Filippa Suenson i ‘Safe Space’ (Foto: Teater V)
GYS I SÆRUDGAVE
’Safe Space’ er alt andet end, hvad titlen siger. Det er et dristigt og usikkert eksperiment i en ny form: Live streamet teater. Skrevet af en ung dramatiker, der går til biddet.
Dramatiker: Nanna Berner. Instruktør: Pelle Koppel. Medvirkende: Filippa Suenson, Lucia Vinde Dirchsen, Theresa Hedelund, Mette Maria Ahrenkiel og Mathias Bøgelund. Varighed: 1 time. Spiller til og med lørdag 6. juni.
****
LIVE STREAMING – jeg hægter mig på. Lige som ham i Jules Vernes roman ’Fem uger i ballon’ – det må prøves! Det er sikkert fremtiden! Sådan føles det lidt at gå i lag med Teater V-eksperimentet ’Safe Space’ denne aften. For en stund rive sig ud af al snakken om 1 eller 2 meters afstand, knus, kram og virusdråber, der fyger om næsen på en ved hvert gadehjørne – eller fra naboen i hvert teatersæde, når nu corona-tågen letter, og klassisk live-teater igen blive sagen. Tilskuer-adgangen til stykket ’Safe Space’ opnås gennem et lille vildnis af kække, men kryptiske Zoom-terminologiske snørkler. Men man når da frem til dramaet, skynder sig at at dække det lille øje over skærmen til, det øje, som giver alle andre tilskuere hjemme i deres sofaer mulighed for at studere mit tjavsede hår, manglede knap i skjorten, bogtitlerne på min reol bag mig, mit lille privatliv. Men giv ikke op, mand! Det er jo netop pointen! Du skal være med! Du skal være en del af showet! Kom nu! Du skal have mulighed for at kommentere stykket undervejs, være ligesom de gule undertekster ved tv-nyhederne, du skal komme med tilråb, som var du til en boksekamp!
CHAT mand! Du har en knap til det! Jeg er med på det hele. Og dog. I aftes kunne jeg have slynget et indforstået, verbalt klap på kind og skuldre til kulturminister Joy Mogensen og måske fået et tilbage – eller en af de mange andre, gode sjæle i det fiktive hjemmeteater, bekendte, man ellers nøjes med at nikke venligt til hen over rækkerne. Her chatter man, selvom det ikke bliver til noget ved en forestilling som ’Safe Space’. Heldigvis.
FOR det er ret spændende at følge, hvad den unge dramatiker Nanna Berner har for med sit stykke, der på titlen lyder, som om vi skal på rumrejse. Det skal vi overhovedet ikke. Skal vi på rejse, så er det ind i en nervepirrende gyser hos nogle unge kvinder, der plages af mystiske brevbudskaber og angstfyldte nætter for at finde ud af, hvad brevene betyder. Nanna Berner fik tidligere på året 1.prisen på 100.000 kr. i Teater V’s hvertandet-årlige dramatiker-konkurrence. Det var med et vellykket stykke, ’Surprise’, om fordækt pædofili. Hun er straks rykket videre med ’Safe Space’, der naturligvis skulle være spillet på den normale Valby-scene. Men ramt af coronaskæbnen er Pelle Koppel, teatrets chef, sprunget til udfordringen: Vi gør det til et drama på skærmen, og mere til: Ikke bare et stykke tv-teater, men en leg med direkte access – det nye kommende himmerige og helvede, den lyksalige, utilslørede mulighed for at se, overvåge, intervenere i hinandens gøren og laden ved manipulationer, man selv kan styre eller tror, man selv kan styre. På den måde følger vi to unge kvinders chokerende opdagelse af mystiske årsager til, hvad der sker omkring ørerne på dem, en tredje, hvis skæbne, vi ikke fortæller uden at røbe plottets slutning. Og så en fyr, gammel skolekammerat til den ene af dem, og en mor, der er det skrækslagne vidne til afsløringen af sin egen medvirken til fortids misligheder. Det er voldsomme møder, udspillet i et eneste trist værelse, med døre, der går, vinduer, der klaprer i halvmørket, kvinder i fortrolige eller paniske nærbilleder, den unge fyr i fortumlet jagt på at forstå, hvad det er han har rodet sig ind – fuck! er omkring en trediedel af hans ordforråd.
DET digitale eksperiment? Interessant da. Ikke fordi man ikke sagtens kan se dramaet udfoldet som normalt teater. Men selve plottet bliver vi ikke voldsomt klogere på med live streamingen. Det bidrager selvfølgelig til spændingen, at der ind imellem hviler gnisten af – hvem belurer hvem? Hvem er ved døren? Hvad er det dér for en lyd? Til gengæld kommer man ikke langt med publikums-involveringen. Heldigvis. De korte frimærkealbums-glimt af publikum derhjemme er kun forstyrrende – og bliver også hurtigt opgivet. De små chat-opmuntringer og kommentarer, man kan trykke sig på med, bliver lige så meningsløse. De stærke skuespil-præstationer og de intense nærbilleder af Filippa Suenson, Lucie Vinde Dirchsen, Theresa Hedelund, Mette Maria Ahrenkiel plus den ene fyr Mathias Bøgelund binder os for intenst til skærmen til at vi har brug for kommentarer i flugten. Chat – små-snak – dur ikke i et stykke som ’Safe Space’. Det virker som råb mod spillerne i en fodboldkamp.
Fire stjerner for et frisk forsøg. Gys i særudgave. Alligevel: Velkommen tilbage på de skrå brædder.
gregersDH.dk
