Steen Stig Lommer, Marina Bouras, Charlotte Munksgaard og Peter Oliver Hansen i ‘Den skaldede sangerinde’ (tegning: Claus Seidel)

HVOR ER

DEN

SKALDEDE

SANGERINDE?

Grin og teaterhistorie i genoplivningen af ’Den skaldede sangerinde’ på Teatret ved Sorte Hest.

Forfatter: Eugène Ionesco. Instruktion. Maria Vinterberg. Medvirkende: Marina Bouras, Peter Oliver Hansen, Therese Glahn, Charlotte Elisabeth Munksgaard, Steen Stig Lommer og Michael Moritzen.

’Den skaldede sangerinde’ spiller på Teatret ved Sorte Hest frem til 11. marts. Varighed 1t 15 min. Uden pause.

****

KLART. Man kan gå til ’Den skaldede sangerinde’ på flere måder. Sætte sig, se og lytte. Og sige: Hvad fanden sker der her?

Eller man kan stille med knolden fyldt af moderne teaterhistorie, genkende og repetere.

Det første er det sjoveste.

Det andet er svært at undgå, når man nu har puslet med teater gennem mange år og i øvrigt ser sig omkring.

Vi vælger det første.

Scenen er en stue. Her bor hr. og fru Smith. Chalotte Munksgaard skrupstrittende af frue og ævlende om hvad som helst. Og Steen Stig Lommer, boblende af kedsomhed og immun over for det meste sludder fra fruen og selv klar med sit eget. Så viser tjenestepigen sig. Det er Therese Glahn, der tager sig en drink, smækker sig ned, er jævnt hen uforskammet og i øvrigt ligeglad med Smith’erne.

Så kommer der gæster. Hr. og fru Martin – Peter Oliver Hansen og Marina Bouras, grinende fjollehoved og kværulerende kone.

Sammenlagt taler de alle sammen konstant ved siden af hinanden, skændes om ingenting, drager ubrugelige konklusioner af alt, danser og drikker hen ad vejen, og vader i indskydelser, påstande, som ingen lytter til, klichéer, der plumper ud af munden på dem.

En brandmand dukker op. Der er ikke nogen brand, ligesom der heller ikke er nogen ’skaldet sangerinde’. Men Michael Moritzen, der er brandmanden, deltager glad i den selskabelige leg, hvor alle skal fortælle historier, og hvor ingen historier har antydning af pointer.

Hvorfor er det sjovt? Det er det, fordi det er en genkendelig suppedas af menneskeligt samvær i situationer, hvor en blanding af høflig konversation, ægteskabeligt kradseri og selskabeligt delirium er indholdet. Hvor en hovedpraksis er, at man ’cirkulerer’, prøver sig frem med, hvad man kan præstere af vrøvl og snak om ingen ting.

ABSURDITETER

Sådan kan man – hvis man gør som dramatikeren Ionesco – koncentrere og sublimere almindelig menneskelig omgang i et kaudervælsk af urimeligheder og mentalt vanvid bare ved at bringe seks mennesker sammen på en almindelig aften, hvor hovedtemaet er formålsløshed, planløshed, meningsløshed og hvad vi ellers kan mobilisere af løsheder.

Det er overordentlig morsomt spillet af de seks skuespillere. Løst – når vi snakker om al slags løshed? Overhovedet ikke. Absurditeterne affyres med stor præcision. De groteske replikker og dialoger flimrer og flakker i luften i al deres fortvivlende genkendelighed uden vaklen i geledderne.

Vi taler om absurditeter.

Dér er vi ved det teaterhistoriske. ’Den skaldede sangerinde’ er et tidligt eksempel på såkaldt absurd teater, skrevet og spillet til hudløshed i tresserne, hvor det bølgede, sammen med film og andre kunstarter, ind over os som en flod af billeder på en identitet hos mennesker, der overvejede det blomstrende livs mening.

Teatret ved Sorte Hest har med chefen og instruktøren Maria Vinterberg bragt os med på en slags genoptagelse af den absurde teaterbølge fra dengang med en række stykker af Eugène Ionesco og Samuel Beckett – Også på Østre Gasværk spiller de i denne tid Samuel Beckett.

Vi kan så overveje, om der er særlige grunde til, at det absurde teater rører på sig netop i disse tider.

gregersDH.dk