Helle Fagralid, Tomas Hwan og Astrid Juncker-Benzon i ‘Revolver-Trilogien’ (Foto: Miklos Szabo)

*

GRIB PISTOLEN

Skuddene runger i Skuespilhuset. ’Revolver-trilogien’ bringer latinamerikansk  kvindemagt til overfladen på kvindernes internationale kampdag. Et glødende køligt teatereksperiment fra Det Kgl.s Røde Rum.
 

Spiller indtil 5. maj

****

EFTERSKRIFT: Hvad var så lige dét, vi så?
Der huserer billeder for øjnene efter hjemkomsten.
2. akten i ’Revolver-trilogien’. Stærke billeder – skønt den akt foregår i bælgravende mørke.
I næsten 40 minutter. Kun i en brøkdel af et sekund en kvinde, der tænder sig en smøg, og flammen fra tænderen lyser på Maria Rossings ansigt. Bellinis ’Søvngængersken’, der går igen?
Nej. En pige, der har rejst fra nattelejet hos en mand i Buenos Aires.
Thomas Hwan spiller ham. Vi ved det…vi ved det! Stemmen er uforvekslelig, og for søren, jo: Vi har da også lige set ham, inden lyset blev slukket i salen. Men sort nat.
De to vågner, hun tager sin smøg, fortæller sin historie, hun er kun 15 år. Hendes mor blev myrdet, da hun var fem år, billederne tårner sig på, mens hun fortæller, hun og fyren har nogle timer før mødt hinanden på en bar, de kender end ikke hinandens navne, det er hende, der har initiativet, skiftevis skrækslagen og aggressiv, hun tager hans pistol, leger professionelt med den (hendes far er politimand) – og efter 40 minutter skyder hun fyren…

LOLA OG KVINDERNE

Sand eller løgn, den historie? Måske det ene, måske det andet. Men vi er ikke til dokumentar-film, vi er i teatret. Vi er i kløerne på en argentinsk dramatiker, Lola Arias hedder hun, vi er i Latinamerika, hvor blod og lidenskab, kærlighed og straf, jubel og skud i mørket synger i knoglerne, og hos hende her, Lola Arias, handler det om kvinder, der har magt og nerve, og mænd, der vakler i sadlen, uanset hvad de selv render rundt og bilder sig ind.
Stærke damer, som tager tangoen i egen hånd. 
I førsteakten toner Johanne Louise Schmidt frem, hentet til storskærm fra computeren af tre mænd, der vågner i deres fælles skilsmisse-ensomhed og manderod og sammen anråber hende om hjemkomst og forsoning, hulkindet og halvhjertet og struttende i maskulin ømskind – Hwan, Mikkel Arndt og Joen Højerslev har udspillet over for Johanne Louise Schmidts ekstremt følelsesdirrende, men beslutsomme ansigt i nærbillede – mere vinder end taber. Schmidt har et ansigt, der er som en trylleskov, med elverkrat og mosebryg, ræve, der sniger sig i dæmringen, og sol, der bryder gennem mosgroet egeløv.

ENDNU ET SKUD
 
’Kærligheden er en snigskytte’ lyder en replik fra hende i førsteakten. Eller sagde hun krybskytte? I tredieakten kommer skuddet ikke uventet – det er prædestineret som amen i kirken: Den lille pige i den hvide kjole (på premiereaftenen Astrid Juncker Benzon) overrækker pistolen til hver enkelt af de seks medvirkende i rækkefølge efter terningskast. Og efter at de seks hver for sig har fået deres sidste ønske opfyldt, udløses pistoltromlens eneste kugle og dræber Helle Fagralid, den sære maskeklædte, så hun forsvinder, som sunket i jorden.
Hele denne akt udvikler sig indtil da i en danse macabre, hvor Maria Rossing stripper og taler spansk, Johanne Louise Schmidt forpupper sig i sin egen krogede drømmeverden, hendes skovansigt er blevet en trolderamt, drillesyg Puk, der synger mærkelige sange, Hwan afmonterer sine ubegribelige tatoveringer, Mikkel Arndt fastspændes som sindssyg, fordi han tror sig forvandlet til Don Juan, og Joen Højerslev plages af skræk for det alt sammen, efter han har fået sin lyst styret til at kysse samtlige medvirkende.
Tilværelsens lunefulde jongleren med dem alle klargør en ting: De dur ikke til menneskelige relationer som det flygtige begreb kærlighed. Men døden er til at regne med. Don Juan kramper sig frem i tappert håb om at blive den fortrukne, men det er damernes tur. Instruktøren Rune David Grue er nådesløs.

RUNDTUR

Vi flyttes rundt i Skuespilhuset gennem akterne. Dansk teater vender forsøgsvis tilbage til 70’er-facon i øjeblikket. På CaféTeatret bliver vi bespist undervejs af dansk landbrug. I Skuespilhuset er vi fra sal til sal i lys og mørke, og giver 50 kr. for et glas mousserende vin i pausen.
Planen med ’Revolver-trilogien’ er efter sigende at bytte rundt på spillernes roller fra aften til aften. Det bliver en interessant udfordring for skuespillerne. Ikke for os andre. Med mindre vi kommer igen aften efter aften.   

GregersDH.dk