Kristoffer Fabricius, Martin Bo Lindsten, Nicolai Jandorf Klok, Lila Nobel Mehabil, Andreas Berg Nielsen, Mia Lerdam, Kaja Kamuk og forrest: Maria Carmen Lindegaard (Foto: Leif Hansen)
VEJET OG FUNDET
Afgangseleverne på Odense Teater markerer sig stærkt med gennemtænkt og anderledes version af Simon Stephens ’Pornografi’.
****
Oplagt opgave for et afgangshold af skuespilelever! Simon Stephens’ ’Pornografi’. Du kan jonglere med manuskriptet relativt frit – forfatteren er ikke smålig i sine anvisninger.
På Odense Teater har Peter Dupont Weis luret sig ind på mulighederne med stykket. Han går andre veje end Rune David Grue gjorde det i sin iscenesættelse på Aalborg Teater i efteråret.
Ikke fordi Grues iscenesættelse ikke lige så godt kunne have været brugt til at sende otte nybagte skuespillere på præsentérbakken. Men Grue valgte at ekspedere dem enkeltvis i en sindrig og dybt fascinerende krydsklipning over scenen. Som satellitter i bane, indbyrdes i ildevarslende og uhyggelige strejf.
I Odense er de otte skuespillere koblet parvis (syv i Aalborg er blevet til otte her!). Udspekulerede konstellationer, der giver spillerne psykologisk mod- og medspil, undertiden lader dem beholde deres individuelle karakterer, undertiden lader to smelte sammen til én. Det sker f.eks. med de to unge kvinder, der nusler med barn og hverdags-smalltalk i munden på hinanden, en sjov og letløbende leg med replikkerne, som Kaja Kamuk og Maria Carmen Lindegaard behersker fint.
DET PORNOGRAFISKE VÆRKTØJ
For at sige, hvad det her handler om: Stephens’ stykke foregår i dagene op til terror-katastrofen i Londons Underground 7. juli 2005. Det har ikke en pind med ’pornografi’ i gængs sved-støn forstand at gøre – i Aalborg hørte jeg to fyre ved udgangen mumle ’Øv!’ ved udgangen.
Men altså: Stephens verbaliserer det udflydende, overflade-engagement hos gennemsnits bymennesket – med brugen af ordet ’pornografi’ som lignelse. Viser os mennesker a la de to mødre, der snakker som Gitte i Per Højholts monologer.
Iscenesætteren Peter Dupont Weiss går da heller ikke af vejen for at bruge det pornografiske værktøj ind imellem, f.eks. i den sekvens, hvor bror og søster – spillet med prægtig, akademisk afstumpethed af Mia Lerdam og Nicolaj Jandorf Klok – masturberer sig søvngængeragtigt gennem dage og timer op til bombekatastrofen. Den katastrofe, som ingen af personerne endnu aner noget om.
Den ligger timer forude. Den er som alt andet i Stephens udspil med personerne i dette stykke: Fundamentet, i hvert fald en grundlæggende årsag til, at vi ligger, som vi har redet med terrorismen: Vi er en søvngængeragtig flok vanedyr. Som Brecht siger: ’Wie man sich bettet, so liegt man’.
HANEGAL
Hvor er vi henne i stykket? I Nicolai Spangaas scenografi noget, der ligner en tom prøvesal med store vinduer, hvor de medvirkende kan slænge sig i karmene og springe op og gale som glade haner i en hønsegaard, hver gang budskabet om, at London har fået de olympiske lege 2012 for næsen af Paris. Det skete dagen før terrorangrebet.
Triviallivs highlight. Som valget af en ny dansk landstræner i disse dage.
En anden kollektiv sammenbinding i denne version er den punktvise opremsning af de 52 dræbte i undergrundstoget. Her rykker de otte medvirkende sammen på scenen – de fire nævnte, plus Kristoffer Fabricius og Andreas Berg Nielsen, måske gymnasieelever? – den første råhøvlet som rocker med fræk charme, den anden pæn og med guitar – dét med guitaren en glimrende anledning til, at holdet samlet kan demonstrere vokale færdigheder i stemningsfuld flerstemmighed.
Vi får ikke som i Aalborg-versionen den ensomme gamle dame, som Marianne Høgsbro gjorde så mesterligt. Men vi får sandelig universitetslæreren og hans tidligere studerende, materialiseret af den eksotiske Lila Nobel Mehabil med den undertrykte, sikkert eksplosive komik over for Martin Bo Lindstens lektor, der glimrende producerer inkarnationen af en ex-venstreorienteret, gennemsigtig, geléglat slapvans af en universitetslærer, sikkert psykolog. Scenen fungerer, men trækkes unødig langt.
HUMOR
Morsomt? Ja, den form for makaber humor, der blomstrer ved synet i bakspejlet af den humane mosebryg, som er terrorens baggrund og jagtmark. I hvert fald i Simon Stephens optik. På en måde ikke mindre uhyggelig end den klaustrofobiske Aalborg-version.
Anyhow. Springbrædtet for de udlærte skuespillere fungerer i hvert fald. Kasper Wilton, teaterchefen, kunne i hvert fald fortælle i pausen, at hele banden allerede har fået job.
Vejet og fundet.
Tre af dem tager han med sig til sin nye tilværelse om chef for Folketeatret i København.