Den uendelige historie Aarhus Teater 15.11. 2018

Den vildt forgrenede fantasy story af Michael Ende skruet ned på Aarhus Teater

Ashok Peter Pramanik på sin lykkedrage (Foto: Emilia Theresa)

UENDELIG

HISTORIE

Den vildt forgrenede fantasy story af Michael Ende skruet ned på Aarhus Teater

Forfatter: Michael Ende. Dramatisering: Nina Wester. Iscenesættelse: Jacob Schjødt. Scenografi: Benjamin la Cour. Kostumer: Astrid Lynge Ottosen. Musik: Oh Land. Medvirkende: Anton Hjejle, Ashok Peter Pramanik, Jonas Kriegbaum, Michiel van Leuwen, Louise Bonde, Magnus Haugaard, Mathias Bøgelund, Jacob Madsen Kvols, Kim Veisgaard, Marie Marschner, Hanne Windfeld og Josephine Reumert Grau.

’Den uendelige historie’ spiller på Aarhus Teaters Store Scene indtil 23. december. Varighed: 1 t. 50 min. inkl. pause.

***

EN juleforestilling? Sådan en med jesusbarn og nisser og dans om træet juleaften i præstegården?

SLET ikke. Ikke på Aarhus Teater, hvor man er fløjet højt og langt ud på en tur i fantasiens luftige verden med et forsøg på dramatisering af ’Den uendelige historie’ af den tyske forfatter Michael Ende. Man må kalde det et forsøg, for Endes historie er som fabelfugle, der blafrer i mange retninger. Ikke fugle, der flyver i flok, når de er mange nok og kender deres kurs.

DET er dér, man forsøger at bringe historien hen i versionen på Aarhus Teater. Meget forståeligt, for det uoverskuelige, fabulerende landskab af handling i romanen er netop så uendeligt, som titlen fortæller. Det, der kan blive tilbage, når trådene skal samles i et forståeligt bundt på scenen, er den enkle fortælling om drengen Bastian, der lever i sin egen verden, mobbes af kammeraterne og på sin flugt fra dem pludselig havner i et antikvariat, hvor han (den sympatiske Anton Hjejle spiller ham) snupper en stor bog fra antikvarboghandleren – Kim Veisgaard er den flinke, distræt bognørd.

BASTIAN begraver sig i læsning af denne ’Uendelige historie’, vokser ind i den, bliver nærmest en del af den, på en måde en dobbeltgænger til hovedpersonen Atreju, en lige så sympatisk Ashok Peter Pramanik, der kæmper sig frem mod landet Fantásia for at redde landet og dets dronning fra at blive erobret af ’Intetheden’ – vi begriber, at dette abstrakte begreb ’intetheden’ er livsfarligt for al frodig fantasi og udfoldelse.

ATREJU har flyvende venner, især lykkedragen Fuchur. Og grimme, krablende fjender, især edderkoppen Ygramul og varulven Gmork. For den, der ikke er indviet i Endes fabulerende univers er Bastian mest fortælleren, der sidder i et hjørne og hjælper publikum på vej, mens Atreju er helten, der tappert når frem til dronningen og til slut, sammen med forløsende ord fra fortæller Bastian, redder land og dronning, så Bastian kan gå hjem og aflevere bogen til antikvariatet og genfinde sin far, der selvfølgelig har været bekymret. Det bliver det enkle handlingsforløb, når Endes blomstrende, filosofiske fabel koges ind.

DET umiddelbare udbytte på teatret er først og fremmet sceniske effekter og kostumer, der sandelig lever op til det fabelagtige i historien. Susende ture gennem luften som var det Niels Holgersens forunderlige rejse gennem Sverige, der var genopstået i et brus af mystik og trolddom. Handlingsmæssig, elementær spænding fortaber sig. Vi er i et regi, hvor valget af en voldsomt forenklet fortælling, baseret på en lille del af Michael Endes fantasy story, kombineres med farverige, cirkusagtige eventyrbilleder og optrin. Det er ikke så ringe endda, sådan som Jacob Schjødt har iscenesat og Benjamin la Cour har designet. Men det efterlader massevis af dunkle punkter – hvad er det præcis med de tre porte, Atreju skal igennem under prøvelser, der minder om Taminos og Paminas i ’Tryllefløjten’? Hvorfor skal hesten Artax drukne i ’Sørgmodighedens Sump’? Hvad er det ’Det sydlige Orakel’ for noget? Etc, etc.

ET uforberedt familiepublikum, som teatret inviterer indenfor i julemåneden, er lost i det delvis uforståelige. Publikum kan læse på lektien i et vældig fint undervisningsmateriale, som Teatret har fået udarbejdet, og som ligger på nettet med adresse til skoler. Men lige ind ad teaterdøren, far, mor og børn, for at blive kastet ud i Endes eksistentielle og mytologiske overvejelser? Det er lettere problematisk.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *