‘Rigoletto’ Operaen 10.9. 2017

Det Kgl.s nye version af Verdis 'Rigoletto' er godt sunget, men smadret til uigenkendelighed af iscenesætter og scenograf..

 

Sofie Elkjær Jensen, Sebastian Catana og Peter Lodahl i ‘Rigoletto’ på Operaen (Tegn. Claus Seidel)

RÆDSOMT

Det Kgl.s nye version af Verdis ’Rigoletto’ er godt sunget, men smadet til uigenkendelighed af iscenesætter og scenograf.

Komponist: Giuseppe Verdi. Libretto: Francesco Piave efter Victor Hugos roman ’Le roi s’amuse’. Dirigent: Paolo Carigniani. Iscenesættelse og scenografi: Aniara Amos. Medvirkende: Sebastian Catana, Peter Lodahl, Sofie Elkjær Jensen, Sten Byriel, Elisabeth Jansson, Elisabeth Halling, Kyungil Ko, Leif Jone Ølberg, Michael Bracegirdle, Simon Duus, Margaux de Valensart, Karl Dahl Nielsen og Thorleif Steinstø. Det Kgl. Kapel og Operakoret.

‘Rigoletto’ spilles på Operaen indtil 21. november. Varighed: 2½ time inkl. pause

**

RÆDSOMT. Verdis ’Rigoletto’. Drejet, forvansket og gjort nærmest uigenkendelig af den tyske iscenesætter Aniara Amos.
Vi kunne sådan set være advaret. For præcis et år siden var Aniara Amos betroet opsætningen af ’The Fairy Queen’ – Purcells opera, der bygger på Shakespeares ’En skærsommernatsdrøm’. Vi kaldte forestillingen for ’dramatisk volapyk’.
Nu er Aniara Amos der igen. Med mere volapyk. Scenografisk volapyk – hun står som dengang også for scenografien. Og handlings-volapyk. Eller skal vi sige: Fortænk fordrejning af historien.
’Rigoletto’ handler om en hofnar ansat hos hertugen af Mantua. Hertugen er pigeglad. Hofnarren er en ondskabsfuld rad med ét blødt punkt, der gør ham menneskelig: Hans datter Gilda. Som jagtes af hertugen. Den historie ender – som operaens publikum ved – tragisk med, at Rigoletto går amok, hyrer en lejemorder til at dræbe hertugen, og alt går galt: En forveksling får lejemorderen til at dræbe Gilda.

EN historie, vi normalt følger som et storartet drama, spækket med forrygende musik og sang, elsket for hertugelige tenorudbrud som ’La donna e mobile’, Gildas forelskede ’Caro nome’ og Rigolettos voldsomme ’Vendetta, tremenda vendetta!’ og pragfulde kor, en forrygende kvartet og meget mere. Vi får det sandelig også alt sammen at høre – hertugen bliver sunget flot af Peter Lodahl, Gilda perlesmukt af Sofie Elkjær Jensen, og Rigoletto med vældig pondus og prægtig klang af gæsten, den rumænske baryton Sebastian Catana.
Så hvad er der at brokke sig over? Musikken er jo det alt bærende. Det Kgl. Kapel er i fin form med dirigenten Paolo Carignani. Også koret. Også andre solister end de tre i hovedpartierne. F.eks. bassen Sten Byriel, der kan synge sit lejemordernavn Sparafucile, som kom hans røst fra den grav, Sparafucile ekspederer sine ofre ned i. Men så – i Herrens navn: hvorfor skal han farte scenen rundt på en trehjulet børnecykel? Er det morsomt? Måske for Sten Byriel. Og hvorfor skal Sparafucile – dér hvor han i virkeligheden, i partitur og libretto, kun er på scenen få gange og kun for at få hårene til at rejse sig på vores hoveder med sine makabre, morderiske forretningstilbud – hvorfor skal han indlægges som en omkringhoppende djævel, der konstant puster ondskabsfuldheder i Rigoletto og i øvrigt styrer handlingsforløbet?
Det skal han åbenbart.
Ligesom Monterone – den forurettede far, hvis datter er blevet voldtaget af hertugen – skal komme op af lemmen højt til vejrs i tårnet på en U-båd og uslynge sin forbandelse – ’La Maledizione’ – over både hertug og hofnar? Ligesom Rigolettos hus skal ligne marcipandekorationen til en lagkage og døren være indgangen til en bankboks og Gilda dukke op derinde i et uhyggeligt spejlkabinet, dansende som dukken i ’Hoffmanns eventyr’?
Hvorfor bliver rundhorisonten bag scenerne ustandselig plastret til med graffiti af kryptisk art – ægyptiske hieroglyffer, murslogans fra Nørrebro, kabala-tegn? Hvorfor åndemanes baggrunden af og til med forvrængede, videoproducerede ansigter? Hvorfor er den samlede flok af hertugens hofmænd pludselig gjort til lysende skeletter, da de skal bortføre Gilda ved nattetid – det er en sær måde at dølge et lyssky ærinde på – de udfører tilmed gymnastiske work out-øvelser til underholdning for os og fiktive nattegængere? Hvorfor er en hospitalsseng fra start til slut ikke bare Rigolettos følgerekvisit, men også hertugens og alle andres ubekvemme tilholdssted?

ALT det er bare enkelte af instruktørens utallige påfund, der ifølge hende skal fortælle, at hele historien er noget i Rigolettos fantasi, en drøm, et mareridt. Hos en Rigoletto, der ikke bare er fysisk forkrøblet som Klokkeren fra Notre Dame, ikke bare ramt af jalousi som klovnen Canio i ’Bajadser’, men en syg mand, en hjerneskadet, en galning. En, der er ’psykisk syg’– sådan skriver Aniara Amos i programmet. En psykisk syg, “hvis virkelighed bliver et produkt af den utrolige maskine, vi kalder for hjernen, ligesom det sker for os alle sammen… hver eneste dag?”
Vi må bede Aniara Amos tale for sig selv.
Men vi spørger, hvorfor hun ikke bare kan lade Rigoletto være den klovn af en hofnar, der gør sit arbejde og går sin herres ærinde som en logrende hund, indtil det øjeblik han bliver gået for nær og bryder ud af sin egen skal og for os bliver en tragisk skikkelse?
Vi kan sagtens følge hende i, at hans tilfælde har et almenmenneskeligt perspektiv.
Men ikke i, at det behøver skildres med søgte, pjankede midler, der tilslører et enkelt, stærkt handlingsforløb og en musik, der tæt følger de mest intense situationer. Som når Rigoletto, grublende over forbandelsen vandrer hjem i nattemørket og den skumle Sparafucile passer ham op og dybe strygere messer et gysende F-dur tema.
Dér fortælles drama, som ingen udvendige jonglørnumre kan erstatte.
Og det er da flot nok, at Gildas sidste ord, inden hun dør, synges af Sofie Elkjær, mens hun hejses mod himlen – du godeste! Hun skal højt op – og synge imens – sådan noget gør man ellers kun hos Wallmans! Men det er en gimmick, og den bortleder fra Rigolettos tragedie, selvom han har fået anbragt en Gilda-attrap i favnen.
Samlet er det – trods glimrende sang og orkesterspil – en forestilling fuld af skabagtige misforståelser.

gregersDH.dk

1 Comment

  • Vi er fuldstændig enige i Gregers ord!!
    Vi er dybt skuffede efter at have været i Operaen.
    Det synes at være blevet almindeligt, at instruktøren ønsker at gøre sig bemærket på musikkens bekostning, i stedet for at være tjener for den fremragende musik.
    Problemet er, at det visuelle tryner det auditive!

    Margrete og Per Enevold

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *