JOURNALIST-

SVINESTREGER

Ny bog med et mylder af eksempler på perfiditeter i dansk presse – vi er godt underholdt.

’Perfide portrætter’. Forfatter: John Chr. Jørgensen. Forlaget Spring. 194 sider. 234,95 kr.

****

PERFIDE PORTRÆTTER… Titlen klinger af guf for hvem som helst, ikke kun standsfæller i det journalistiske fag. Standsfæller… siger jeg, en standsfælle er John Chr. Jørgensen: Journalist selv på sin egen umærkelige, men alligevel mærkbare facon, utrættelig litteraturanmelder med brillant akademisk baggrund, dr.phil. på en afhandling om det danske anmelderis historie, bog på bog om journalistik i mange og ufattelige afskygninger, nu altså i den perfide. Journalister vil sluge den, andre vil sluge med, ikke bare fordi den rummer en god del name dropping – vi møder stakke af godt kendte navne på både ofre for journalistikken og journalistikkens udøvere med de dragne giftpenne. Jørgensen selv tæt på redaktionerne af det ene blad efter det andet, Politiken, Ekstrabladet, som litteratur- eller kulturredaktør, men altid med intellektuel millimeter-distance til de benhårde, armerede avisbastioner, der er duft af i medieverdenen. Tæt på og samtidig dørvogter med øje for det emne, der er denne bogs undertitel:  ’– og andre etiske problemer i kulturjournalistik’.

PÅ forsiden har han anbragt maleriet ’Journalister’, en stribe portrætter, malet af den tyske dadaist Hannah Höchs i 1925. Genkender vi nogle? Måske os selv. Kønne er de i hvert fald ikke.

JOHN CHR. JØRGENSEN tager fat allerede i bogens forord med et kerneeksempel på et journalistisk portræt, der rummer essensen af de problemer, der ligger i, at journalister kan vælge den vinkel, de vil – være perfide eller lade være. Alt efter, hvor de vil hen med portrættet. Portrættet, der blev bragt i Politiken i januar 1982, handler om Preben Hansen, leder af Udenrigsministeriets presseafdeling. Han skulle afløse Niels-Jørgen Kaiser i jobbet som formand for Udenrigsministeriets Kultureksportudvalg. Artiklen var skrevet af Politikens kulturskribent Henrik Sten Møller, der syntes, at man havde valgt en medgørlig partisoldat frem for en markant personlighed. Sarkasme og hån piblede gennem Møllers portrætartikel lige fra overskriften, der lød ‘Bydrengen står aldrig til søs’ – et ironisk citat fra Admiralens vise i ’Pinafore’ – til lammende beskrivelser af en mand, der er ’bedre til bacon end til kunst’. Det fortsatte med nedværdigende bemærkninger om Preben Hansens udseende. Enormt grove, flere af dem: Manden skulle ned med nakken i en diskussion, der handlede om noget helt andet: En kulturpolitik, der ifølge Møller var ude på at udnytte kultur i kommercielle interesser.

KAPITEL for kapitel borer John Chr. Jørgensen sig videre i bogen gennem eksempler på journalistik af flere modeller, ikke udelukkende den perfide. Eksempler, som afdækker mere eller mindre skjulte dagsordner, der gemmer sig i både interviews, i anmeldelser, i reportager eller i leder-artikler. Eksempler, der er endt for retten med interessante domfældelser. Men hyppigere i forsigtige misbilligelser fra Pressenævnet, formuleret i nævnets standardsvar a la: ”Pressenævnet finder, at de påklagede udsagn er vurderinger og ikke oplysninger af faktisk karakter, og der derfor ikke er grundlag for genmæle.” En forsigtighed, som er begribelig, fordi man i de fleste tilfælde må sno sig mellem  hensyn til en fri presses ytringsfrihed på den ene side og på den anden side paragraffer, der rammer områder som blasfemi, injurier, dødstrusler eller andet slemt, og hvor man i nogle tilfælde må se sagerne blive ført videre til domstolene. Det er tungen lige i munden.

JØRGENSEN har et indgående kendskab til pressehistorien. Så vi får selvfølgelig strejfet berømte, perfide journalist-udgydelser som Johannes V. Jensens kronik i Politiken i 1906, hvor han beskriver Herman Bang – ”Staklen, der næppe nogensinde har haft et våben i sin hånd, men lider formodentlig i øjeblikket af platonisk kærlighed til en løjtnant.” I denne uge, hvor vi skal se dramatiseringen af Johannes V.’s roman ’Kongens Fald’ – den kanonkårede ‘århundredets danske roman’ – gemmer vi forsøgsvis overfaldet på Herman Bang i baglommen et øjeblik, hvis vi kan. Eller i baghovedet.

JØRGENSEN strejfer også sagen om Ekstra Bladets redaktør Frejlif Olsen, der i 1917 fik fire måneders fængsel for at sige om biskop Ostenfeld, at han løj, når det passede ham, hvilket ikke undrede Frejlif, ”når man – som han skrev i kronikken ’Moralen’ – ”ser ned over den bestand af hellige svin og køtere, der skråler op på vers og prosa om, hvor gudfrygtige og danske de er, som skjold for deres hykleri og lumskhed og løgn og bedrag, så ønsker man sig at være jøde eller muhammedaner eller tilbeder af den forgyldte leverpostej, lige fedt hvad – bare at man ikke er et kristent menneske.”

GENNEM mange maleriske eksempler på perfidi, men også fidus-skriveri af forskellig art, tendentiøse fordrejninger, anmeldelser under bæltestedet, almindelig sjusk eller forbløffende digteriske fabuleringer over faktiske hændelser, møder vi eksempelvis Arken-chef Anna Castberg, der snød med sit CV. Eller Frejlif Olsens storebror Henrik Cavling, der næppe havde været tilstede, da han i 1892 skrev sin berømte reportage i Politiken fra danmarkshistoriens sidste henrettelse. Eller fra et gloriøst morsomt hjørne: Lise Nørgaard, som i 1964 dækkede det royale bryllup i Athen mellem Anne-Marie og Konstantin, hvor ”de kære gæster” i deres kamp for at redde sig en sandwich ”væltede sig ind over de kongelige rosenbede, så at plænerne hurtigt kom til at ligne pladsen foran Kastrupfortet en sommersøndag”. Næppe en rapport til gengivelse i Hof- og Statskalenderen i den sæson.

REPORTAGE-FORMER, de journalistiske mere eller mindre rigide principper, der bliver opstillet under den journalistiske uddannelse til skelnen mellem modeller og stilarter, fakta og fiktion – alt er hele tiden sat på prøve. Jørgensen leverer glimrende skyts til sine analyser af grænseområderne, opholder sig ved Jørgen Leths anmeldelse af saxofonisten Roland Kirks præstation ved en koncert, hvor Kirk bare ikke spillede. En anden musikkritiker, Jurij Moskvitin, som blev fyret fra Politiken på lignende grundlag, protesterede i et debatindlæg, der blev besvaret redaktionelt med et køligt ”Vi har kun påtalt, at han er faldet i søvn under koncerter eller at han har anmeldt musikværker, der ikke er blevet fremført.”

FORTIDEN er lærerig, også når det gælder journalistisk etik.

VI er pludselig tættere på nutiden, når Jørgensen bruger et længere afsnit på at analysere det overfald, forfatter-journalisten Morten Sabroe begik på Ekstra Bladets chefredaktør Sven Ove Gade i sommeren 1990 med lederartiklen ’I svinets hjerte’ i Information. Udgangspunktet var det grufulde, indtil i dag uopklarede mord på den 18-årige Stine i en kælder i Teglgaardsstræde efter det københavnske pinsekarneval. Sabroe beskrev i billede og tekst en mand, som han sarkastisk mente måtte komme på forsiden af formiddagsbladene under den ikke misvisende rubrik: “Kendt 54-årig chefredaktør afhørt i ni timer – kredsede uophørligt omkring mordstedet i fire døgn.” Artiklen var et sammensurium af fabulering omkring det faktiske, et målrettet angreb på både Gade, på avisen og på politiet. Fremført utilsløret som en tilsvining af Sven Ove Gade allerede i overskriften. Havde Sabroe tanken om ordvalget fra Frejlif Olsens beskrivelse af de ’hellige svin’? Eller var han tilbage hos Viggo Hørup, der i 1886 klistrede ordet ’svinhund’ så tæt op ad konseilpræsidentens navn i en lederartikel i Politiken, at det ikke var til at misforstå, hvad han tænkte og mente?

SABROE-angrebet i Information blev behandlet forskelligt af kommentatorer, rasende af nogle, valent og kryptisk af andre, der havde vanskeligheder ved at skelne mellem Ekstra Bladets og Morten Sabroes moral og arbejdsmetoder. Byretten dømte Sabroe for injurier og takserede det til otte dagbøder af 400 kr. Informations redaktør Lasse Ellegaard til det samme. I fællesskab måtte de betale 16.000 kr. i sagsomkostninger.

DER er som nævnt meget mere i bogen af – kald det guf eller tankevækkende og lærerigt stof. Den indkredser med omhu et helt spektrum af tvivlsom, aggressiv, forhastet, diskutabel, begavet, underholdende, tendentiøs, svindlerisk, forfærdende, skadefro og undertiden mageløs og ganske perfid udfoldelse i dansk journalistik. Samt de besværlige måder, det alt sammen håndteres på, når moral og etik er de usikre kriterier.

I DAG søger man nærmest dækning under bygerne af perfiditeter på de sociale medier. Men aviserne følger nu godt med. Læs f.eks. Weekendavisens artikler denne uge om forholdene i Forfatterskolen. John Chr. Jørgensen kan gøre klar til bind 2.

gregersDH.dk