MAN HUGGER DA MED ARME OG BEN

I dag modtager den 29-årige skuespiller Signe Egholm Olsen den prestigefyldte Ove Sprogøe-Pris. Og i morgen aften slutter hun et succesfyldt efterår på Det Kgl. Teater som Hilde i Ibsens ’Bygmester Solness’. Med en stor opgave forude: Som Lisbeth Salander i teaterudgaven af Stig Larssons ’Millenium-trilogi’. 

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld

Foto: Steven Achiam

—————————————————– 

SIGNE Egholm Olsen spille Lisbeth Salander?

Kan vi se det for os?

Sagtens. Signe Egholm som den forulempede, sammenbidte punker, Stig Larssons spinkle hævner i ’Millenium-trilogien’. Pigen, der under den hårde overflade dirrer af skrøbelighed.

Næste sæson bliver Stig Larssons bestseller til teater. Det sker på Nørrebro Teater. Som ikke har tøvet: Signe Egholm er lige i øjet til hovedrollen.

Hun tøver heller ikke selv:

”Allerede dengang jeg hørte, at den skulle laves som film, tænkte jeg: ’Bare man var svensker! Den rolle ville jeg fandeme gerne have spillet! Den er en gave fra himlen.’”

– Nu får du den så…

”Ja, jeg glæder jeg mig da vildt meget til at lave hende på scenen. Hun er sådan en figur, der gør én nysgerrig. Enormt konsekvent og målrettet. En, der har sat sig noget for. Som siger: Jeg viger ikke, før det er lykkedes! Og hvem er hun? Hvorfor gør hun, som hun gør? Hun snakker ikke så meget. Vi tænker hele tiden: – Alt, det, hun ikke siger – hvad er det mon?”

Netop dér rammer Signe Egholm plet. Hun har ingen problemer med at formulere sig, som hun sidder over for mig nu. Hurtigt, dynamisk, med spontant engagement og begejstring. Men som skuespiller har hun samtidig den eminente evne til at skabe roller, hvor vi hele tiden aner, at der ligger mere bag. Personer, der gør os nysgerrige. Får os til at stille spørgsmål. Om motiver og hensigter.

Hele vejen gennem hendes karriere kan man registrere den professionelle præcision. Men også spore det lidt gådefulde. Lige fra hendes Ofelia i ’Hamlet’ på Kronborg straks efter teaterskolen for seks år siden, over punkerpigen i filmen ’Nordkraft’ og frem til rollen som Hilde i Ibsens ’Bygmester Solness’ – som i øvrigt spiller sidste gang i morgen aften på Det Kgl. Teater efter en serie fyldte huse siden oktober. Og så har jeg ikke engang nævnt det blege monster, isheksen Iselin, som hun i disse uger spiller i DR-TVs juleserie ’Pagten’.  

– Hvad mener du selv, instruktørerne går efter hos dig?

”Det er svært at sige. Journalister, der ikke er vant til at gå i teatret, identificerer mig tit bare som ’Pigen fra Nordkraft’. Men jeg vil nødig sættes i bås. Jeg har fået lov at lave så meget – på meget få år. Heldigvis. Men vi har alle sammen vores vaner. Vores egen ’lyd’. Det kan man ikke løbe fra. Længere kan jeg nok ikke komme med dét. Man samler jo også hele tiden ting op fra andre. Bevidst eller ubevidst.”

– F.eks.?

”Ved min debut på Kronborg spillede jeg over for Jens Albinus’ Hamlet. Jeg blev så fascineret og farvet af hans måde at spille på. Og nu Henning Jensen i ’Bygmester Solness’ – den måde, han modulerer ordene på. Enormt inspirerende. Eller da jeg sidste sæson skulle spille Nastasja Filippovna i ’Idioten’ på Aarhus Teater. Jeg tænkte: Det er Ellen Hillingsø, dét der! Hun ville spille den rolle så feminint og manipulerende. Og heldigvis er hun også meget generøs. Jeg sagde til hende, at jeg ville stjæle alt fra hende. Hun sagde: Det skal du bare gøre! Ret godt svar, ikke?”

– Så det gjorde du?

”Selvfølgelig. Det skal vi da kunne. Hugge med arme og ben. Lade os inspirere. I stedet for at sidde og føle os for fine og synes, at man skal opfinde det hele selv. Og så lurepasse med, at man faktisk henter en masse inspiration hos hinanden. Man skal være ovenpå og overgive sig til det stof, man arbejder med. Til stykket. Til konceptet. Jeg har været en del i Berlin for at se teater. Dér oplever man en mangel på forfængelighed hos skuespillere. De stiller sig tit til rådighed for historien og bruger hinanden på en anden måde end vi er vant til herhjemme.”

– De har måske også længere prøvetid?

”Det tror jeg ikke. Nogle gange synes jeg faktisk, vi herhjemme bruger al for lang tid på prøver. Det er f.eks. enormt firkantet at have otte ugers prøvetid på en ungdomsforestilling, der måske varer en time og et kvarter. Lige så lang tid som på en stor Dostojevskij-forestilling som ’Idioten’. Men det er jo noget med teaterlogistik. Planlægning for et år. Ok i nogle tilfælde. Men det giver ikke altid mening.”

– Du indstuderer vel ikke Ibsens ’Bygmester Solness’ på et par uger…

”Nej, Dér var jeg glad for, at vi havde rigtig lang tid. Jeg var virkelig nervøs op til premieren. Det var en stor mundfuld. Jeg syntes, jeg skulle bevise, at jeg kunne håndtere en klassiker. Og det er så kompleks en figur, jeg spiller. Der har været prøver, hvor jeg tænkte: Nu brænder jeg sammen oppe i min hjerne. Jeg kan ikke mere. Hvad har han haft gang i, ham Ibsen? Han må have taget stoffer. Været på et eller andet syretrip. Hvad er hun for en, den pige, jeg spiller? Hvad er det, hun vil, denne Hilde, som opsøger den gamle arkitekt præcis ti år efter at han har kysset hende og måske mere end det, da hun var 12-år? Hun er nok irriterende, som nogle synes. I hvert fald en kæmpe egoist. Men man må gå ind og prøve at forsvare og forstå hende. Det ville man ikke kunne klare på et par ugers prøvetid. Det kræver en masse snak om, hvad Ibsen har villet med de personer.”

Altså netop en figur, der for publikum har gådefulde træk. Børsens anmelder karakteriserede hende som ’karismatisk og sindssyg…en mental gøgeunge, der uinviteret er flagret ind ad den ægteskabelige hoveddør’.

Ved siden af Søren Sætter Lassens Richard III tidligere på efteråret, har Signe Egholms Hilde i ’Bygmester Solness’ været et highlight i Det Kgl. Teaters sæson indtil nu.

Hun har erobret den klassiske banehalvdel med den rolle på Det Kgl. Teater. Det har hun fået bevist, også for sig selv.

Talent? Selvfølgelig. Men også resultat af en målrettet satsning, lige siden hun som barn spillede lokalrevy i forsamlingshuset i landsbyen Ormslev uden for Århus. Vandrede videre over ungdomsteater på Gjellerup Scenen. Og så: Direkte ind på Statens Teaterskole, da hun var 18 år. Optaget i første hug. Skudt ind som en pil, lidt på samme måde som hun pludselig dukker op på scenen i ’Bygmester Solness’. Næsten i et filmisk klip.

Hun taler selv om ’skud fra hoften’ – men i en lidt anden sammenhæng:

”Det er ok at prøve grundigt. Men det er enormt befriende også ind imellem at arbejde spontant. Dér hvor der ikke bliver plads til at tænke tingene ihjel. Eller plads til personlig forfængelighed. Det er sådan, det foregår i ’Eventministeriet’ på Det Kgl.  – de hurtige, mere eller mindre improviserede forestillinger, der lægges ind i ledige stunder i Skuespilhuset. Vi oplevede det i Turbinehallerne i den sæson, hvor vi lavede det, der hed ’Turbo Town’. Hvor der heller ikke var tid til at pille sig i navlen. Det var bare ud over stepperne. Skud fra hoften. Det klæder nogle gange teatret. Der bliver rusket op i tingene. Man står som skuespiller og kan godt være lidt ude at skide. Miste kontrol over tingene. Man tager nogle chancer. Men man ved, man dør ikke af det, hvis man slår en skæv.”

– Hvad kan man bruge dét til?

”Det er vigtigt nogle gange at springe ud, hvor man ikke kan bunde. Enormt sundt og lærerigt. Jeg savner Turbinehallerne. De dér rå rum kaldte på en anden måde at lave teater på. En vildskab. Der blev skabt et miljø og et nyt publikum. Der var musikere, billedkunstnere, stand up’ere, festaftener med DJ’s og happenings i kælderen. Vi sad ikke bare i vores egen lille klub. Jeg kan næsten ikke holde ud at køre forbi stedet nu, hvor det er jævnet med jorden. En tom plads! Det nye skuespilhus er rigtig flot og et dejligt sted at arbejde. Men det andet var vigtigt.”

– Men det fortsætter andre steder…

”Ja, heldigvis. ’Late night’ på Nørrebro Teater og lige nu, op til jul, de dér ’Rød nat i Den Brune Kødby’ på Husets Teater – jeg er selv med nogle af aftenerne med vores Anne Linnet-kollektiv, en lille pigebande, der laver noget vi har kaldt ’Sort samvittighed’. Der sker alt muligt på de aftener. Teaterkoncert, improteater, bands, stand up…”

– Har du selv prøvet stand up-formen?

”Nej. Og jeg vil aldrig nogensinde gøre det. Jeg vil ikke turde det. Det er det mest grænseoverskridende i verden. For mig vil det i hvert fald være det. Men jeg har stor respekt for dem, der gør det. Jeg er bare alt for genert selv. Det har jeg slet ikke lyst til.”

– Hvad forskel gør det?

”Som skuespiller bruger man også enormt meget af sig selv. Men man har alligevel et skjold. Der er en historie, der skal fortælles. Jeg er bare formidler. Ibsen har skrevet historien for mig. Men vi skuespillere kan lære noget af den umiddelbarhed, stand up’erne har. Ligesom de kan lære noget af os…”

Signe Egholm ser et øjeblik frem for sig og bryder så ud i et stort grin:

”Jeg ved forresten ikke rigtig, hvad… Men ok: Måske noget med at skabe en karakter og lave et forløb…”

Ja, mon ikke! Når man ser hendes egen skarpe karriere. Den har været tæt opadstigende frem til nu. Så tæt på her på det sidste, at hun har besluttet sig for et halvt år uden store opgaver.

Tid til at regenerere. Bl.a. ved at rejse. Og så i gang for fuld kraft, når Lisbeth Salander skal på banen næste efterår.