SOM PERGAMENT
En tynd historie, men sunget og leget som perler på snor. Det er OIM’s underfundige indlæg i teaterdebatten med ’See you’
***
Hvad gør man, hvis man er på hælene økonomisk? Man laver et stykke om det. Hvis man altså er en teatergruppe.
Det ser ud til at være dén, OIM i Odense er på.
Hvis nogen siger: OI-hvem? Så er her facts: Odense Internationale Musikteater. Et foretagende, der er Lille Storby Teater i Odense Kommune.
Det har eksisteret i over ti år. Og scoret fire Reumert-nomineringen, hvoraf to stykker har ramt toppen: ’Lulu’ og ’Citizen’.
TYND SOM PERGAMENT
Såh…nå. Vi skal ikke gøre os kloge på baggrunden for, at de skrappe teatermusik-drenge nu har skrevet ’See you’ som en ironiske beskrivelse af et teater, der river sig selv i håret. Formuleret som historien om, hvordan man stakker en forening sammen med bestyrelse og hele salaten: Regnskaber, vedtægter, dagsordener etc. Alt sammen for at kæmpe sig i laser med bevilgende instanser.
En historie så tynd som pergament. Kun påskud for, at de fire mand kan forlade det kedsommelige skrivebord hvert andet øjeblik for at gøre det, det hele drejer sig om; Dét, de kan og vil: Affyre en stribe numre i en genre, de er bedre hjemme i end de fleste andre, nemlig swingende kvartetsang.
BARBERSHOP
Det er en god krog at smide ud til fiskene i øjeblikket – vi er til nostalgisk teaterkoncert i disse tider, alt fra ’Nick Cave’ til ’Four Jacks’, Gasolin’ og ’Beach Boys’. Og de fire – Anders Nyborg, Chris Jordan, Kell Dalager og Guy Moscoso – kan lege suverænt med den klassiske barbershop-stil ud fra – som deres intro- og sortie-nummer hedder: ’Close harmony – what the world needs now’.
Vi er hos arvtagere af de suveræne grupper, der beherskede 60’erne, Hi-Lo’s, Four Freshmen, Lambert, Hendricks and Ross, hvad de nu alle sammen hed. Ingen gør OIM kunsten efter i dette land, tror jeg. Og det har altid været en ingrediens i deres egentlige, mere udbyggede teaterforestillinger.
KLASSIKERE M.M.
Repertoiret er klassikere som Mills Brothers-numre. Men Chris Jordan har lavet underfundigt nyt, f.eks. en vokalversion af Richard Strauss’ ellers så sønderslidte tema fra tonedigtet ’Also sprach Zarthustra’ i Kubrick-filmen ’2001’.
Eller Euro-fanfaren fra slutsatsen af Beethovens 9. spændt op i en ordentlig vokalkvartet-bue. Hvorfor det koreografisk af Kell Dalager skal afleveres i nazi-strækmarch, forstår jeg ikke. Men kan tillade sig næsten hvad som helst, men netop kombinere oden til frihed med strækmarch – hallo!
Som forestilling er ’stykket’ altså tyndt. Som koncert stort set en fornøjelse. Det må under alle omstændigheder kunne give de fire smør på brødet til fester og i foreninger. Indtil de får banket penge sammen til en ’rigtig’ forestilling.
