Esbjerg Ensemble (foto:: RedStar)

ACH DU LIEBER AUGUSTIN

Overstadighed og sortsyn. Rued Langgaards tur gennem en ubegribelig musikalsk verden.

’Music of the Abyss’ – afgrundens musik. Rued Langgaard-værker med Esbjerg Ensemble og sopranen Signe Asmussen. Dacapo CD 8226152. Udkommer 13.8.

*****

IKKE til at stå for! Fem minutter med den 20-årige Rued Langgaard og en sjov konstellation: To violiner og en cello. 20 år? Ja da. Den unge mand underholdt privat en aften i 1914 med disse fem minutter – en stump ny musik, som han kaldte ’Augustinusiana (En musikalsk spøg)’. Kort før havde han fået spillet sin 1. symfoni i Berlin af Berliner Philharmonikerne. Øjnene var spærret på højkant hos et dansk publikum, der dårligt anede unge Rueds eksistens. Symfonien var i øvrigt den længste i dansk symfonihistorie. Den varer fem kvarter.

HANS 5 minutters ’musikalske spøg’ med navnet ’Augustinusiana’ er hurtige skud af alt muligt, hidsige instrumentale vittigheder, delikate valsetemaer, tju-bang, og overraskende indfald. Man rykker forbløffet tilbage i stolen og lytter til det lille bristefærdige halløj-stykke på den nye cd spillet af cellisten Pau Codina Masferrer og violinisterne Bogdan Bozovic og Amane Horie – eksotiske musikernavne og brillante medlemmer af kammerorkestret Esbjerg Ensemble. Og det er bare ét af en række Langgaard-stykker på denne nye cd med disse esbjergensere plus sopranen Signe Asmussen, der synger kønne og sære romantiske sange om naturens mysterier, skrevet af en lige så purung Langgaard.

EN opsigtsvækkende symfoni. Skrevet af en 16-17årig og uropført af Berlin Philharmonikerne, da han var 19 – og så kort efter her i et privat hjem i Charlottenlund hans viften med en rablende munter strygertrio. Og et glimt i øjet til værtsparret i villaen: Christian Augustinus og hans kone Louise. Og for at blive på stedet kan vi også høre en scherzo bygget over værtens forbogstaver C og A plus den lille wienske børnesang, ’Ach du lieber Augustin, alles ist weg’ eller ’alles ist hin’ som wienerne vist synger. Sangen ifølge myterne blevet til i munden på en fordrukken vagabond i slutningen af 1600-tallet under en pest-epidemi. I Danmark dukker den op i H. C. Andersens ’Svinedrengen’.

LANGGAARD havde faktisk noget at takke sine værter i Charlottenlund for: Tobaksfabrikanten Augustinus havde støttet unge Langgaard i Berlin-projektet. En håndsrækning, der ville noget:  Han havde f.eks. lejet en villa i nærheden i nogle måneder nogle år før, hvor den som besat komponerende knægt kunne få ro til at koncentrere sig om symfonien til berlinerne – støtten var måske et afsæt til Augustinus Fonden, der siden har båret økonomisk ved til al landsens musikalske indsatser? Sikkert.

SÅ meget andet af, hvad den purunge Langgaard skrev af tilsyneladende ubekymret musik, f.eks. den ’Septet’ for blæsere, er med på cd’en. Den klinger af lyksaligheder, skrevet en sommer ved Øresundskysten i Skåne. Man lytter og man lurer på alt det dramatiske og dystre, som vi ved ellers er på vej i denne komponists skæbne. Sortsynet, den tungsindige vrede og gradvise beklemthed og mystifikation, der mere og mere kommer til at præge hans musik. Det danske musikliv interesserede sig mindre og mindre for ham efter hans første succes med symfonien i Berlin. Den klang jo af Wagner og Mahler, og Langgaard blev hurtigt set som én overlevende fra den senromantiske fortid, som generationen omkring Carl Nielsen og Thomas Laub syntes lugtede af musikalsk mug og forfald. Du spillede ikke Mahler og Bruckner, dårligt nok Wagner og Richard Strauss – og Langgaard var sådan en efterkommer for ikke at sige en særling, en epigon, der ikke kunne slippe fortiden, men havde gravet sig ned og bare var underlig – og ja, var han mon ikke en katolsk mystiker med sine kryptiske religiøse ideer, der kunne aflæses i de titler, han gav sine værker.

TITLEN på denne cd, ’Music of the Abyss’ – Afgrundsmusik – er udtryk for sortsynet, desperationen og helvedesvisionerne i en klaversonate af Langgaard, som her på cd’en er rekomponeret af komponisten Allan Graugaard Madsen til et kvarters værk for blæsere, slagtøj og strygekvartet. Den forløber i satser, der har titler som ’monstrøs’, ’rædselsvækkende’ eller ’rasende’. Det er musik på randen af det vanvittige, undertiden spøgelsesagtige og uhyggelige.

Den 25-årige Rued Langgaard i 1918 (Kgl. Bibliotek)

SONATEN er blevet til i samme periode, hvor han skrev sin eneste opera ’Antikrist’ – ’opera’ eller oratorium, et religiøst spil, hvad vi nu vil kalde det. Vi anmeldte det ved en opførelse i Ribe Domkirke under overskriften ’Helvede på jord’ (gregersdh.dk 3.9. 2015). I ’Antikrist’ høres en skinger og morderisk klingende koral, i hans ’Septet’ ti år tidligere en trøsterig reformations-koral ’Nu hviler mark og enge’. Langgaards religiøsitet svinger mellem fordybelse, tvivl og besættelse. Han skriver manisk til det sidste – det unge lysende geni fra 1. symfonien i Berlin skriver sig videre gennem nagende grubleri og konstant desavouering i det danske musikliv, men samtidig med utrættelig og vild udtrykskraft i sine værker, skønhed og billedskabende musik var det evige mål.

FOR at vende tilbage til nogle af de enkelte værker på den nye cd: Hans sange for mezzosopran og strygekvartet til tekster af digteren Thor Lange – med titlen ’Lenaustemninger’, er et ekstra dyk tilbage til endnu en romantiker, den østrigske poet Nikolaus Lenau – samtidig med H.C. Andersen. Dybt rugende skovmystik og rasende naturkræfter i udbrud. Salighed og mystik i hårrejsende breaks med Langgaards musikalske formulering af digtene. Skrevet allerede i hans stormende ungdom. Dæmonerne tændt i 20års alderen.

I denne sæson, hvor den årlige Rued Langgaard-festival i Ribe er på plads igen efter corona-afbrækket, er denne cd et glimrende indblik i den forvirrende og forvirrede Langgaard-verden, der i hans seneste år udspandt sig i Ribe, hvor han var domorganist. En kendt skikkelse i gadebilledet, hvor nogle husker ham som en sky mand med slængkappe og stor hat. En duft af fjern fortid, men i dag en komponist, der har indtaget en voksende plads på det internationale koncert- og cd-repertoire.

Afgrunds- og undergangsmusik…

ACH du lieber Augustin – Jeder Tag war ein Fest. Jetzt haben wir die Pest. Nur ein grosses Leichenfest. Leg nur ins Grab dich hin!

Prinsessen i ‘Svinedrengen’ kunne spille den med én finger.

gregersDH.dk