DØ STÅENDE
Iscenesættelsen af ’Romeo og Julie’ på Det Kgl. sprutter af ideer og påfund.
Elisa Kragerup har et frækt og forrygende greb om historien, især i 1. del.
‘Romeo og Julie’ spiller på Skuespilhusets Store Scene frem til 13. januar 2015
*****
TROEDE vi, vi kendte Shakespeares ’Romeo og Julie’ som vores egen bukselomme? Selvfølgelig, men så kommer denne Elise Kragerup med sin uforskammede evne til at kaste de gamle bolde op i luften og få dem til at havne som knaldperler af overraskelser.
Skal man f.eks. dø i ’Romeo og Julie’ – og det skal man jo sandelig! – så er vi vant til, at det skal ske for spidsen af en kårde, en dolk eller oven på en ordentlig slurk gift.
Og jo, det gør man sådan set også i den nye opsætning – giften og knivene er da, hvor de skal være. Men ellers siger kombattanterne hos Elise Kragerup mest ’bøh!’ til hinanden, når det går løs. Og når de dør, bliver de stående ret op, dødsstivnet på stedet, som lammede og allerede overgået til en eksistens i det hinsidige.
Skuespillerne har oparbejdet en kampteknik i skyggeboksning, og hvert stød og slag falder med skarpe lyde fra hvad som helst, f.eks. knald med et flygels låg eller et knips på en streng.
Og dér står Mercutio og Tybalt så tilbage i billedet, og de bliver saftsuseme stående det meste af stykket som en slags mumier, sfinxagtige budbringere om de to slægters, Montaiguerne og Capuleterne, evigtdømte fjendskab.
Bedre går det ikke Romeo og Julie i slutscenen: Statuarisk visner de i døden, på vej til de evige jagtmarker.
SPYDSPIDSER
Fiks idé? Tjah. Men bare et enkelt af de greb, der gør denne ’Romeo og Julie’ så overraskende og kraftfuld.
Vi slipper ikke hændelserne i dramaet et øjeblik. Fra starten er netop de to, Mercutio og Tybalt, som de unge spydspidser i konflikten mellem Veronas to slægter, konstante fixpunkter og baggrund for lynudviklingen af Julie og Romeos kærlighedsforhold på tværs af slægterne.
Mercutio som den forfløjne, selvoptagne, højtråbende, fanden-i-voldske ven til Romeo – en alt bortfejende, overdådig rolle for Peter Christoffersen, som bl.a. får lejlighed til at vælte den overvældende svada af sig, som Shakespeare har givet ham i 1. akt til at overbevise Romeo om, at hans drømmerier om kærlighed bare er vrøvl og fabulering.
Og over for ham Tybalt, Troels Thorsen som en uflyttelig stenblok af muthed, had og stædighed. Limet til sin vrede og hævnlyst. Det er lige ved, at de to bærer grundstoffet gennem hele stykket.
KLATREVÆG
Men der hører selvfølgelig meget mere til denne idéproppede ’Romeo og Julie’ i Skuespilhuset.
Den udspiller sig under en ubegribeligt enorm klatrevæg fra gulv til loft, designet af Steffen Aarfing og skabt af, ja hvad? Et materiale, så de medvirkende hele tiden kan bestige siderne på halsbrækkende vis via knopper og kroge, anbringe sig som den almægtige Verona-fyrste, Signe Egholm Olsen, højt til vejrs, mens hun udtaler sine domme over slægterne, eller bliver halet ned af den unge Paris, Peter Plaugborg, for at fremføre sine budskaber på skuldrene af denne atletiske kæmpe. Klatrevæg. Eller muren, Romeo må over for at mødes med Julie. Eller stjernehimmelen til elskovsnatten, hvor Steffen Aarfing endda lader stjernerne kører bølge i jubel over foreningen af de to elskende, som var stjernerne det fanatiske fodboldpublikum i Parken.
De knopskydende ideer i 1. akt er utallige, Tammi Østs flippede amme et særnummer.
NEDTONING
Kreativiteten fortsætter i 2. del med Plaugborgs klumpede Paris, der øver sig i at kvæde ’Julie!’, da han tror, at Romeo er ude af billedet. Og helt down-to-earth i skildringen af Julies Capulet-forældre, Ditte Gråbøl og Mikael Birkkjær, som småborgerligt far/mor-par til Julie. Med stramme læber og løftede pegefingre.
Men Romeo og Julie da! For de er jo da også med i forestillingen! Thomas Kwan, den adrætte knøs med det åbne østerlandske åsyn, letbevægelig, stadig forundret over heldet og lykken i sin nyerhvervede forelskelse. Og Julie, Danica Curcic, med den sært voksne udstråling – Julie er kun 13 år hos Shakespeare!. Som Kwan, med et sprog, der i den grad er nutidsdansk og blottet for kongelige manerer. Det idéelle stjernepar til Shakespeare? Nej, ikke efter traditionelle metermål. Men rørende og troværdige i deres umiddelbare vilje til at blæse på bindinger og konventioner. Og det er et lille kup, at Danica Curcic kan demonstrere, at hun som en nobel Capulet er fra et hjem med klaver. De gider ganske vist ikke høre hende spille Rachmaninov, men gerne Mozarts C-dur sonate.
Vi oplever 2. del som en dramatisk nedtoning i forhold til det euforisk kreative bombardement i 1. del. Men alligevel med et godt greb om fortællingen.
gregersDH.dk