*

STJERNEØJEBLIK PÅ DET KGL.

En dobbelt-CD bringer os tilbage til en ’Rigoletto’-opførelse i 1967 med Kirsten Hermansen og Ib Hansen i lysende form. Hun med sin tindrende sopran, han med sin magtfulde baryton. Begge dybt bevægende i deres roller som Rigoletto og Gilda og med en sjældent veloplagt John Frandsen som dirigent. (CDklassisk 5030-31)

*****

DET er vildt at høre ’Rigoletto’ fra Det Kgl. Teater – i oktober 1967!!
Vildt og anderledes. Vildt og stimulerende.
Optagelsen er en af de mange, som udgiverselskabet Hegermann-Lindencrone har stået for gennem en årrække. Denne ’Rigoletto’ er udgivet for nogle måneder siden. Selskabet har navn efter den navnkundige nørd Knud Hegermann-Lindencrone, tæt beslægtet med den lige så navnkundige Cai Hegermann-Lindencrone, der var chef for Det kgl. Teater under 2. verdenskrig, chefen, der bosatte sig på teatret, da tyskerne og deres håndlangere truede med at sprænge teatret i luften. Så måtte de sprænge ham med.
Knud H.-L. ’bosatte’ sig også på Det Kgl. Teater. Gennem utallige sæsoner. Bare et andet sted end Cai: I logen over for kongelogen. Med sin mikrofon og båndoptager.
Derfra stammer denne forbløffende ’Rigoletto’. Optaget en oktoberaften i 1967, da den svenske tenor Nicolai Gedda gæstespillede som hertugen. En galla-forestilling.
 

STORMENDE BIFALD

Den er bemærkelsesværdig af flere grunde.
Ikke bare en Nicolai Gedda i topform – især, da han har sunget sig op og indleder 3. akt med ’Ella mi fu rapita’, der af gode grunde efterfølges af et næsten uudtømmeligt bifald fra publikum. En selvbevidst tenor i topform.
Også et bifald, der undervejs rammer et par af de hjemlige sangere og dét på en facon, man ikke oplever på Det Kgl. Teater i dag: Stormende bifald, når de gør deres entré på scenen. Det er barytonen Ib Hansen og sopranen Kirsten Hermansen. Da Ib Hansen alene har sunget sin ’Pari siamo’ – ”vi ligner hinanden… jeg har min tunge. Han sin dolk!” – det er Monterones forbandelse, som river i ham – dukker Gilda op til en brat forvandlet og medrivende rytme fra orkestret.
Kirsten Hermansen får en jubelmodtagelse. Det er gensynet med en elsket sanger og samtidig en dirigent, John Frandsen, der kan spille på al Verdis geniale schwung i sådan en scene.
Den dramatiske situation er i sig selv bevægende. Men reaktionen også udtryk for en københavnsk operakultur, hvor publikum i større grad end i dag svinger med teatrets højtelskede solister. 
 

PÅ DANSK

Gæsten Nicolai Gedda synger på italiensk, men Ib Hansen og Kirsten Hermansen synger på dansk. Alle operaer blev dengang sunget på dansk på Det Kgl. Teater. Undtagen af de sangere, der blev hentet som gæster udefra ved enkelte lejligheder.
Opførelser gennemført på originalsprog af teatrets eget ensemble kender vi først fra engang i 1970’erne. Glimrende. Af nogle grunde. Bl.a. praktiske: De danske solister kan så uden problemer springe til udlandet og løse opgaver uden længere varsel.
Det danske publikums oplevelse af originalsprogene er mere diskutabel. Vi skal ustandselig fjerne vores opmærksomhed fra scenen for at læse overtekster. Det skulle man ikke med en sanger som Ib Hansen. På cd’en hører man ham synge et kernesundt dansk.
Når han synger ’Jeg har min tunge!’ handler det om, at han er sig bevidst som den frække, uforskammede hofnar hos hertugen af Mantua. Hvad enten han kan lide det eller ej. Men tungemålet er mejslet i et imponerende scenedansk. Ib Hansen sagde så vidt vides konsekvent nej til at synge på de udenlandske scener, som kom med tilbud. Han ville ikke synge på sprog, han ikke beherskede. Og udenlandske scener ville ikke høre ham synge dansk. Han havde enkelte gæstespil i Sverige. Men de var undtagelsen.  
 

SJÆLDENT HØJDEPUNKT

Sådan en optagelse får en til at ønske sig, at nogle operaer af og til blev sunget på dansk. Ikke bare ’Maskerade’ og ’Saul og David’ og det øvrige danske repertoire. Det giver sig selv.
For nogle år siden opførte Den Jyske Opera ’Figaros bryllup’ på dansk, helt indlysende værdsat af publikum. Uanset, hvor fortroligt mange er med det italienske parlando hos Mozart.
Den dobbelte CD fra 1967 viser os Den Kgl. Opera på et – også dengang – sjældent højdepunkt. Især som et vidnesbyrd om kvaliteten hos sangere som Ib Hansen og Kirsten Hermansen.
Alt i optagelsen mestres ikke af Hegermann-Lindencrone og hans mikrofoner. Det er f.eks. en noget sløj balance i kvartetten i fjerde akt. Men det tager man med for alle de andre kvaliteter.

gregersDH.dk