OG REGNEN KOM

Fest og farver, fjant og fuld fart over ’Singin’ in the Rain’ på Det Ny Teater

*****

DET regner og sjasker på de københavnske scener i denne sæson – for resten også på den i Aalborg – og nu er Det Ny Teater så med på det våde ind- og himmelfald. Der må være stof til en universitetsafhandling om denne våde tendens. På Det Ny har de sat sig på titlen, der rummer det hele.
’Singing the Rain’ – fræk titel, for egentlig har den kun et enkelt nummer, der handler om regnvejr. Det er til gengæld blevet sådan et slagnummer i filmen af samme navn, at teaterpublikummet bryder ud i jubel i det sekund musikken sætter ind, det første dryp falder på scenen, og helten Don Lockwood trækker paraplyen.
Der flimrer Gene Kelly for det indre øje, men det kan unge Johannes Nymark jo ikke tage sig af, han springer ud i det, vandet sprøjter omkring ham, og han danser sig nydeligt igennem, synger med sin kønne, lyse stemme, mikrofonen står ham bi, og han er sød og sympatisk og en god dreng hele vejen, enhver svigermors drøm. Også i tørvejr.

FJANT OG HYSTERI

Med ’Singing in the Rain’ kaprer Det Nye Teater igen en af de succeser, der kan lyde nemme… hvem vil ikke gerne hygge sig med denne festlige historie om hysteri, fjant, kærlighed og jalousi på kanten mellem stumfilm og lydfilm anno 1927 – gennemspillet så mange gange, sidst på Malmø Operaen for et par sæsoner siden, en forestilling, der nød godt af en scene dobbelt så stor som Det Ny Teaters.
Nem skal man ikke komme rendende og kalde ’Singin’ in the Rain’, og Det Ny Teater har sandelig ikke sat den op med venstre hånd.
Tværtimod. Det et en imponerende opsætning, spruttende af farver, scenebilleder, der kører som en smurt symaskine i vekselvirkninger mellem udendørs, indendørs, filmstudie, N.Y. i skylight, dansere i de prægtigste lårsving, kostumer, hvor det halve vil være nok til at dække Follies Bergères og Ziegfeld Theatre behov for et par sæsoner, og et fjorten mands slagkraftigt orkester i graven.
Flot, flot og gennemført som et nytårsfyrværkeri i Tivoli, gennemarbejdet på alle leder og kanter af engelske Lisa Kent, der har sat det halve af dansk teaters musical-produktioner op gennem de senere år.

VOVER ET ØJE

Og så: Noget af det sjove ved Det Ny Teaters musical-praksis: Medvirkende, der stort set ikke siger det store publikum noget, når de ser navnene. Tag lige dem her, bare de første fire på rollelisten. I hovedroller: Johannes Nymark, Kristine Yde Eriksen, Camille-Cathrine Rommedahl, Henrik Lund.
Hvem?? Siger du. Det er da ikke Anders W. Berthelsen og Sonja Richter og Paprika Steen og Stig Rossen o. s. v., vel?
Nej, det er ikke. Det Ny Teater vover et øje med nye og næsten ukendte folk. Tre af de fire skolet på Musical Akademiet i Fredericia. Den fjerde, Henrik Lund, der spiller Cosmo Brown, uddannet i England, og han er sanselig ikke den ringeste. Et hoved mindre end Nymark – sammen er de to et fint step-par, alene er Lund lige ud af Fred Astaire-skolen, der er både en akrobat og en charmetrold over ham og især: En fuldstændig naturlig scenefremdrift og danse- og spilleglæde.

NATURLIGHED

Noget lignende kan man sige om Kristine Yde Eriksen, navnlig det med naturligheden, ikke nogen star-kvababbelser, ikke speciel virtuositet i sang og dans, men: Jo, en herlig down to earth-naturlighed. Den, hun også fik en Reumert talentpris for efter ’Mama Mia’-musicalen i Tivoli for et par sæsoner siden. 
Oven i det så denne Camille-Cathrine Rommedahl som en øredøvende rædsel af en stumfilmstjerne, herlig og helt ud i hampen, plus gode gamle, stærke og professionelle folk, bl.a. Michael Lindvad, Steen Springborg og Marianne Mortensen i den slags knivskarpe cliché-roller, som er sagen i en opsætning, der karikerer traditionelle Hollywood-figurer.
Det Ny Teater kan trygt gå forårssæsonen i møde. Regn eller ikke regn. ’Regn med Sol’ som Bornholmerrevyen hed engang.
På premiereaftenen skinnede solen ind imellem. Det var, da en publikummer med et skævt blik på mobiltelefonen, hviskede til sin kone, at Danmark havde slået Sverige i håndbold. En glad aften.

GregersDH.dk