Ditte Hansen og Anders Juul i ‘Pornotopia’ (Foto: Frederiksberg Scenen)
SØRGMUNTERT
’Pornotopia’ på Frederiksberg Scenen (Nørrebro Teaters annex) er et komisk indblik i en grumset, men også lattervækkende branche
****
’Alle ser sjove ud, når orgasmen ruller’, siger en af personerne i Christian Lollikes ’Kødkarrusellen’, der spillede på Aarhus Teater for et års tid siden.
Noget lignende kan man hæfte på fænomenet pornografi, som Nørrebro Teater beskæftiger sig med i ’Pornotopia’. Stykket spiller på teatrets annex-platform Frederiksberg Scenen, det tidligere Rialto.
Også pornografi er overordentlig komisk, hvis man vælger at frasortere sociale og menneskelige aspekter af fænomenet. På samme måde som orgasmen er sjov, hvis man frasorterer biologisk motivering og reminiscenser af romantisk lyrik. Og bare stiller de udmærkede aktioner på lagenet i relation til hverdagens øvrige beskæftigelse med aktiekurser eller tilberedelsen af morgenmad.
Herligt og lattervækkende!
MODELPARRET
Sådan fungerer komedien ’Pornotopia’ mest – selvom stykket også har sørgmodige udgange.
Hvad ellers, når det gælder en branche, der indbefatter lyssky svindel, grov udnyttelse af mennesker af begge køn og økonomisk griskhed?
’Pornotopia’ handler om et ungt, entreprenant pornomodel-par, der roder sig ud i at prøvekører eget firma, befriet for den besværlige alfons-pisk over nakken.
Et projekt, der går galt. Ligesom det går galt for den emsige reporter fra TV Sorry, der møver sig ind på parret og selv får både underliv og familieliv i klemme.
IRONIEN
Stykket har været spillet for et par år siden på Mungo Park – i en opsætning, der var frugten af, at stykkets to forfattere Kitte Wagner og Jonathan Spang blev uvenner med Mungo Parks spillerstab og skred fra projektet, hvorefter Mungo-folkene gjorde affæren til deres egen og gennemførte opsætningen.
Den blev frisk og underholdende.
Ligesom Nørrebro Teaters er det i Kim Bjarkes iscenesættelse. Afgørende forskelle ses i øvrigt ikke i handlingsgang og forløb. Måske er distancen og ironien en tand mere iøjnespringende i denne omgang.
Vi er f.eks. ikke i tvivl om, at valget af Julie Zangenberg som modellen, der svanser sig til en Hollywood-pornokarriere, er truffet med sikker sans for naive, jordiske drømmeforestillinger om udødelig ungdom. Ligesom valget af Anders Juul som den entusiastisk naive fabulant præcist rammer figurer, Juul har forvaltet før, f.eks. som knægten i Kim Fupz Aakesons ’Mirakel’ på Det kgl. for et par år siden.
REVY-VANVID
Det vil ikke være for meget sagt, at Ditte Hansen bærer kraftig ved til komikken som journalisten, der selv ender med stængerne i vejret, da hun vil servicere tv-seerne med pågående dokumentaroptagelser af det unge pornopars ambitioner. Der er en strøm af durkdreven blåøjethed over hendes figur. Som over personerne i det hele taget i historien. Ditte Hansen føjer lammende revyvanvid til opgaven, men også sensitiv fornemmelse for stykkets lag af sørgmod.
De revymæssige kvaliteter bidrager også Finn Nielsen til med sine vekslende maskeringer som snusket det ene og det andet. Hans entre som aldrende italiensk pornoveteran er et ubetaleligt komisk højdepunkt.
Bliver man klogere på en anløben branche? Måske. I hvert fald glad for, at det også er muligt at se komikken.
