PÅ KNÆ FOR KLASSIKERNE
Skuespilleren Preben Kristensen er ved et vendepunkt. Han er gået på jagt i Shakespeare. For tiden med stor succes som kongen i ’Hamlet’ på Gladsaxe Ny Teater.
”Bøj dig, du stive knæ…”
Stik den til Preben Kristensen. Du får straks fortsættelsen fra ham:
”Stålhårde hjerte, bliv blødt som muskler i et nyfødt barn…”
Det er rollen lige nu. Kong Claudius i ’Hamlet’. Slynglen, der har myrdet sin kongelige bror, giftet sig med dronningen, og som nu jages i manegen af sin nevø, unge Hamlet. Plaget af kvaler bøjer Claudius knæ for sin gud, så det knager i leddene.
Og jo. Rollen er en udfordring. For knæene. For en skuespiller, der er en af dette lands mest professionelle. Og for de publikummer, som tror, Preben Kristensen kun er til fest og farver, munter sang, Linje 3 og potpourrier, der vælter salen i jubel og grin.
”Der er nu ikke nogen, der griner her. Jo. Der var lige en dame, der ikke kunne snuppe, at kongen bryder sammen og flæber i den store dødsscene til sidst. Det var hun ikke vant til. Hun grinede hånligt og sagde: – Åh, hold op!… Men det er noget andet. Nej, dét der med at folk opfatter mig som komiker, og derfor kommer til at le, bare jeg viser mig… dét, der blev Dirch Passers problem… det har jeg ikke selv oplevet, siden jeg for mange år siden var på Nørrebros Teater i et stykke af Neil Simon. ’Biloxy Blues’ hed det. Jeg spillede en ung jødisk soldat, der blev mobbet af de ældre soldater. Første gang der var publikum på, grinede de. Det var Linje 3-syndromet. Jeg var grædefærdig bagefter. Men så sagde Peter Steen, der var instruktør: – Lad folk le. Og lad dem blive færdige med at le. Fortæl så din historie. Så skal de nok lytte efter… Det glemmer jeg ham ikke. Men det kræver mod at holde fast. Jeg har lært det.”
– Så det er ikke så meget det, der er udfordringen nu?
”Udfordringen hedder Shakespeare. Jeg havde egentlig planlagt, jeg ville holde en pause. Jeg har haft nogle hårde sæsoner. Men da muligheden kom, sagde jeg: Den kan jeg ikke lade gå fra mig. Nu har jeg sunget i fire år. Her kunne jeg komme ind i skuespillet igen for alvor. Jeg har aldrig stået med Shakespeare før. Gladsaxe Teater var chancen. Arbejde med Kasper Rostrup. Få rigtig fat i den substans, der ligger i klassikerne. Jeg har det da fint med alt det såkaldt ’lette’, operette, lystspil, show og koncerter. Selvfølgelig. Det havde jeg lige fra starten på teaterskolen i Århus. Mine ambitioner var faktisk ikke at blive en stor karakterskuespiller. Jeg ville synge. Jeg ville have folk til at le. Vi lavede ’West Side Story’ allerede på 2. år. Og så kom ’Linje 3’. Men en af mine kammerater sagde: – Du bliver karakterskuespiller. Bare vent og se. Det gjorde jeg så. Og her er jeg.”
– Et vendepunkt? Du er 53. Tid til at skifte?
”Måske. Det har givet mig blod på tanden at tage fat i de her ting. Jeg vil gerne spille flere klassikere, hvis nogen ellers vil have mig til det. ’En sælgers død’ f.eks. Men også Shakespeare. Jeg har været lidt bange for det før. Det komplicerede sprog. Versene. Jamberne. Jeg tænkte: Det får du aldrig til at leve. Men så opdagede jeg, hvor nemt det er at lære teksterne. Jeg tror, Shakespeare har skrevet det sådan for at hjælpe skuespillerne. Det er rytmen. Det er som musik. Nummeret lige før opera!”
– Som du heller ikke går af vejen for…
”Nåhr… Altså jo. Til koncerter. Det er da fantastisk at stå der med et symfoniorkester og synge Mozart eller Verdi sammen med Trine Gadeberg. Samtidig være entertainer og lave fis og ballade. Have den direkte kontakt med publikum.”
– Hvor du mærker suset fra salen. Kan du ikke savne det nu?
”Det er et andet sus. Total og koncentreret opmærksomhed! Men i øvrigt: Jeg stopper ikke med at optræde, synge og være med i musicals. I denne uge begynder vi prøverne på ’Oliver’ i Tivoli, hvor jeg skal spille Faging, som jeg har gjort før. Det har jeg ellers sagt, jeg ikke mere ville: Prøve om dagen og spille om aftenen. ’Hamlet’ fortsætter jo oktober ud. Jeg gør det kun, fordi jeg er godt hjemme i ’Oliver’ og VIL spille Shakespeare. Men jeg vil også gerne trappe lidt ned. De store solo-ture i ’The Producers’ og ’Sommer i Tyrol’ er pragtfulde, men hårde og krævende. Du er helt ude på kanten. Fem-ti minutter for fuld hørm. Men kan da holde til mere end man tror. Fysisk og mentalt. Hvis man skal. Men i ’The Producers’ sagde jeg nej til at spille to forestillinger samme dag. Mit show i ’The Producers’ var meget voldsomt. Så var det nemmere i ’Mød mig på Cassiopeia’ på Nørrebro, hvor jeg spillede Zeus. Enhver skuespillers drøm: Du møder ind en time efter de andre, går på scenen med et kæmpenummer på ti minutter, og går igen. Med publikums bifald rungende i ørerne. Færdigt arbejde!”
– Men nu…
”Nu har jeg opdaget noget, jeg synes, jeg mangler. I stedet for hele tiden at skulle være den friske med ’hep’ og ’hep’ – den mandlige udgave af Marguerite Viby – så noget med substans. Klassikerne. Det er en af fordelene ved at blive ældre i dette her fag. At nu er der roller, hvor man kan bruge sin alder og erfaring. Rigtig mange skønne roller. Men der er en tendens – i tv, i radioen, i teatret – til at lefle for alt, hvad der er ungt. Det synes jeg er til at kaste op over, for at sige det rent ud. Men kommer til at brænde fingrene eftertrykkeligt en dag.”
– Unge tilfører vel ny dynamik. Suger nyt til sig på en helt anden måde…
”Der skal være nogen til at suge til sig FRA! Også i teatret. Jeg var da aldrig nået dertil hvor jeg er nået i mit liv, hvis jeg ikke havde kikket på, hvad de, der var før mig, lavede! Nogle skuespillere dyrker ’method acting’. Det er ikke mig. Jeg skal ikke stå og græde på scenen. Det skal publikum i salen. Når Reumert blev spurgt om, hvordan man græder som skuespiller, sagde han: ”At græde på scenen er X antal træk med skuldrene.” Da Dustin Hoffman og Laurence Olivier lavede ’Marathonmanden’, skulle Dustin Hoffman spille en mand, der var beskidt og uvasket og ikke havde sovet i flere dage. For at forberede sig gik Hoffman ikke i seng i dagevis og mødte op helt groggy. Olivier sad med sin kop kaffe og kikkede på ham og sagde: – Have you ever considered acting?”
– Men er unge er ikke mere omstillingsparate end ældre…
”Sikkert. Men man skal ikke lave ting om bare for at lave dem om. Englænderne igen: – If it ain’t broke, why fix it?”
