BARE SYNG!
En svir af anarkistisk diktatur og skæg og ballade. Riddersalens medarbejdere om 50 år med Jytte Abildstrøm.
’Fortællinger om RIDDERSALEN og dens mennesker i JYTTES TID – fortalt af dem selv’. 216 s. Spiralbog i farver. Forlaget Clemmerdu. Illustreret. 218 s. kr. 250,- Redaktion, interviews og kommentarer: Finn Gravesen. Forord: Knud Cornelius. Fortællere: Paulette Møller, Tove Schøler Christensen, Daimi Gentle, Dan Voigt Lønholt, Jon Gelting, Jan Steen Jacobsen, Lars Fjeldmose, Nils Gøtzsche Frederiksen, Inge Estrup, Peter Mygind, Lars Mygind, Staffan Björklund, Annemette Flyvbjerg, Jørgen Hauge, Thomas Winkler, Lars Iver Shiller, Flemming Abrahamsen, Henrik Kehler, Henrik Asser Nielsen, Dorte Holbæk, Mikala Bjarnov Lage, Susanne Schiller og Jytte Abildstrøm.
****
I 1959 søgte Jytte Abildstrøm optagelse på elevskolen på Det Kgl. Teater. Hun fik afslag. Siden har hun gjort, hvad der passede hende i dansk teater. ’Man skal ikke lade sig slå ud af kendsgerningerne’ er hendes valgsprog. Hun har spillet løs på sin egen facon. Og lavet sit eget teater. I 2010 fik hun den største danske teaterpris, Bikuben Fondens Hæderspris. Æren og 300.000 kr. Hendes takketale fra scenen? I stedet for pæne ord strøg hun med sin bue et smukt nummer på sin medbragte sav.
BOGEN handler om Riddersalen. Og den handler om Jytte Abildstrøm. En stribe fortællinger, fortalt af hendes medarbejdere gennem det halve århundrede, hun har siddet dér og regeret med dem og fået dem og sig selv til alt muligt.
EN af dem – Piet Bertelsen, der nu er daglig leder – fortæller, hvordan han som ung og nyansat, var med Jytte Abildstrøm til en højtidelig kulturkonference i Landstingssalen på Christiansborg. Da statsminister Poul Nyrup gik på talerstolen for at indlede, fik han ikke sagt et ord, før Jytte havde halet sin lille harmonika frem. – Nu skal vi synge, Op at stå, Piet! Bare syng! Og så satte hun an til ’Nu går våren gennem Nyhavn’. Salen sang forbløffet med. Også Nyrup. Stemningen fik sig et nybrud.
DET overraskende og uventede er et af Jytte Abildstrøms særlige talenter. Jeg har selv oplevet engang at skulle på scenen og sige ord ved en teaterkonference i Folketeatret lige i hælene på Jytte Abildstrøm. Hendes indlæg var så opflammende, at jeg straks glemte alt, hvad jeg havde forberedt og snakkede kun løs om, hvad Jytte havde sagt.
SPONTANE idéer og vildt groende arbejde på af få idéerne til at blive teater er det gennemgående træk ved de mange indlæg i bogen fra de ansatte på Riddersalen. Skuespillere, håndværkere, teatermalere, dukkeførere, teknikere, forfattere, musikere. Alle skriver om, hvordan fællesskabet gror, og alle bidrager med et eller andet, får det kylet i hovedet igen eller drukner det i begejstret latter. ’Det kunne gå galt,’ skriver Peter Mygind, Jyttes skuespillersøn, f.eks. mellem de to stærke kvinder, Daimi og Jytte. ’De var begge kompromisløst ærlige. Og husk på: De havde begge vetoret – samtidig!’ En anden medarbejder, scenografen Nils Gøtzsche kalder ånden og sjælen på teatret: Anarkistisk diktatur. Eller med Thomas Winklers gjaldende proklamation: ’Som man råber i skoven får man ansvar’.
ET kreativt cirkus. En svir af børne- eller voksenteater gennem alle årene.
DET er ikke første gang, der er skrevet om dét. ’Jytte Abildstrøms erindringer’ kom på Borgens Forlag i 1903, ’Mor som pige’ hed bogen.
Der kunne man støde på et eksempel på, at det ikke altid handlede om svirrende indfald og susende skøre idéer. Jytte Abildstrøm fortæller om et teaterseminar på Odinteatret engang i 70’erne, hvor en japaner forelæste om særlige egenskaber ved No Teater-kultur. ”Vi sad og sugede til os, da han pludselig sagde: – Jeg må lige tænke mig om… Den dag i dag ved jeg ikke, om vi allesammen sad i fem minutter eller en halv time. Vi var ligesom vægt- og tidløse. Indtil japaneren stille og roligt fortsatte sin fornemme tankerække. Den pause er nok det smukkeste ’foredrag’, jeg har oplevet i min teatertid.
EN lang pause og øredøvende tavshed. Eller hurtige indfald, spontane sammenbrud og lynredninger i forestillinger. Lars Fjeldmose – komponisten, der har stået for musikken til utallige forestillinger på Riddersalen fortæller om, da han var ny i Riddersalen og Jytte og Daimi skulle spille gadeteater-forestillingen ’Teaterkufferten’. Nej, man kunne ikke have et klaver med, men jeg har en harmonika, sagde Jytte. Den lærte Lars lynhurtigt at spille på. Som altid med Jytte var det ikke et spørgsmål om at kunne, men om at ville.
DEN første forestilling i Jytte Abildstrøms tid på Riddersalen var den legendariske ’Svend, Knud og Valdemar’ i 1970. Danmarkshistorie i et glas ustyrlig champagne. En gammel komedie fra 1880’erne, der viste ’Det Piperske Teaterselskab’s kamp med historien – Jesper Klein og Bodil Udsen var selskabets direktører, og hvad de ellers var i forestillingen sammen med Jytte selv, Carl Ottosen og andre djærve spillere. Jeg fulgte på det tidspunkt modeverdenens dramatiske og uberegnelige virtuos Jean Voigt til et tv-portræt og så, hvordan han som kreativ medarbejder på ’Svend, Knud og Valdemar’ fandt på at tilbringe nat og dag med at polstre stolesæderne med et stof, der harmonerede med baldakiner og loftet i den lille sal, som var raseret forud for overtagelsen og hang i laser, fordi det havde været værtshus i nogle sæsoner og derefter overladt til sin skæbne. For år tilbage havde Riddersalen havde skabt teaterhistorie med forestillinger som Kjeld Abells ’Melodien, der blev væk’ og PH-revyen ’Dyveke’ med Liva Weel.
IKKE mange andre fra ‘Svend, Knud og Valdemar’ end Jytte Abildstrøm selv er blandt dem, der har bidraget til den livsbekræftende nye bog med fortællinger fra ’Jyttes tid’ på Riddersalen. Men vi får en masse at vide fra folk, der siden dengang har fået teateret til at blomstre under hendes blafrende vinger. Der er vældig mange gentagelser om det inspirerende miljø med Jytte på evige spring. Det sidste fik jeg selv et bud på. Jeg sad før en premiere på tredje række og baksede med en løs knap i min jakke. Jytte så det og sprang til med nål og tråd.
gregersDH.dk