’Snehvide’, men solid, fiks, klingende mainstream musical, hvor ondskabens sæd får sukker på til sidst i en ren Hollywood-formæling af prins og den snehvide Annika. 

GregersDH.dk