KNUS TIL DRENGENE
’Pis’ på Det Kgl. slipper en kvintet af skarpe skuespillere på banen i venlig udlevering af de vedtagne mande-udyder.
*****
Hun er da en venlig dame, hende Kamilla Wargo Brekling! Hendes ’Pis’ på Det Kgl. kunne have været sådan en vrissende slagteraffære, hvor mænd bare skulle ned i skidtet på den gamle 70’er-rødstrømpefacon. Fem mand i Takkelloftets arena kastet for løvinden! Men hendes stykke er nærmest et kærligt knus til drengene.
På en måde er det som at se fem stand up’ere få pillet sjusket og sjasket ud, de dårlige vittigheder fjernet og en ordentlig instruktør til at finkæmme lortet og klistre det hele sammen til en sjov og rørende forestilling. Kamilla W. B. har valgt at gøre alt det, der normalt er svagheden hos de mandlige stand up’er, nemlig selvoptagetheden og selvmedlidenheden, til en raffineret, ironisk dyd.
FORSKEL?
Et spejl af maskulin mentalitet. Og natur – så vidt vi kan tale om natur, for det er vel det, ’Pis’ sætter på dagsordenen: Hvor stor forskel er der ret beset på maskuline og kvindelige reaktionsmønstre, handlemåder og drivkræfter?
Camilla Wargo Brekling griber i mænds såkaldte særheder i ’Pis’, som hun greb i kvinders i ’Undskyld’ på Det Kgl. for et par år siden. Og det trykte program indeholder en vældig interessant artikel om forskningen i testosteronens hormonale funktion og vældige indflydelse på mænds hanedans.
Men man sidder alligevel undervejs i denne underholdende karruseltur af mandehalløj og tænker gang på gang: Jamen, det ville en pige vel også have gjort eller tænkt.
PIK ELLER BRYSTER
Rasmus Botoft kyler en monolog på bordet om sin pik og dens størrelse. Kvinder, der er i humør til dét, hamler mageligt op med pralerier af samme art, hvor det så er brysterne, det handler om.
Henrik Prip krymper sig over, at den skønne kælling, han har mødt og skal giftes med, sætter sig på ham i alle tænkelige situationer – værst, da hun insisterer på at sidde ved rattet på vej til rådhusbrylluppet. En mand, der går ned, fordi han mister sin maskuline magt til en kvinde? Eller bare en mand, der mangler ordforråd til at fortælle konen, at brudekjolen krøller nemmere end hans bukser?
Lars Mikkelsen fremmaner meget morsomt en fars henrivende omsorg for sine unger – bare de ellers vil holde kæft og han kan komme af sted på arbejde og slippe for at tænke på dem. Er masser af dagens selverhvervende kvinder ikke på samme spor?
KONVENTIONER
Vi er i de klassiske konventioners vold. Ikke i moderne mænds og kvinders. Sjovt nok. For det er forestillingens påstand. Styrtende rørende er hele forestillingen. Svingningerne mellem selvhævdelse, selvoptagethed, påståelighed, barnlig frækhed suser elegant gennem rummet.
Drengerøvsmentalitet – som man for min skyld lige så godt kunne udnævne til kvinderøvsmentalitet. Sådan erindrer jeg også ’Undskyld’. De næsten samme udslag af almindelig menneskelig flok-opgejling eller soloridt. I finalen ser vi Robin Hood ride ud under råbet: ’Lady Marion, nu kommer jeg og knepper dig!’ Hvis ellers Lene Espersen er rytter, kan jeg mageligt høre hende galoppere ud i kulissen: ’Sir Anders, nu kommer jeg og knepper dig!’
Jeg skal love for, at vi får både mageløse grin og rørt medfølelse i denne opvisning af anekdotiske situationer, leveret med overlegen slagfærdighed, musikalsk orkestrering og fremragende timing af Lars Mikkelsen, Henrik Prip, Janus Nabil Bakrawi, Peter Oliver Hansen og Rasmus Botoft. Stimulerende og tankevækkende.
Gregers Dirckinck-Holmfeld