KVÆLERGREBET
’Processen’ på Teater Republique er en markant videreføring af Martin Tulinius’ ’K’ på Kaleidoskop i sin tid.
Spiller indtil 6. april på Republique, Store Scene
*****
DER kører en plade med noget sær klavermusik bag flere scener i ’Processen’ på Teater Republique. Enerverende, stereotype gysertoner. En ridset plade. Der lyder et knæk for hver omdrejning. Knæk, der holder os fast i noget irriterende og uundgåeligt. Ligesom det ur, som et sted gnækker og strammer til med en tikken som gradvise kvælergreb.
Martin Tulinius har gjort den slags før. Hvis jeg husker ret, var der ganske morderiske lydeffekter i hans opsætning af ’K’ på Teater Kaleidoskop i 1999. En forestilling, som denne ’Processen’ bringer i skarpeste erindring.
Faktisk virker opsætningen på Republique som en udvidet version af ’K’, en uddybning med nogle tekstmæssige tilføjelser og ændringer, som dramatikeren Astrid Øye vel er ophav til, men det er egentlig ikke noget, der ændrer spillets karakter væsentligt. Hovedpersonen i Kafkas Processen var forsikringsmand. Det var han også på Kaleidoskop. Nu er han bankmand. Ok. Men det er stadig historien om den arme Josef K, der snøres ind i et bureaukratisk retsmaskineri og forfølges og dømmes uden nogensinde at blive klar over, hvad hans eventuelle brøde skulle bestå i.
STATISK
Det er stadig en mærkelig statisk fortælling – ligesom romanen, alt snører sig til på den uhyggeligste måde, men der er ingen dramatiske spring og vendinger i forløbet. Alt bliver bare gradvis mere og mere uforklarligt og kvælende.
På Nørrebrogades Kaleidoskop var det i sin tid Jesper Dræby – den alt for tidligt afdøde, talentfulde skuespiller – der spillede Josef K. Vi var indforstået med den kuede lille, næsten scherfigske kontormand, som de fleste vel forestiller sig, måske fordi vi forbinder dramaets person med billedet af virkelighedens spinkle Kafka.
På Republique er det Jens Jacob Tychsen, der strutter af sund sportsmand, men han er på den facon i virkeligheden et godt og stærkt valg – systemets og omgivelsernes nedbrydning af ham ekstra grufuld og psykologisk provokerende.
HVERDAGSÅNDER
Tulinius er en mester i at integrere scenografi med sine personer og deres handlinger. Her har han videreudviklet den mur af døre, låger, mystiske åbninger og lemme, som både i gulv og mur fungerer som led i bureaukratiets labyrintiske mekanismer.
Og ligesom dengang dukker anonyme grupper af mennesker, grå, udeltagende menneskevæsener, op omkring Josef K, samler sig som enten plagsomme hverdagsånder – eller lidelsesfæller. De kunne være fangerne i Beethovens ’Fidelio’, hvis de eller brød ud i sang.
Mellem dem nogle steder undersøgelsesdommeren, Troels II Munk, identisk og gensidigt solidarisk med folkedomstolen – og pludselig Karen-Lise Mynster, fangevogteren, håndlangeren, der som en anden Rocco – når vi nu er ved ’Fidelio – har strejf af forståelse og sympati for det så ubegribeligt udsatte menneske i kløerne på en ubegribelig skæbne.
FRYGTINDGYDENDE
Flere roller endnu har fru Mynster – minsandten også den flommefede, perverse advokat, der møver sig ind på Josef K. assisteret af sin altædende, seksuelt mangetydige assistent, spillet af Kitt Maiken Mortensen.
Intet forskånes man da for som begavet skuespiller. Det forventes, at lysten driver værket.
Ligesom for Morten Hauch-Fausbøll, som i programmet forklarer, at det er en ’pissesjov’ udfordring at spille forskellige karakterer i ’Processen’ – det ene øjeblik lallende offer, det næste iskold retsassessor.
’Processen’ er blevet en frygtindgydende forestilling, især visuelt og emotionelt stærk med denne martrede Jens Jacob Tychsen i hovedrollen.
GregersDH.dk
Hvad hedder sangen, som spillede allersidst… der hvor josef k er ved at dø? En af waits sange?