Stine Stengade, Anders W. Berthelsen og Nicolaj Kopernikus i ‘Politkovskaja in memoriam’ (Tegning: Claus Seidel)
NØDRÅB
Noréns ’In memoriam’ jagter virkeligheden på bunden af storbymenneskers tragiske liv.
*****
DER ER et sted, hvor de syv spillere nogle sekunder står urørlige. Spredt, men vendt frontalt mod publikum. Som et frosset billede. Figurer i en altertavle.
En korsats fra Bachs Matthæus Passion toner samtidig vældigt ind over os: ’Kommt Ihr Töchter, helft mir klagen’.
Det er ikke stykkets slutning. Men det kunne være det. Et stumt nødråb, hvor kun musikken taler. Som konklusion. En direkte henvendelse.
Jeg ved ikke, om det ultrakorte billede er instruktøren Vibeke Bjelkes idé, eller om det står i Lars Noréns manuskript. Det er også lige meget. Det er en af den slags magiske øjeblikke, hvor teatret samler flere virkemidler til en præcisering af et stykkes mening.
Der kan nemlig kastes utallige råheder og nedværdigelser foran os for at skildre mennesker på tilværelsens bund – og det skal jeg love for, at der bliver! – men sekunders stilhed kan rumme det hele.
Det er som den pludselige pause eller fermat i en strygekvartet, der er en hel sats essens koncentreret i et øjeblik. Måske netop det øjeblik, der er nødvendigt, for at du som tilskuer kan få sat skæbner, forløb, replikker på kode. Åbnet og alt det øvrige bragt på plads.
YDERST PÅ PLANKEN
Norens seneste stykke har han kaldt ’Politskovkaja in memoriam’ – til minde om den kvindelige, russiske journalist, der blev myrdet i Moskva for nogle år siden.
Det handler ikke om hende, hvis nogen skulle tro det. Stykket er tredje etape i den trilogi, ’Morire di Classe’ (Klassernes død), han har skrevet om det moderne samfunds bundskrab. Som de to tidligere, ’Personkreds 3’ og ’Drengene i skyggen’, består det af mange korte, hurtige klip mellem scener, der kun løseligt hænger sammen i en egentlig handling. Men det forhindrer ikke, at vi kommer i struben på nogle personer, skæbner, der befinder sig på det yderste af planken i kampen for at opretholde en slags liv, knust af et samfund, der er både uigennemskueligt og brutalt.
SUMP
Vi er koncentreret omkring to personer, luderen Dunja og hendes ’mand’, alfonsen Zarko. Men i virkeligheden endnu mere omkring hendes dreng Stojko, en 10-årig knægt, ladt i stikken, forhærdet, prostitueret til trækkerdreng af sin biologiske far, der med mellemrum henter lidt gysser til sig selv ved at sælge drengen til tilfældige på banegården.
Det er sump, sump. Fattigdom, tæv, prostitution, tyverier, kamp om hver krone og smøg. En næsten ufattelig råhed. Ubegribelig, hvis det ikke var, fordi vi præsenteres for den i den daglige virkelighed omkring os.
Denne torsdag aften går vi i teatret med tv-beretningen om skydende bandeopgør på Nørrebro – i stykket flakker fyren Andrej hvileløs rundt i den rungende dekorationsopbygning af trapper og beskidt metal og banker løs på alt med en jernstang: Hvor er der nogen, man kunne slå ned? Stefan Pagels spiller ham som skrabet ud af en sidegade på Nørrebro.
DRENGEN
Anders W. Berthelsen spiller Zarko med en blødende aggressivitet, sitrende af nervøs uberegnelighed, med hænder, der ustandselig farer til ansigtet som for at finde et eller andet mentalt fodfæste for sine egne handlinger.
Smukke Stine Stengade står model til så megen forgræmmelse, så mange tæv og ydmygelser, at man næppe fatter, hun kan stå på benene efter halvanden time på scenen.
Og det mest rystende: Drengen, som denne aften spilles af Andreas Bengtson, rummer et barns benhårde, stumme accept af vanviddet omkring ham, den rå deltagelse i rædslerne, samtidig med at han har indbygget savnet af tryghed, driften mod en eller anden slags retfærdighed – for sig selv, for moderen, og for søsteren, den blinde Elma, spillet af Sandra Bengtson. Det er fremragende spil af den dreng, ikke bare virkelighedsnært, men også med en scenisk intuition og knivskarp replik.
VIRKELIGHEDEN
Det er et stykke, der – som de andre i Noren-trilogien – sætter virkeligheden på scenen, for dér skal den også kendes, siger Norén. Den har hjemme i en hæslig dekoration. Belyst, så ingen skal føle sig trygge efter mørkets frembrud. Og der spilles glimrende af holdet, inklusiv Lars Ranthe, Remi Lewerissa, Henrik Larsen og Nicolaj Kopernikus.
Tror vi på drengens og morens pludselige og kortvarige manden sig op til fælles handling hen mod stykkets slutning – fortvivlet og mislykket som musens konfrontation mod katten, når spillet alligevel er ude?
Vi vælger at tro på det.
