Ole Lemmeke, Elliott Crosset Hove, Signe Egholm Olsen og Troels Thorsen i ‘Livlægens besøg’ (Tegn.: Claus Seidel)
KONGEN
DRONNINGEN
OG DOKTOREN
En gal konge, en teenage-dronning og et plaget Danmark under lægebehandling. Enqvists ‘Livlægens besøg’ i fremragende fortolkning på Betty Nansen Teatret.
Forfatter: Per Olov Enquist. Instruktør: Emmet Feigenberg. Scenograf: Karin Betz. Medvirkende bl.a. Elliott Crosset Hove, Signe Egholm Olsen, Troels Thorsen, Tina Gylling Mortensen, Ole Lemmeke, Tom Jensen, Nicolai Dahl Hamilton, Asbjørn Krogh Nissen, Julie Agnete Vang, Rikke Westi, Sander Asbjørn Thorlaksen og Jonathan Westphal Stennicke.
’Livlægens besøg’ spiller på Betty Nansen Teatret indtil nytårsaften. Varighed: 2½ time.
*****
NU har vi stirret i ugevis på det smukke, forstenede ansigt i annoncen fra Betty Nansen Teatret. Hvem forestiller skulpturen, hvem er ynglingen med det fjerne, gådefulde og feminine blik, omgivet af et lige så gådefuldt par?
Er han af marmor? Står han måske på Thorvaldsens?
Næh, han er skuespilleren, der hedder Elliott Crosset Hove. Og han forestiller godt nok en gådefuld person: Den gale kong Christian VII – den fortabte løsgænger i det danske kongehus. Kongen, der elskede sin hund mere end menneskene og en københavnsk luder mere end sin dronning.
Og som… ja, der kommer så den utrolige historie om den tyske læge, der vandt kongens fortrolighed, førte pennen for ham og revolutionerede Danmark i ét drabeligt hug, så drabeligt som dét hug, der kappede hovedet af ham selv og anbragte kongen i livslang spændetrøje.
SLIDSTÆRK
Den er slidstærk, den historie om Christian VII, Caroline Mathilde, lægen Struensee og det bloddryppende drama i 1772.
Sven Holm dramatiserede den til Folketeatret. Flemming Flindt lavede den som ballet på Det Kgl., og Niels Brunse og Bent Fabricius Bjerre gjorde den til musical på Aalborg Teater. Bo Holten skrev historien som stort musikdrama til Operaen.
Og nu spiller Betty Nansen så P.O. Enquists ’Livlægens besøg’, der er same old story.
No wonder. For nu at blive i det engelske, om ikke andet så som en høflighed over for den arme Caroline Mathilde, den engelske prinsesse, Christians kusine, der 15 år gammel bliver ekspederet til Danmark, for at hun – med enkedronning Juliane Maries udtryk ”kan få del i den kongelige sæd”. Den sæd, som den ustyrlige og sindsforvirrede 17-årige konge ellers planter hos luderen Støvlet-Cathrine.
Ikke underligt, at historien genfortælles igen og igen. For der er næppe en affære i danmarkshistorien, der i den grad er højspændt og teateregnet drama. Vi kan snakke om f.eks. Griffenfeld og hans fingerede henrettelse, om Christian II og det stockholmske blodbad, Vi kan tale om så meget. Men intet slår historien om den tyske læge, som den enevældige knægt af en konge personligt henter med hjem efter at have mødt ham på en rejse i Tyskland. Og som erobrer magten over både land, konge og dronning i ekspresfart, men ender med at blive halshugget.
NYE VINKLER
Den version, vi ser på Betty Nansen har enkelte nye vinkler. Digtede eller dokumenterede.
P.O. Enqvist viser os grundlæggende den Struensee, der er en klog, varmblodig idealist, der sværmer for den frembrudte oplysningstids idealer, suverænt planter dem i Christians og Caroline Mathildes modtagelige sind og render sig de frygteligste staver i livet, fordi de reaktionære omgivelser i alle samfundslag får chok på chok over hans opførsel, hans indflydelse og alle de dekreter, han får gennemført på rekordtid, da den enevældige konge med sin underskrift har overladt ham al magt i landet.
Troels Thorsen spiller ham som en ung mand med åbent sind, rastløs energi og dumdristighed, tro på sin sag, tindrende forelskelse i teenage-dronningen, en mand på direkte kurs mod afgrunden i et samfund, der opfatter ham som ét stort irritationsmoment.
Lige fra: Skal man nu af idiotiske sundhedsgrunde lære at børste tænder med noget, han kalder tandpasta? til at finde sig i, at politiske fanger bliver løsladt, og trykke- og ytringsfrihed indføres med rystende resultater for dem, der bliver forulempet af frimodig snak og skriveri?
Vi ser Signe Egholm Olsen som teenageren Caroline Mathilde, der lynhurtigt indfanges af doktorens erotiske tiltrækning, får barn med ham og gør skandale – men mere end det: Hun bliver med sit unge og åbne sind slynget ind i hans ideer om lighed, frihed og broderskab og går på barrikaderne i de interne opgør ved hoffet.
Det er der nok ikke større historisk belæg for, men det er smukt og dramatisk troværdigt. Signe Egholm får sin Caroline Mathilde til at vokse fra den skræmte, fremmede prinsesse, der ikke forstår et lod af situationen, til en selvsikker ung kvinde, der stimuleres til bristepunktet af sin elsker og hans ustyrlige ideer.
Vi ser samtidig Elliott Crosset Hove som den unge konge med det skrøbelige sind skiftevis styrtdykke i forstyrrede handlinger og aggressioner, rende rundt efter sin hund og sin Støvlet-Catrine, men ind imellem lysende klar i hovedet, og lige som dronningen antændt af Struensees kreative planer om gennemførelse af sociale reformer, ophævelse af censur, forbud mod tortur, indførelse af pressefrihed etc. Noget, der ikke bliver ved planerne, for det skal gå så tjep for den unge læge. Gamle love kasseres og nye dekreteres på samlebånd om ørerne på den fortumlede konge.
TRIUMVIRATET
Det er et umuligt, men godt tænkt triumvirat af en konge, en dronning og en tilløben læge, som betuttet prøver at styre den formelle magt, han uventet har fået overladt.
Den talentfulde Elliot Crosset Hove rammer kongens mentale kaos i springvise stemningsskift, det ene øjeblik offer for sin gamle indpisker Reventlow – en skarptsleben Ole Lemmeke – det næste øjeblik betaget dyrker af Voltaire (Lemmeke i ny forklædning!). Voltaire, som kongen både møder og korresponderer med. Kongen uberegnelig i sit humør og nem at manipulere, fordi han er mentalt hjemløs.
Vi ved fra historien, at henrettelsen af Struensee betød et øjeblikkeligt stop for reformerne og total sejr for enkedronningen Juliane-Maria, hvis eneste mål er at holde fast i stropperne til den enevældige magt.
Men går ikke forgæves til Tina Gylling Mortensen for at få sådan et kvindemenneske til at fremstå som en uflyttelig blok af afstumpet selvsikkerhed og inkarnation af royal, enevældig magt. Tina Gylling lader konen strutte af magtfuldkommenhed og stupid arrogance. Assisteret af spytslikkere og fanatiske forsvarere af arvede privilegier som Ove Høegh-Guldberg, på Betty Nansen lagt i hånd og mund på en isafkølet Nicolai Dahl Hamilton.
Tom Jensen og Asbjørn Krogh Nissen er som Rantzau og Enevold Brandt fremragende som vendekåberne, der hen ad vejen tror lunkent på Struensee, den ene lusker sig nervøst til at skifte side, den anden med, men henrettes sammen med Struensee.
Rollen som Stovlet-Catrine varetages kønt og ret uskyldigt af Rikke Westi, 3.års elev fra Teaterskolen. Der er ikke så meget rå københavner-luder over hende, sådan som hun skildres i beretningerne. Men det er så et valg.
Emmet Feigenberg afstemmer scener og dialoger med fintmærkende sans for karakterer, og det sker i et dystert kongeslots-interiør – Karin Betz har gjort det til et psykologisk mørke- og torturkammer, knugende, næsten udstyrsløst. Vi skal ikke forføres til at synes, at kongelig pragt trods alt er noget umisteligt.
Musikalsk er det fra Feigenbergs hånd kup på kup af barok-vignetter, der bærer os fra optrin til optrin med enkle, men enormt atmosfære-skabende effekt.
En forestilling, der ånder af mening.
