Fra ‘Salmesymfoni’ (tegn: Claus Seidel)

GULVET RUNDT

TIL GUDS ÆRE

Koreografen Jiri Kilyán flytter sig fra mylderet i ’Silk & Knife’ til troens drift i ’Salmesymfoni’.

Titel: Salmesymfoni. Komponist: Stravinskij. Koreograf: Jiri Kylián. Medvirkende: 16 dansere (8 damer, 8 herrer).

’Salmesymfoni’ er en del af programmet ’Dans2Go’, som spiller for tiden på Det Kgl.s Gamle Scene sammen med en pas de deux til Dvoraks ’Slaviske Danse’ og Oliver Starpovs ’My Daddy Loves Sugar…’ Samlet varighed: 2 t. inkl. pause.

****

DET var den herligste rundt-på-gulvet magi, da den kgl. ballet for nogle år siden sendte den tjekkisk-hollandske koreograf Jiri Kylián i hovedet på os med hans ’Silk & Knife’. En sammenstykning af danse til Mozart, Schubert, Tjaikovskij og hvad ved jeg. Vist også et eller andet af Vivaldi. En mageløs rundtur.

NOGET af det bløde og noget af det hårde. Silke og kniv. En forbløffende forestilling, belønnet med Reumert prisen for Årets flotteste dansenummer.

JIRI KYLIÁN er på med et andet værk i øjeblikket. Det er Stravinskijs ’Salmesymfoni’. Ingen fjas og halløj her. En alvorssag. Brugt af Kylián til at danse os ind i tanker om tro og evighed, næsten – når man tænker på Silk & Knife – som en udvidelse af det korte øjeblik i dén ballet, hvor Schubert-lieden ’Der Laiermann’ fra ‘Winterreise’ bringer os til grænsebommen mellem liv og død.

’SALMESYMFONI’ er indledningen i det ’Dans2Go’-program, der spiller for tiden på Gamle Scene. Titlen siger, hvad det ikke er: Ikke et symfonisk follow up til Beethoven, Brahms og den tradition. Der er salmer i spil. Davids Salmer, sunget på latin. Især den 150. Salme, der er pris efter pris til Herren – ”Pris ham med hornets klang… harpe og citar… gjaldende cymbaler… pauker og dans…” Nok et værk ’til Guds ære’ ifølge Stravinskys selv, men hverken en bøn eller bekendelse: ”det er en tåbelig og blasfemisk forestilling, at kunsten er en religion og teatret et tempel!” Sådan, hr. Stravinskij!

KYRIÁNS koreografi er lige så stramt opbygget som musikken – otte damer og otte herrer konstant på scenen i fælles illustration af en musik, der tilsyneladende afstår fra følelsesladede udtryk, dansere, der grupperer sig parvis eller en bloc, bevæger sig gennem lys og mørke for at slutte i baggrundens dunkelhed opslugt af persiske bagtæpper – antydes en troskonflikt? – en enkelt danser vender sig, som om tvivlen griber hende, inden hun fortsætter med ensemblet.

ELLERS strenghed og distance til alt føleri, som det også ligger i Stravinskijs valg af stor blæserbesætning, ingen violiner, kun de dybeste strygere. En sakral tone, også i dansernes bevægelser, de vender næsten aldrig ansigterne mod publikum. Der er en ophøjet, inderlig fjernhed over bevægelser og udtryk. Ikke statisk, for de reagerer alligevel fysisk på korets hyppige udbrud af ’Laudate Dominum’ – Pris Herren! – og de kulminerende Hallelujah’erne.

MUSIKKEN er på bånd, jeg ved ikke hvilken indspilning, men ’Dans2Go’ er jo i den sammenhæng et spareprojekt. Der var på denne aften andre balletter på programmet, Dvoraks ’Slaviske Danse’ og et værk af Ballettens egen Oliver Starpov. Det kan vi vende tilbage til en anden gang.

gregersDH.dk