… OG SØD MUSIK OPSTÅR
Møde med den lyse digter Jens August Schade i genfunden bog fra 1971
BLADE af feriedagbogen. Bøger er pillet ned fra hylderne derhjemme, nærmest med bind for øjnene, de skal være små, letvægtige, de skal med i kufferten, ikke fylde, ikke veje for meget.
HER i solen den første, jeg tager op: Jens August Schade: Danmarksrejse. Illustreret af forfatteren. Stig Vendelkærs Forlag 1971.
DIGTEREN og tiden lyslevende. Hans ’Mennesker mødes og sød musik opstår’ var netop blevet filmatiseret. Det var hverdag at møde ham på gaden. Eller – som en forårsdag det år: Schade havde lige været på mit lille Ekstra Blad-kontor – højt til vejrs på en kvist i Studiestræde – og havde afleveret et digt til ’Vinduet’, avisens kronik, vi havde aftalt det et par dage før, digtet var færdigt – ’Forår på jorden’ hed det, og det begyndte sådan: ’Op af den bløde jord/titter regnormen op/og trækker et grønt blad ned i jorden…’ Nu var han listet ud af døren, men lindede på den igen og vinkede underfundigt til den dame, der også befandt sig på kontoret. Han var som sin regnorm, og hun det grønne blad…
DIGT på digt skrev han i de år, nogle til kroniksiden, andre – dem, jeg nu genlæser i ’Danmarksrejse’ – små prosarapporter trykt i avisen i hurtig rækkefølge over sommeren 1969. Afleveringen altid punktlig, hans vej op ad trapperne i Studiestræde til kvisten var sindig, men alligevel ubesværet, krumbøjet var han, midt i tresserne, men vant til trapper, boede som jeg husker det i de år flere etager oppe i Vingaardsstræde tæt på Nicolaj Plads.
VI forbandt ham med det indre København, Schade var en skikkelse, man mødte i Indre By.
HANS ’Danmarksrejse’ fortæller så meget andet. Han rejser med sin Susan, de sejler og sejler, Danmark er de tusind øers land, som Finland er de tusind søers, og Schade tegner og tegner. Færger, småbåde, kyster, måger, vandet, fyrtårne, storke… Kvinder, men ikke mange. Kvinder fortæller ham om, tegner dem sjældent – det overlader han i Ekstra Blad-kronikkerne til tegneren Erik Stender, der virtuost gør Schade-digte til visuelle, erotiske kunstværker. I Danmarksrejse-artiklerne går der en stille brise af erotik gennem teksten, Susan bereder ham muntre, overraskende og fælles indtryk af mennesker og steder, men også sødmefyldte stunder – ”efter den så fint hjemmelavede og gennem årtusinder forberedte og tilsmagte oksesteg, som der ikke i verdenshistorien er set og serveret på Ærø, samt jordbærgrød af i dag – smed Susan sig på sengen iført et diadem af diamanter som stjerner over panden og med benene og armene udspredt som strålerne fra de skarptslebne gnistrende lyskilder – værdi: 3 kroner – ”nu er jeg i alle verdenshjørner,” sagde hun og spredte benene og armene endnu mere ud, ”og nu kan du finde mig med din ufejlbarlige, magnetiske kompasnål – tværs gennem verdensrummets søkort, i dets indre.”
BORNHOLM, Langeland, Strynø, Assens, Vestkysten – og Skive, Schades fødeby, som de når frem til ”en eftermiddag efter en lang række forbipasserende telefonpæleknapper og telefontråde som nodelinjer til en stadig inde i én, uhørlig lydende sang af glæde – lærker sang deres lærkesang hørligt og tydeligt i luftpulpituret deroppe – som den lille grå kat med den hvide blis på brystet, der ligger og sover, mens jeg skriver – i dette øjeblik pludselig rejser hovedet og synger en fin lille sang i søvne, med lukkede øjne og samtidig med fnuglet smilende ansigtstræk – som en forbipasserende glæde, og lige så pludseligt lægger hovedet på puden og falder i dyb søvn igen.”
SPROGET, der griber ham, midt i hele det brogede væld af konkrete iagttagelser – en eftermiddag ved Nakskov under en lyserød parasol… – ’han bestiller sig en kop kaffe med kager under de susende nyudsprungne kastanjetræer’…
”At ha’ tid til det! Og jeg er her jo netop for at have tid til det! Jeg skal jo lave billeder af det. Med sproget. Fortælle om det. Lytte til det. Musicere over det. Fornemme det. Lugte det helt ned i maven. Kaffen. Smage det. Dufte til det. Alt det grønne. Suge det ind med hemmelige sanser og børns ’barokke’ opfattelse og tankevner.”
HANS rejsebreve og hans digte i ’Vinduet’ blev læst. De håndskrevne digte renskrev jeg på maskine, sendte til sætning og smed originalerne i papirkurven. Gentager: Smed originalerne i papirkurven. Det var årene omkring 1970. Respekten gjaldt teksterne. Ikke samlermani eller affektionsværdi eller grafologisk, litteraturhistorisk raritet.
MEN nu har jeg da hans håndskrevne dedikation i ’Danmarksrejse’, høfligt formuleret til mig fra ’Deres Jens August Schade’ – kultiveret var han, den lyse digter.
gregersDH.dk
