Marina Bouras og og Merete Voldstedlund i ‘Ren’ på Husets Teater. Foto: Henrik Ohsten Rasmussen)

I SKÆBNENS

VOLD

Jens Albinus borer som instruktør sylen i den 2.500 år gamle historie om Medea, der dræbte sine børn som hævn.

Manuskript: Euripides. Oversættelse: Inger Christensen. Instruktion: Jens Albinus. Scenografi: Rikke Juellund. Medvirkende: Marina Bouras, Claes Bang og Merete Voldstedlund.

’Ren’ (Euripides’ ’Medea’) spiller på Husets Teater på Halmtorvet til og med den 16. september. Varighed: 70 min. uden pause.

*****

ET teater skal være som den, der leder det…
Så stærkt vil Jens Albinus kunne sige det om Husets Teater og hans egen stilling som chef.
Det er en omskrivning af, hvad Ekstra Bladets chefredaktør Victor Andreasen engang skrev om sin sagnomspundne forgænger Frejlif Olsen og – underforstået – om sig selv: ”Bladet skal være som manden er.”
Med Jens Albinus tager vi de ord for pålydende. Og siger: OK! Der er teatre nok i dette land, der ser i alle retninger for at gøre alle glade. Nu har Albinus fået et teater, der er hans, og det skal man kunne mærke. Han mener noget bestemt med at lave teater. Det er sandelig heller ikke gået hen over vores hoveder gennem de mange år, han har været skuespiller. Rollerne har tegnet en stærk og egensindig skuespiller, målbevidst og klar i mælet.
På Husets Teater lagde han tidligere på efteråret ud med ’Skabelsen’, hans eget bud på livets opståen. På, hvad Gud ville med mennesket, og mennesket ville med Gud. En ambitiøs, temmelig fortænkt, men også bevidst uklar og tvivlende fortolkning af meningen med livet. Skrevet og instrueret af ham selv.
Vi sluttede anmeldelsen dengang med at skrive med henblik på de kommende forestillinger: ”Vi håber, at teatret ikke letter til luftlag, hvor det ”livets åndedrag, som Skaberen puster ind i næseborene på mennesket, har mistet luften.”

DESPERADOEN MEDEA

Det har det ikke.
Albinus’ næste forestilling, der havde premiere i aftes, hedder ’Ren’. Den er langt mere klar alene af den grund, at han har valgt en præcis, klassisk teatertekst, Euripides tragedie ’Medea’.
Alligevel er det igen en forestilling, som – iscenesat af Albinus selv – anbringer de medvirkende og publikum et sted, hvor tvivl om og mening med livet sættes på et skafot, hvor der spørges om frikendelse eller straf.
Det hedder i programtekstens forord: ”Som stod de foran en højere instans. Måske er de her allerede ikke længere”…
Vi kender historien.
Den er et par tusind år gammel. Historien om den ulyksalige, desperate Medea, en kvinde på flugt fra alt og alle, sig selv inklusive, bedraget af sin mand Jason. Kvinden, der myrder sine egne to børn som hævn og som forløsning. Mord har hun i øvrigt nok af på samvittigheden. Myrdede både sin far og sin bror for at støtte Jason i hans jagt på det gyldne skind, og ender med at myrde Jasons kommende hustru og svigerfar, kong Kreon. Og endelig sine børn.
En heks, halvt gudinde, halvt menneske.
Vi får med mellemrum historien genindprentet i vores bevidsthed. Den var Lars von Triers debutfilm. Den har været spillet på Det Ny Teater med Bodil Udsen i titelrollen, på Gladsaxe Teater med Karen Lise Mynster, og nu Marina Bouras som Medea – på en ribbet scene i Husets Teater, kun tre stole, der markerer pladserne til tre skuespillere, flere har stykket ikke: De to øvrige er Claes Bang som Jason og Merete Voldstedlund som kor og beretter.
Historiens mytiske karakter, dens fjerne rædsler og dens alligevel almengyldige grundindhold løfter Albinus, der har iscenesat, ind i en ramme, hvor de tre skuespillere møder med Euripides’ manuskript i hånden, skiftevis læser og spiller deres roller, men efterhånden løsriver sig fra manus og agerer personerne.

MACHO

Vi koncentrerer os selvfølgelig intenst om Marina Bouras’ Medea, som veksler mellem øresønderrivende raseri og fortvivlelse, had og savn og forsøg på at forstå sine motiver, en kvinde, der brænder sig selv op. En hårrejsende præstation.
Ved hendes side Claes Bang (se Claus Seidels tegning), en macho-kleppert på scenen, sådan som vi også husker Søren Elung Jensen over for Bodil Udsen, og Lars Bom over for Karen Lise Mynster. Tunge, selvsikre mænd, egocentriske, ironiske over for Medeas klagesange, totalt uforstående over de kiler, hun i sin fortvivlelse borer ind i ham. Han latterliggør hendes jalousi med forklaringer om, at alt, hvad han gør også er til hendes og børnenes bedste.
Vi ikke bare aner, men får lige i hovedet meningsfuldheden i at spille ’Medea’ for et moderne publikum. Søforklaringerne, mistroen, lysten til at foranstalte al landsens ulykker. Ægteskab og utroskab som et strindbergsk uløseligt helvede, der må udløse mord. Hvis man altså er Medea.
Albinus har gjort Merete Voldstedlund til krøbling, en arm, men skarp iagttager af sammenbruddene omkring hende. Hendes og stykkets første replik lyder: ”Hvis bare…”
Man kan jo gisne om så meget og håbe så meget.
Hun slutter stykket sådan: ”Den olympiske Zeus råder for livets mangfoldighed. Hvad mennesket anser for muligt, ja sikkert, lader Zeus måske aldrig ske. Hvad vi derimod allermindst håber, ja knap nok har tænkt, dét lader han uventet ske.”

I betragtning af Jens Albinus’ stærkt personlige måde at ville drive Husets Teater på, er det ikke uinteressant at læse et interview, han gav til Billed Bladet sidste år. Dér siger han om sit ægteskab med den halvt danske, halvt græske Marina Bouras, der spiller Medea: ”Vi tager hånd om hinanden. Det er det græske islæt i vores familie, som har sat sig igennem hos mig. En bevidsthed om familiens betydning. At den er grundlaget for alting.”
Vi er i Guds, i gudernes, i skæbnens vold.

gregersDH.dk