Xenia Lach-Nielsen som Poppea (Foto: Björn Ross)
GÅPÅMOD
Forbløffende opførelse af ’Poppeas kroning’ i Københavns Musikteater
****
SÅ huserer ’Poppeas kroning’ igen. Det er ikke verdens ældste opera, men vi er tæt på: 1642. Det år, Christian 4. byggede Rundetårn. Og Monteverdi skrev ’Poppeas kroning’. Et godt år.
Det skal vi ikke lade os dupere af. Men måske af, at nogen bider skeer med den opera. For den er nok fuld af teatralsk og musikalsk power, men den er svær. Kræver stilsans og gåpåmod. Hjerte for genren. Det har teaterforskeren Magnus Tessing Schneider. Han her ikke bare fået denne opførelse op at stå. Han har instrueret forestillingen, og han har oversat den italienske tekst til dansk.
Det sidste er en gylden handling. Da operaen blev spillet allerførste gang i Danmark – det var såmænd af Studenteroperaen i 1966 – var det på italiensk og uden overtekster, som den selvfølgelig havde på Det Kgl. for tre år siden – og igen for fire måneder siden på Operaens Takkelloftet i Operaakademiets afgangsforestilling.
Det er ikke ringe at få sangerne til at synge de flammende replikker på dansk, og man er ikke mange øjeblikke i tvivl om, at de medvirkende i ‘Nordic Network for Early Opera’s opførelse på Københavns Musikteater gør en dyd af nødvendigheden – der bliver af flere af dem sunget med hjerne, mund og strube indstillet på, at teksten skal hænge i luften, så man forstår den – Xenia Bach Nielsen i titelrollen fører an.
Hende skal vi vende tilbage til. Men flere af de andre, f.eks. Stine Elbæk, der synger den impertinente manipulator Amor, får teksten over læberne præcist og uden at give afkald på en ordentlig vokal stemmedannelse.
Det samme gælder da i høj grad Elisabeth Holmertz, der har bemægtiget sig på både Ottavia- og Drusilla-rollen – bemægtiget sig og bemægtiget sig: Instruktør Schneider redegør i programmet for opførelsespraksis på Monteverdis tid: At synge adskillige roller i samme forestilling var almindeligt. Men altså: Elisabeth Holmertz, der er svensk født, men bosat i Norge, mestrer et dansk, der kan hamle op med selv chefredaktør Bo Lidegaards højborgerlige kongerigsdansk. Hvis vi nu skal ramme en normsætter.
FORSTÅ
Holmertz udgangspunkt taget i betragtning, er det sjovt nok sværere at forstå det dansk, der udgår fra flere af de svenske medvirkende, Daniel Carlsson, der har Neros store rolle, sunget med den mest imponerende kontratenor og meget overbevisende i øvrigt, men altså ikke altid nem at forstå, selvom vi er klar over, at det er dansk, han synger.
Ligeså med den debuterende kontratenor Kasper von Weber, sympatisk i rollen som den arme kiksede helt Ottono, der er totalforvirret over sådan som alle behandler ham – hans tekster må vi læse os til i programmet, som har haft den ekstravagante venlighed at bringe hele oversættelsen. ”En hel armé af brister/har kvinder af naturen/intet er ægte, bortset fra figuren”.
Hvilket vi kan være enige eller uenige i. Men vi forstod ikke replikken, da han sang den.
PÅ KOMEDIE
Nu skal det hele ikke dreje sig om sproget og oversættelsen i forestilling. Og dog. Christian Damsgaard har rollen som Poppeas amme. Især den. Ham kan man sandelig forstå, for han synger-taler-råber den ud på det saftigste, så vi – i hvert fald i den verden, instruktøren har ladet ham udfolde sig i – er langt ovre i revy, jeg vil endda med fornøjelse placere det i den folkeligste ende af revymiljøet. Det skal vi ikke laste ham, selvom det, al munterheden til trods, bragte forestillingen endnu mere på balancekanten end det var tilfældet for Gert Henning-Jensen i samme rolle på Det kgl. Teater i McVicars forrygende opsætning. Dér var det også så latteren rungede, men dér havde en instruktør lige strammet tømmerne, så seletøjet holdt.
Intet skal vi bebrejde disse komediant-indslag, både dem med Christian Damsgaard som amme og hvad han ellers måtte spille, og Elisabeth Holmertz om Drusilla. Shakespeare ville have accepteret dem på Globe Theatre.
CATWALK
Vi er ikke i tvivl om, at personinstruktionen har måttet presse fantasi og erfaring til sidste dråbe, for at forvalte tre timers spil på en catwalk uden dekorationer og kun kostumeantydninger at holde sig til. Et sjal, en toga. En kjole lånt i den hjemlige garderobe. Ikke meget mere. Vi var i den sammenhæng til skrabet teater.
Det var musikken, det var personerne, der fangede os. F.eks. Simon Duus i rollen som Seneca, filosoffen, der med en holdning som en Sokrates accepterer sin dødsdom. Simon Duus, en velvoksen bassanger, hørt allerede i marts i den samme rolle i Operaakademiets glimrende opsætning af ’Poppeas kroning’ på Takkelloftet. Hos ham er sprog og sangstemme synkron. Det er så prægtigt, som det var at høre Ulrik Cold ved hans gennembrud i rollen i 1966 på Thorvaldsens Museum.
POPPEA
Og så titelpartiet: Xenia Lach-Nielsen som Poppea. Langlemmet og flot som vi husker hende i en stribe musical- og teaterkoncert-roller. Her slår hun os bagover næsten med det samme med barok-koloraturer, der er en god portion i søgang, en stemme, der registerskifter fra brysttoneleje til et lysere sopranleje.
Hun er nok skolet, men vi er forvænt i den slags partier med en højere grad af gennemkultiveret vokalkunst – og så alligevel: Vi fejer mange vante hensyn til side, fordi grundhåndteringen er: Her står en Poppea, der bruger stemmen integreret i sit dramatiske udtryk, til at vredes, til at manipulere, til at forføre – det er passager f.eks., hvor hendes ’sotto voce’, hendes pianissimo, i hendes Nero-smisken er totalt overbevisende.
Dér når opsætningen i glimt den ekstremt sexede tone, der var McVicars på Det Kgl., hvor Ylva Kihlberg havde pragtrollen.
FLOT
Meget andet godt at sige om dette flotte initiativ på Københavns Musikteater:
Et fint spil af den lille barokgruppe, der styrede os igennem forestilling, en blanding af danske og udenlandske musikere, erfarne i praksis.
Og man skylder at kreditere for at smukt program med gode og instruktive artikler og minsandten altså en fuld dansk oversættelse af ’Poppes kroning’.
En lille fodnoterettelse: Studenteroperaens opførelse i 1966 (med min studiekammerat på danskstudiet Ida Hougaard i hovedrollen, Jørn Jørkov som Ottone og Ulrik Cold som Seneca) blev ikke opført på italiensk, men i dansk oversættelse vistnok af Niels Erik Flen, der sang Nero.
(Om den i øvrigt udmærkede Magnus Tessing Schneiders nyoversættelse er det, at jeg sige maa, at den mig generede ….. med undtagelse af enkelte pletskud, som når slutduettens “Pur ti miro, pur ti godo” blev til “Og her står vi. Vi er ene”: sangbart og klart. )