NU KOM PRIMADONNAEN –

HUN GAV ET VRÆL!!

Sjov bog om italiensk opera på Hofteatret for over 150 år siden.

Henrik Engelbrecht: ’Ramaskrig! – Da italienerne væltede Hofteatret. Italiensk opera i Hofteatret 1841-54. 94 s. Udg. af Teatermuseet i Hofteatret, som i øjeblikket også har en udstilling om emnet.  Bogen sælges for 150 kr ved køb på Hofteatret.

****

HØR lige: Operaen ’Lucia di Lammermoor’ blev spillet 83 gange, da italienerne huserede på Hofteatret i København for over 150 år siden.

83 gange!! Samme ’Lucia’ gik bare tre gange denne sommer 2018 på Opera Hedeland. Tre velforberedte og godt sungne forestillinger. Så var dét løb kørt.

MEN hvordan gik det til med de italienere, der sprøjtede operaer fra sig på Hofteatret i årene mellem 1841 og 1854? Hvordan sang de? Åbenbart ret forfærdeligt. I hvert fald, hvis man skal dømme efter københavnernes reaktioner på Donizettis ’Lucia di Lammermoor’ og de andre italienske operaer, italienerne satte op på Hofteatret? Vi er før den tid, hvor der findes lydoptagelser. Det gjorde der ikke før i slutningen af århundredet.

VI må altså holde os til, hvad publikum sagde og skrev. Øhlenschlæger syntes, italienerne lavede ”en frygtelig larm – det enorme lydtryk føles som at have man en humleby i øret”. Han var til Verdis ’Nabucco’. Weyse gik til Donizettis ’Elskovsdrikken’ og skrev, at tenoren ”skriger i højden og sang falsk som en ulykke”. H.C.Andersen overværede Verdis ’Ernani’ og refererer: ”Nu kom primadonnaen… hun gave et vræl, så jeg blev nervøs og gik”. Om den mest feterede af sopranerne – hun hed Felicità Forconi – meddelte H.C.Andersen i et brev til Ingemann, at hun da havde en smuk stemme, men, at hun ’skeeler’ og ’ser ud som en lille sort kaffekande, der er kogt over’… Og: ”Jeg må altid for at få et helt fruentimmer ud af hende tænke, at hun ligger på knæ”. H.C.A.s journalistiske udtrykskraft var underholdende.

DER er dækning for den titel, Henrik Engelbrecht har givet sin bog. ’Ramaskrig!’ Det lyder næsten som ’ramasjang’, et fransk ord, der betyder noget med ’støjende sammenrend af mennesker’. Københavnerne stormede til, da kongen, Christian den 8. gav tilladelse til italienernes operaforestillinger, først lige uden for byen, på Vesterbro ved siden af Frihedsstøtten, så indenfor i Hofteatret fra 1841. Dét teater, der i dag er Teatermuseet, og som i danmarkshistorien bliver ved at dukke op som det sted, Struensee forlod under et hofbal for nogle timer efter at blive arresteret og henrettet i 1772. En begivenhed gang på gang dramatiseret som skuespil, opera eller film.

ENGELBRECHT har gennemgået arkiver og litteratur og fortæller om den operaglade Christian 8, som havde været i Italien og ikke kunne glemme de operasyngende italienere. Han blæste glad på protesterne fra sit eget Kongelige Teater, der ikke var lykkelig for konkurrencen. Kongen overværede mange af forestillingerne på Hofteatret, strøg til – især når de spillede hans yndlingsopera ’Norma’ – sørgede for at skaffe midler til at holde italienerne kørende indtil sin død i 1848, hvorimod det gik ned ad bakke for dem under Frederik 7., der ikke interesserede sig for sang så meget som for at grave efter oldtidsfund i jorden.

SLØJT har det været, meget af det, italienerne diskede op med. Hurtigt og nødtørftigt sat op. Men publikum var nysgerrig, og har altså fået fornøjelsen at blive vidner til en stribe af aldrig før hørte operaer af Donizetti, Bellini, Rossini og Verdi, frisk fra fad, næsten lige så nye som de var for publikum i selve Italien. Operaer, der i vore dage hører til det internationale yndlings-repertoire.

Det lød som sagt forfærdeligt på Hofteatret. Meget af det. Men næppe mere forfærdeligt end det meste af den opera, der blev sunget på Det Kgl. i perioden – reglen var, at teatrets skuespillere havde pligt til at synge, hvad der blev budt dem, Mozart ind imellem Holberg, Rossini oven på Øhlenschlæger, de skulle bare synge, så godt de kunne. Johan Ludvig Heiberg var teatrets chef i en del af den tid, italienerne var i København. han syntes opera var en forældet genre, han fortrak vaudeviller og skrev en del selv. Foragten for italienerne var tydelig, også hos teatrets grande dame Johanne Louise Heiberg, der skriver i sine erindringer om italienernes operakor, at det bestod af ’sypiger og andet tyende’ – hvilket godt kunne have været rigtigt, for de korister, italienerne hyrede, sang og gik for lud og koldt vand, det vidste man.

Der er sjove billeder i bogen, satiretegninger fra ’Corsaren’ blandet med portrætter og illustrationer fra Hofteatret. Bogen er fuld af detaljer om italienerne, mange navne – og lige elendige kan de ikke have været alle de italienske solister, man har hørt.

EN af dem, der nævnes, hedder Rosina Penco. Hun fik sin operadebut på Hofteatret i 1847. Seks år efter skrev Verdi hovedrollen som Leonora i ’Trubaduren’ specielt til hende. Det er den rolle, som Gisela Stille synger på Det Kgl. i øjeblikket. Frk. Penco kan ikke have været helt ilde.

gregersDH.dk