KUNNE DET GØRES SMUKKERE

’Sanne – the musical’ er en enestående flot produceret forestilling om Sanne Salomonsen og hendes karriere.

Dramatiker: Line Mørkeby. Iscenesætter: Martin Lyngbo. Scenograf: Benjamin La Cour: Koreograf: Peter Friis. Kapelmester: Joakim Pedersen. Fotos: Niklas Szabo. Medvirkende: Andrea Gadeberg, Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen, Gry Trampedach, Mathilde Norholt, David Owe, Joakim Tranbjerg, Henrik Launbjerg, Anna Clara Sachs Leschly, Fie Alberte Damgaard-Lauritsen m. fl.  

’Sanne – The Musical’ spiller I Tivolis Koncertsal indtil 13. oktober. Derefter i november og december på turné til Vejle, Odense, Aalborg, Holstebro og Århus i den rækkefølge. Varighed: Ca 2 ½ time inkl. pause.

******

FINALEN er som en orgasme af sang. Kunne det være andet? Anne Linnets ’Den jeg elsker’ som et brus af energi fra ensemblet og i et bad af lys over Benjamin La Cours scenografi. Finale på løsningen af en opgave, der nærmede sig det umulige: Skildre et menneskes liv gennem alle faser på et par timer i en teaterforestilling? Det kan man gøre i bøger. Gennemgå fra vugge til grav, gå kronologisk frem. På teater må man gøre noget andet. Hugge ned i en situation eller to. Ramme dramaet, der rummer essensen af alt det øvrige.

DER hører mod til at gøre det, manuskriptforfatter Martin Lyngbo og iscenesætteren Line Mørkeby har valgt: Faktisk hugge ned i Sanne Salomonsens liv og tilværelse, det hele på en gang ved at splittet Sanne op i tre personer, bringe dem i spil næsten samtidig, finde en kode, der giver det mening. De gør det ved hjælp af musikken. Ved at blæse på numrenes kronologi i Sannes karriere. Ved at gøre de enkelte numre til impulsive, spontane lysglimt i en handling, der kun har ét grundelement: Sannes karriere, der afbrydes af en pludselig blodprop i 50-års alderen og blæses til live igen under årelang kamp. Pumpe alt, hvad du undervejs i forløbet synes kan afspejle hendes personlige kriser og personlige sejre, de private, de kunstneriske, ægteskaber, vellykkede eller mislykkede. Børn, der fødes. Musikere, der river og flår i hende og hendes talent – ramme det hele i glimt, der fortæller, hvad hun er for et menneske, og hvad hun er for en kunstner. Med glimt og situationer, der gør striben af sange til logiske og indlysende i den sammenhæng, de falder i.

PÅ den måde er vi ikke bare til en teaterkoncert, hvor nummer følger på nummer. Vi er til et dramatisk forløb, hvor episoder belyser hinanden samtidig. Hvor én udgave af Sanne er på scenen samtidig med en anden.

Musikere og den voksne Sanna (Nina Maria Schjødt) ved den syge Sannes (Gry Trampedach) seng. Tegn. Claus Seidel

ET eksempel: Midt i et opgør i parforholdet mellem Sanne og Mats, hvor den voksne midtvejs-Sanne spilles af Nina Maria Schjødt, står teenage-udgaven af Sanne, Andrea Gadeberg på scenen og synger ’Det er ikke det, du siger/det er alt det, du fortier’. Flash back og flash forward på én gang, et greb tilbage til den gnistrende håbefulde teenager, der leverer benhård livserfaring til sit andet og ældre jeg. Da hendes præstation blev modtaget af en styrtsø af bifald fra publikum, var det ikke bare det sanglige format hos Andrea, heller ikke kun sangen – en af Anne Linnets flotteste – det er også og samtidig den dramaturgiske effekt af den sang sunget lige i det øjeblik, midt i opgøret med Mats (spillet perfekt af David Owe).

DEN slags situationer er der flere af undervejs i forestillingen. De er enormt virkningsfulde – ved siden af alt det andet, der fungerer så godt. Tre Sanne-solister, der skaber hver deres Sanne: Andrea Gadeberg, den unge løsriver-tøs fra mor og far og familien, Nina Maria Schjødt, den rappe sex-sultne og selvsikre pige på vej gennem junglen af rockmusikere, og  Gry Trampedach, den voksne Sanne, der ligger som hjerneskadet på Glostrup Sygehuset og redder sig selv og sin sangstemme langsomt gennem rekreation og forbandelser – det er tre Sanner, der er perfekt fundet til rollerne. Med sangstemmer, der rammer tæt og nært til Sanne Salomonsens repertoire, vi er jo gennem det hele, Sneakers dynamiske uskyld, hashtågerne, den festlige Shit og Shanel-tid, de læder-sorte, skarpe år med Anne Linnets Marquis de Sade. Anne Linnet kreeret af Fie Alberte Damgaard-Lauritsen på det mest nærgående.

KORT fortalt er det en utrolig flot produceret musical, rørende, imponerende i sin blanding af video-attacks, elegant håndterede sceneskift, der går fra det ene til det andet som smurte tandhjul. En fortælling om Sanne Salomonsen, billedfyldt og musikalsk og turneret med dramaturgisk snilde.

gregersDH.dk