DANSE MACABRE

Tabuerne falder over deres egne ben på Husets Teater og udløser mest gab over freakshowet ’Sex og vold’. For tabuerne eksisterer ikke mere. Og det er måske en pointe.

Spiller indtil 18.2.

**

(Tegning: Claus Seidel)

I EN KIRKE i Vejby ved Århus er der et kalkmaleri over alteret. Det forestiller en djævel, der hiver tarmene ud af et menneske. En munter sag at kikke på, mens man synger ’Glade jul’.
Billedkunst? Jo da, en slags. Dokumentarisk billedkunst, kan man vel kalde det. Middelalderen var en grum tid.
På Husets Teater spiller de nu et stykke, hvor spillerne agerer dukker, som voldtager, myrder, sexmisbruger hinanden.
Teaterkunst? Jo da, en slags. Dokumentarisk teaterkunst, kan man vel kalde det. Nutiden er en grum tid.

SPEJLBILLEDE

Sådan kan man se på ’Sex og vold’, teatrets nyeste forestilling, sat op på teatrets kælderscene – man kommer ind ad en kældertrappe på teatrets bagside, lodses af spillerne selv under elskværdige sjofelheder ad gange og trapper frem til scenen.
Stykket er et forsøg på at bibringe os det, vi i definitionen af så meget teaterkunst tit betegner som ’et spejlbillede af livet’.
Yes, tak for det. Vi æder gerne denne forestilling som en påmindelse om, at vi ikke er hverken værre eller bedre end de mennesker, kalkmalerierne fortæller om. Eller de helvedes pinsler og rædsler, som også renæssancens billedkunstnere udmaler.
Alt fra motorsavsmassakrer, videovold til dagens nye incestberetning fra en eller anden dansk provinsby – også det kan kondenseres i scenebilleder og gøres til dramatik, lige så vel som Brejviks middelalderromantiske manifest kan blive et teaterstykke på Caféteatret.

TRÆTTENDE

Hvad enten vi kalder det debatteater eller spejlbilleder, eller hvad vi nu synes, vi kan forklare det med, så kræver det, at vi accepterer den forvrængede form, freakshowmodellen, grænseområdet til dukketeater og ikke mindst den ironiske distance, der er tonen hos de medvirkende.
Og det er svært. Dertil er konceptet for løst i fugerne, tydeliggørelsen for pædagogisk, underfundigheden hurtigt trættende.
Stykket er givetvis tænkt som en provokation. Vi er heller aldrig i tvivl om den barske virkelighed, der ligger bag vrængbillederne.
Der er ingen overraskelser – det er nok det, der mest får os til at hænge temmelig uberørt på stolesæderne. Hverken le eller græde. Kun mobilisere venlige smil og løse håndklap.

GregersDH.dk