Adam Frandsen, Sofie Elkjær Jensen og Sten Byriel i ‘Romeo og Julie’. (Tegning: Claus Seidel)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
EN TENOR!
Eventyrlig kulisse og fantastisk akustik – Regensens gård er et fund til ’Romeo og Julie’, Gounods opera. Sangerne stærke, tilmed afsløring af en glansfuld ny tenor, den 30-årige Adam Frandsen.
’Romeo og Julie’ spiller igen i Regensens gård (indgang fra porten i St. Kannikestræde nr. 2) mandag aften kl. 20, onsdag aften kl. 20.
*****
’HVEM står dér i morgenens sol’, synger Romeo ved synet af Julie i vinduet, mens aftenens sol kaster det skønneste lys over hende stående bag vinduet i Regensens gård – ok, i Capulet-familiens Verona-palads, men vi er villige til alverdens transplantationer, sted eller klokkeslæt, nat eller dag, morgen eller aften, for vi er i Shakespeares verden – fanget, jeg havde nær sagt, i ur-dramaet om kærlighedens ubetvingelige, men tragiske forløsning.
Og hvornår er dét så, anno hvad?
Vi kikker op på Rundetårn over Regensens tag: ’1642’ – man kunne lokkes til at sige, at historien er fra Chr. 4.s tid, men nej, vi er hundrede år længere tilbage i tid, bare se kostumerne, som instruktøren Anne Barslev har iført Capulet’erne og Montague’rne, vi er i Shakespeares forældres dage. Posebukser og vat i skuldrene.
Og dér står hun selv, Anna Barslev, et øjeblik ved pausens slutning og fortæller om regndråberne, der måske vil gøre forestillingen besværlig, men nej, så skinner aftensolen igen, både på instruktør Anne Barslev i solgylden kjole og med en prægtig promoveret graviditet, der er som virkeliggørelsen af hendes jordiske efternavn.
Så lykke med det hele! Også med en ’Romeo og Julie’-forestilling, som med de beskedneste midler, men med både vejrguder og talent lykkes på herlig vis.
Orkestret i et hjørne er pianisten Jacob Beck i al ensomhed. Magtfuld og lydhør orkestrering ved tangenterne.
FRA VINDUESKARMEN
Omgivelserne er Regensens fortryllende gård, der både kan agere gade, palads og have – det prægtige regens-lindetræ hviler som en skytsånd over publikum. Det indre af Regensen, sal og stueetage, giver skyggespil til de medvirkende og opspil for den turbulent forelskede Romeo, som har pianistens tag at sætte stigen til, når der nu ikke er en balkon. Og som giver både Julie og hendes amme mageløse spillemuligheder fra vinduernes karme, så vi kan blive helt nervøse for en anderledes og for tidlig dødelig afslutning på dramaet.
Lykken og heldet også med rollebesætningen.
Vi stopper omgående ved – nej, ikke ved Sofie Elkjær Jensen, der synger Julie, for det er egentlig så ventet: Hun udfolder som fine lyriske koloratursopran og gennemspiller rollen med en liflig blanding af koketteri og yndefuld uskyld, kastebold for den skæbne, der bydes hende, selvsikker og fortryllende usikker.
Så fint nok. Og glimrende suppleret af ammen, som Ulla Kudsk er i stand til hele tiden at gøre interessant ved at fange vores opmærksomhed med en psykologisk medleven, som nu dramaet udvikler sig, konstant i bevægelse, trøstende, forbavset, hjælpeløs – eller nervøs for sin egen stilling i familien.
EN TENOR!
Nej – og nu kommer det: Vi har fået en ny tenor! Endnu en ny tenor. Og hvilken! Fyren hedder Adam Frandsen. Du godeste! En vældig stemme, der klinger frit og ubesværet i alle lejer, høje som dybe, tekst og tone følges ad som en selvfølgelighed, stemmen er varm, fyren er kun 30 år. Det vil kunne udvikle sig i lyrisk-dramatiske partier, Verdi, Puccini, næsten hvad som helst. Og er da allerede af et sådant format, at vi tror på ham som forelsket, varmblodig Romeo. Nydelig ser han ud, ikke Clark Gable-typen, men som min nabo på rækken hviskede: Han lyder lidt som den unge Poul Bundgaard, da han var bedst. Ikke så skævt. Bundgaard, da han sang Farinelli. Anders Frandsen har i øvrigt netop sunget Farinelli i Tivoli. Men ingen tvivl: Han er til mere. Tungere sager, som tiden kommer.
Som denne forestilling i Regens-gården i det hele taget bød på gode sangere: Endnu en tenor i Tybalt-rollen, den så perfekt og smukt syngende Bo Kristian Jensen, som Det Kgl. desværre har sluppet lidt for rapt. Den flotte og velsyngende baryton Simon Duus som Grev Paris, Sten Byriel som Capulet, den sonore basbaryton Jakob Bloch Jesperson som en tvetydig Fader Lorenzo og den lyse norskfødte baryton Erlend Tyrmi, der i aftes viste sprælsk talent i rollen som Mercutio.
’Romeo og Julie’ går endnu et par aftener i Regensens gård. Måtte det sted indgå også i de kommende års Copenhagen operafestivals. Akustikken er forbilledlig, atmosfæren fortryllende. Studenterne i deres kamre kommer til at løfte blikket fra græske grammatikker og latinske bibelfortolkninger nogle øjeblikke.
gregersDH.dk