Pelle Gudmundsen-Holmgreen (Foto: Seismograf)

SOLEN

ER

GÅET

NED

Den 83-årige komponist Pelle Gudmundsen-Holmgreen døde i mandags. Han begraves i morgen, fredag 1.juli fra Garnisons Kirke kl. 13. For nogle dage siden udkom hans seneste CD med værker, der melder om hans dybe originalitet.

’Repriser’. CD med fem værker af Pelle Gudmundsen-Holmgreen for sinfonietta og lille ensemble. Athelas Sinfonietta Copenhagen. Plademærket dacapo 8226126.

*****

’SOL går op og sol går ned’ – sådan kaldte Pelle Gudmundsen-Holmgreen sin første og eneste opera, der blev spillet på Operaen for godt et år siden.
Nu er solen gået ned for ham selv. Han er død som 83-årig. I en alder, vi kalder ’sén’, men som aldrig virkede sen, når man mødte ham, for denne anmelders vedkommende senest under opførelsen af ’Sol går op’-operaen sidste år. Som altid med smilet på spring i det drengede fjæs. Og en stemmeføring så snap og præcis, på samme måde som mange med mellemrum hørte ham i tv-programmet ’Smagsdommerne’. Den blide sarkasmes elskværdige mester.
En ny CD, der netop nu er udkommet med musik af Pelle Gudmundsen-Holmgreen, lyser op som erindring om hans særlige kvaliteter som komponist. Den har titlen ’Repriser’. En god time med forskellige mindre værker, det første, som netop hedder ’Repriser’, er fra 1965. Det sidste med titlen ’Og’ er fra 2012.
Det er samlet set en fortælling om en komponist, der uophørlig var på udforskning af lyde, som han fangede omkring sig, udefra, indefra, som opstod i hans kontakt med livet omkring ham eller som genhør eller nyskabelser i hans indre ører, erindringer, akustiske fabuleringer. Mest det sidste, for han skrev ikke ’musique concrete’ i den forstand, hvor nogle komponister udnytter konkrete lydoptagelser til elektronisk komposition. Det fungerede i en anden dimension for Pelle.

EKKOER

Man kommer ikke særlig langt med at analysere strukturer og bygge teorier om, hvad der er arkitekturen i hans musik, men kommer til gengæld langt ved at lytte og følge ham i hans myldrende verden af klange og hans instrumentale påfund, der kan være ekkoer af de lyde, der omgiver os.

Jeg tilbragte i begyndelsen af 60’erne to uger sammen med ham på en lille græsk ø. Hans ører fangede de klokker, køer og æsler bar om halsen. De lød som blid, men provokerende klingren fra dyrene om natten. Hos Pelle blev de lagt ind på hans hjernelager af klange, og sandelig også i rygsækken ved hurtige handler, og de kom efter hjemkomsten til at optræde i nye stykker, hvor de indgik i slagtøjets batteri med så meget andet lydmateriale, inklusive traditionelle instrumenter. Ikke for at fortælle en eller anden røverhistorie om Grækenland. Men for at medvirke til hans abstrakte lydvisioner.

Det konkrete for Pelle bestod i hans personlige forestillinger om lyd som musikalsk arbejdsmateriale.
Musikerne i ensemblet Athelas Sinfonietta Copenhagen, der var en fast samarbejdspartner for ham, og som medvirker på denne CD, forærede ham engang en rød dør fra en gammel Skoda, så den kunne indgå i en ny komposition. En munter finte, som han dog afviste, med begrundelsen ”Den indeholder ikke en eneste lyd af værdi”.

LYDE

Pladens første nummer, ’Trafic’ fra 1994, er heller ikke et spejlbillede af lyde på H.C. Andersens Boulevard eller andre trafikale helveder. Trafikken er et væld af instrumentale lyde, af kontraster, tempoforskydninger, hvile og energi, musikkens egen private måde at støde sammen eller finde samme på.

De ni scener i ’Repriser’ skifter fra små helveder, der er løs, til de stilfærdigste episoder ned til f.eks. nr. 5, der varer 8 sekunder og tilbyder to toner. Eller nr. 6, der er så tyst, at du i en koncertsal vil spidse både ører og øjne for at følge, hvor de sprødeste dialoger mellem enkelt instrumenter eller grupper bliver ført fra og til. Det er den reneste Carl Nielsen naturlyrik, siet og sublimeret med nutidig, osmotisk membran.

En pulserende verden af lyde og klange, som Pelle G.-H. nogle gange vender på hovedet og afleverer som komiske, absurde påfund – Samuel Beckett var ikke for ingenting en konstant inspiration for ham.
’Tre sange til tekster fra Politiken’ fra midten af 60’erne, bliver sunget af Anette Bod med afslappet distance og høflig ironisk iscenesat musikalsk af Pelle. Tørlagte, komiske brudstykker af annoncer fra avisen. Pelle skrev ikke musik til digte. Han mente, at hvis digte var gode, gjorde man dem kun skade med at skrive musik til dem.
Og slutstykket, der hedder ’Og’, håndterer – med reference til Søren Kierkegaard – temaer fra Mozarts ’Don Juan’ med tungen i kinden og indforståelse med Kierkegaards dobbeltlys på operaen. Ouverturens d-moll stikker næsen frem som trussel, Zerlinas ’La ci darem’ som forsoning.

Ingen af samtidens danske komponister har skrevet som Pelle G.-H.

gregersDH.dk